Mads Æbeløe Nielsen har begået en imponerende oversættelse af Anthony Drewes oprindelige engelsksprogede tekst til George Stiles’ musik til deres musical ’The Three Billy Goats Gruff’ bygget over det norske folkeeventyr ’De tre bukke bruse’ indsamlet af Peter Christen Asbjørnsen og Jørgen Moe i 1800-tallet. Æbeløe Nielsens oversættelse rammer lige ind i dansk kultur og humor, og der er noget at grine ad for alle aldersgrupper. Teksterne er nutidige og fungerer fænomenalt.
Selvom – eller måske fordi – det er et folkeeventyr har det karakter af en fabel, hvor dyr formidler en morale. Det gør sig gældende for de tre geder Mads, Sunny og Baby, der ellers synger og jodler ’Græsset er altid grønnere’ men må indse, at dette ikke altid er tilfældet, og at man skal glæde sig over det, man har. Navnet ’Mads gedebuk’ stammer i øvrigt også fra folkeeventyrene og er derfor særdeles velvalgt.
Når vi nu er ved alt det med ’Mads’, så har Mads M. Nielsen formået at instruere en sjov, finurlig, timet og tempofyldt musical, der får publikum til at glemme tid og sted, og de 55 minutter, musicalen varer, synes nærmest for korte: nu var vi lige så godt i gang.
Jonas Vestergaard har skabt en velfungerende scenografi, hvor broen, som gederne skal krydse, bogstaveligt taget er omdrejningspunktet. Det er fint tænkt, at sceneteknikerne er en del af stykket udklædt som dyr i den natur, gederne bevæger sig i. Dog kan det virke lidt forstyrrende, at skuespillerne visse steder er meget synlige, når de bevæger sig til og fra scenen.
Lotte Martine Blichfeldt og Susanne Morthorst Staal har kreeret nogle flotte, karikerede og humoristiske kostumer, som peger lige ind i det lidt barnlige univers. Det er imidlertid synd, at hensynet til hurtige kostumeskift gør Fru Mor Hyrde-Heidi ’troldetyk’ i en af de sidste scener. Måske har hun spist for meget hjemmebag.
Det er kendetegnende for geder, at de har klove og trip-trapper, når de går. Den, der har fået idéen til at udstyre gederne i skikkelse af Søren Torpegaard Lund, Dina Fie Lorentzen og Kathrine Lemmeke Madsen med stepsko, er simpelthen genial. Det understreger, at her er der tale om geder, og samtidig giver det forestillingen et særpræg, idet man ikke ofte oplever stepdans nu om stunder. Lis Stevns har stået for koreografien, herunder stepdansen formodes, og det er et flot stykke arbejde. Det er efter sigende ikke helt let at steppe, så det er også en cadeau til de tre skuespillere for at mestre den dansestil, så det ser legende let ud.
I sangen ’Mads, Sunny og Baby’ præsenterer bukkene sig selv og snart bliver publikum også introduceret til deres hyrde i Mille Lamberts skikkelse, når hun præsenterer sig selv i sangen ’Lille Hyrde-Heidi’. Lambert forlener ’Lille Hyrde-Heidi’ med noget naivt, når hun verdensfjernt er mere optaget af at læse om at passe geder end at føre det ud i livet. Og det til trods for, at hendes strenge ’Fru Mor Lille Hyrde-Heidi’, spillet af Cecilie Tiim, truer med at sende gederne til en besøgsgård – måske i Madsbyparken – hvis ikke ’Lille Hyrde-Heidi’ kan holde styr på dem.
Det sker sjældent, at man vil karakterisere en ged som værende kæk, fræk og charmerende, men det er lige hvad Søren Torpegaard Lunds ’Mads’ er. Den store bukke bruse oser af selvtillid – og også lidt af selvfedme, men det gør slet ikke noget, for han går direkte ind i folk med stepsko på, og man falder pladask for ’Mads gedebuk’. Torpegaard Lund fylder virkelig helt ud over scenekanten.
Den mellemste bukke bruse, Sunny i Dina Fie Lorentzens skikkelse er den velovervejede type, der lige tænker sig en ekstra gang om, inden han kører med på Mads’ idéer, mæææn Sunny holder nu på, at de klarer sig bedst mod trolden, hvis ’Bare vi er i form’, som Lorentzen synger. Hun har i den grad også fået stepskoene spændt rigtig på, så det er en sand fornøjelse at se på.
Og så er der den mindste bukke bruse, Baby, som Kathrine Lemmeke Madsen giver liv til. Som den mindste og yngste er Baby nysgerrig og forsigtig men finder alligevel modet til som den første at krydse broen, hvor den farlige, gedelskende trold kræver told. Det kan godt være, de to større bukke bruser har haft alle overtalelsesevnerne i spil. Lemmeke Madsen er en sød Baby, især når hun trip-trapper rundt på scenen og over broen.
Den fæle og knap så snedige trold spilles totalt gakket af Cecilie Tiim, der nærmest vælter rundt på scenen i sit fat costume. Den gakkede trold får de mindste blandt publikum til at grine, så de helt glemmer, at trolden er fæl, som i sangen ’Hvem er det, der tramper’. Man får næsten helt ondt af trolden, der ikke har fået sin livret at spise i meget lang tid, som Tiim synger i sangen ’Elsker ged’.
Der er tale om yderst godt teaterhåndværk; og denne lille perle af en familiemusical er et must see.
’De tre bukke bruse’ spiller på Fredericia Musicalteater til 2. marts 2025.
Musik og tekst (engelsk): George Stiles og Anthony Drewe
Oversætter Mads Æbeløe Nielsen
Instruktør: Mads M. Nielsen
Scenograf: Jonas Vestergaard
Kostumedesigner og gedemager: Lotte Martine Blichfeldt
Skrædder og troldemager: Susanne Morthorst Staal
Koreograf: Liv Stevns
Kapelmester: David Tølbøll Mortensen
Medvirkende: Søren Torpegaard Lund, Dina Fie Lorentzen, Kathrine Lemmeke Madsen, Mille Lambert og Cecilie Thiim
