Musicalen der ”gonna live forever” med sine 37 år på bagen og nu tilbage i Danmark efter 25 år.

Det må man så sige er noget af et comeback, for der bliver i den grad sprøjtet energi helt op på de bagerste rækker under loftet i Falkoner Salen med denne version af musicalen Fame.

Handlingen holder sig til 80’er-filmen/seriens budskab om at være ung og være i gang med at finde sig selv i livet og i sin fremtidige karriere. Fælles for de unge medvirkende er, at de på trods af vidt forskellige baggrunde, forudsætninger og drømme, alle er kommet ind på den prestigefulde skole ”High School of Performing Arts” i New York. Her skal de bruge tiden på at finde deres plads og kreative udtryk gennem performancekunsten både på godt og ondt.

Sangklassikerne, som vi kender dem fra de gode 80’ere bliver sunget på originalsprog og de nye tilføjelser til denne musicalversion bliver sunget på dansk, så det er god blanding af at bevare det vi kender og nostalgisk elsker og så noget nytænkende til at spice tingene lidt op med. De engelske originale sange fremstår klart stærkest i energi og vokal, men det er slet ikke en dårlig idé at kombinere.

Der er nogle af sangstemmerne der særligt brager igennem og det er blandt andre Linea Høeg Olsen, der spiller Carmen Diaz – hold da op nogle solopræstationer hun leverer. En anden er Anton Vammen, der spiller Schlomo Metzenbaum, som danner par med Carmen og derfor synger de to også sammen flere steder og det er bare virkelig godt. Malou Takibo, som spiller Serena Katz fortjener også en hånd for sin stemme på den scene. Anna Munch (Iris Kelly) overrasker også med en stemme, som mange måske ikke engang vidste fandtes i det lille fine menneske. Hendes danseteknik viser stadig, hvorfor hun vandt Vild med Dans. Dette er bare for at fremhæve nogle af de nyeste talenter, for selvfølgelig er det ikke ligefrem en stille sal, når Silas Holst smider sin kedelige lærerblazer og synger bl.a.”On Broadway”, imens han også giver os nogle dansetrin med på vejen.

For lets face it, den mand kan jo ikke gøre noget halvt. Der vil sidde mange forhåbningsfulde folk i salen og vente på, at han giver et lille solonummer og det gjorde han til dels også – tak for det Silas. Men samtidig var han fantastisk god til ikke at overshine alle de nye talenter, han gav dem plads og supplerede dem, det var dejligt at opleve.

Ligeledes har Annette Heick også en sangstemme, som man ikke kan komme udenom og har man været fast musicalgænger gennem årene, er både Silas Holst og Anette Heicks musicalstemmer kun blevet endnu bedre gennem tiden.

Silas Holst har også været koreograf på forestillingen og været med til at caste de unge talenter. Dansen er uden tvivl noget af det bedste ved denne musical, ja udover musikken dertil selvfølgelig, men energien er på max-punktet hele vejen igennem og det smitter af på publikum. Selve handlingen og storyline i stykket er jo ikke det mest sindsoprivende, men det er det ret sjældent i musicals, når man tænker over det. Men det kan altid undværes lidt, hvis musik og performance er i top og det er det virkelig her. Det er heller ikke en forestilling med stor scenografi, men det er egentlig heller ikke så nødvendigt, hvis man bliver revet så meget med, at det næsten er ligegyldigt, hvad der er i baggrunden.

Det der også er endnu mere anbefalelsesværdigt, er når man tænker på, at det meste af castet ikke har 10-15+ års erfaring, men at det stadig er så højt et niveau, det kræver altså nogle talenter.

Man sidder på intet tidspunkt i mørket og kigger ned på uret, og venter på pauseklokken, man er underholdt hele vejen igennem og man kan mærke den sprudlende energi fra start til slut.

Den premiere kan man vist godt være bekendt at være stolt af.

Cast:
Mr. Bell: Silas Holst
Iris Kelly: Anna Munch
Ms. Esther Sherman: Annette Heick
Ms. Myers: Marie Dalsgaard
Tyrone Jackson: Luc Boris André Kouadio
Nick Piazza: Christian Iversen
Serena Katz: Malou Takibo
Joe Vegas: Nicklas Troensegaard
Carmen Diaz: Linea Høeg Olsen
Mabel Washington: Alberte Kyst
Schlomo Metzenbaum: Anton Vammen
Ensemble: Oscar Stahlfest, Tone Reumert, Nicklas Troensegaard, Sofie Lohmann,
Helene Høier, Monica Isa, Simon Glæsel, Bolette Overgård
Det kreative hold:
Instruktør: Frede Gulbrandsen
Koreograf: Silas Holst
Kapelmester: Joakim Pedersen
Scenograf: Jonas Fly
Kostumedesigner: Jonas Fly
Lysdesigner: Egil Hansen
Lyddesigner: Tim Høyer

Premieredatoer: Falkonersalen, København: 11. september 2025
Vejle Musikteater: 22. oktober 2025
Musikteatret Holstebro: 7. november 2025