
Nå da for en premiere Det Ny Teater havde stablet på benene. Allerede udenfor teatret kom publikum i stemning til forestillingen om den dydige frelserpige Sarah, spillefuglene Nathan Detroit og Sky Masterson og den uheldige natklubsangerinde Miss Adelaide, der har været forlovet i hele 14 år. Den rigtige Frelsens Hærs orkester havde nemlig taget opstilling uden for teatret og musicerede for fuldt drøn og ornat. Det viser humoristisk sans fra organisationen.
I teatrets foyer var opstillet et stort spillebord, hvor man kunne være heldig at kaste terninger, så man vandt champagne – sjovt!!
Stemningen var i top, da forestillingen gik i gang på scenen. Et superflot lyst auberginefarvet fortæppe prydede scenen. Da det gik op, åbenbarede et råt newyorkermiljø sig, og spillefugle og letlevende damer hengav sig til flirt og gambling. Afbrudt blev de naturligvis af en gruppe selvretfærdige personer fra Frelsens Hær, der var ude efter at hverve syndere. I deres karakteristiske uniformer og et skilt med påskriften ”De gudløse har ingen fred” havde de ikke heldet med sig. Næsten bogstaveligt befandt frelserfolkene og de småkriminelle sig i to verdener.
At historien efter forviklinger ender godt, kan nok godt afsløres, for ´Guys and Dolls´ har siden premieren på Broadway i 1950 spillet alle mulige og umulige steder i ind- og udland. I Danmark har musicalen spillet på Det Kongelige Teater i 1984 med Karen-Lise Mynster som Sarah Brown. I 2025 havde Nørregadeteatret i Maribo forestillingen på plakaten.
Man forstår godt teatrene. Det er en sjov og ukompliceret historie om kærlighedsdilemmaer, hverdagsliv og glimmer, men samtidig er der under overfladen også alvorlige temaer, der er eviggyldige.
Og så er musikken af en anden verden. Der er ørehængere skabt af Frank Loesser, der rører en uden, de bliver for sentimentale.
På Det Ny Teater er Isabel Schwartzbach Sarah Brown, der har viet sit liv til at frelse andre. Hun vil gerne kærligheden, men hendes plan var ikke at finde den i hustleren Sky Masterson, der lader hende indgå i et væddemål. Hun udfylder rollen flot. Hun synger overbevisende, hun er god i de mere alvorlige scener, og hun er uforlignelig, da hun lokkes i fordærv i Havanna og bliver godt pløret af nogle velsmagende cocktails. Kærlighedsscenerne med Sky Masterson fungerer, og man forstår godt, at hun falder for ham. Han bliver spillet af Nicolai Jandorf, der udstråler frækhed blandet med en gentlemancharme, så vi også falder for ham ude på rækkerne.
Vi ved godt, det ender lykkeligt, men Sarahs kærlige onkel Arvide skal først ind over, så han kan fortælle hende, at det er ok at forelske sig. Det sker med sangen ´Det, jeg ønsker for dig´ sunget af Preben Kristensen. Man tror hvert et ord, han synger til den niece, han elsker.
Kim Hammelsvang, som har spillet ledende roller på en mængde forestillinger på Det Ny Teater, er Nathan Detroit – en lille mand, der er i klemme på mange måder i livet. Han elsker sin forlovede, men har ikke fundet mulighed for at gifte sig med hende gennem deres 14 år gamle forlovelse. Han er hele tiden på kanten af loven, fordi han arrangerer ulovlige spilaftener for andre spillegale herrer. Og så er vi ikke begyndt at tale om hans pengeproblemer endnu. Kim Hammelsvang synger og agerer fantastisk, og så er han ultra-sjov. Karoline Brygmann er hans forlovede natklubsangerinden Miss Adelaide. Karoline Brygmann har en næsten karikeret vinkel på sin rolle, men man overgiver sig til hendes tolkning, når hun kaster sig ud i sin klagesang og fortæller om, at hun har været forkølet i mange år, og det skyldes psykosomatisk stress, fordi hun ikke er blevet gift. Sjov er hendes samtale med Nathan, hvor hun fortæller ham, at hun har fortalt sin mor, at de allerede er gift og i øvrigt har fem børn. (Den bliver svær at forklare sig ud af).
´Guys and Dolls´ har mange solopræstationer, men også mange sang- og dansenumre, hvor store dele af ensemblet er med. I natklubben Hot Box optræder Miss Adelaide med Hot Box-danserinderne i et fornøjeligt kyllingeoptrin. Ud over et lidt vovet kabaret-kostume er damerne iført gigantiske gule fjervifter med en flot virkning til følge.
Stærk, maskulin og sexet er gamblernes dans i kloakken med Sky Masterson/Nicolai Jandorf i front, mens de synger ´Kom, vær min lady i nat´. Jandorf springer fuldstændig ubesværet op og ned ad kloakkens sider. Det kræver stamina af rang at danse og synge på en gang. Det lykkedes til fulde.
Fantastisk er Nis Pedersen, der til bønnemødet synger ´La´ vær´ at rok´ vores båd. Han får hele selskabet af frelsere og syndere med sig.
Endelig er Adelaide og Sarahs sang om at gifte sig med en fyr i dag og lave ham om i morgen skøn.
Hele 13 sange er der gennem forestillingen, og de er alle iørefaldende på den gode måde.
Forestillingen og historien er helstøbt -måske fordi publikum har sympati både for skurkene og de hellige. Alle er mennesker, der skal regne den ud, og vi elsker dem for det. Solopræstationer, ensemble arbejde og orkester har tilsammen skabt en boblende aften. Heinrich Topp Christensens står for den vellykkede iscenesættelse, Heather Douglas for koreografien og Simon Wells for scenografi, der udover det overordnede newyorkerbillede har adskillige små finurligheder blandt andet med ting, der hurtigt forvandler sig fra deres egentlige anvendelse.
Og så kommer selveste Jesus ned fra loftet og giver den med en flot dans. Vi fik meget med.
Køb i øvrigt forestillingens program, der udover flotte billeder, indeholder flere gode artikler.
,
Guys and Dolls
Musik: Frank Loesser
Manuskript: Abe Burrows og Jo Swerling
Baseret på The Idyll of Sarah Brown og karakterer af Damon Runyon.
Iscenesættelse: Heinrich Topp Christensen
Koreografi: Heather Douglas
Scenografi: Simon Wells
Kostumer: Helle Damgård
Kapelmester: Jesper Frank Christensen
Oversættelse: Hans Christian Ægidius
Musikalsk indstudering: Michael Webborn
Medvirkende:Isabel Schwartzbach, Kim Hammelsvang, Nicolai Jandorf, Preben Kristensen, Karoline Brygmann, Kasper Leisner, Ann Hjort, Nis Pedersen, Simon Nøiers, Søren Bech-Madsen, Lauge Demant, James Leece, Frederik Espenhain, Cassandra Bækkel, Marie Gersholm Baktoft, Josephine Feit, Linnea Stenbeck, Fannie Johansson, Julia Åkesson, Jacob Prüser, Nils Boyer, Benjamin Windborg, Mikkel Hoé, Mark Lenskjær, Cecilie Hedin Klagenberg, Rebecca Gusdal
Orkester: Jesper Frank Christensen, Jens Gotholdt, Uffe Fogtmann, Andre Bak, Ian Price, Kim Aagaard, Nicolai Schultz, Magnus Thuelund, Ole Visby, Thomas Maintz, Henrik Simonsen, Timothy Lutte
Varighed: 2 timer og 40 minutter inkl. pause
Spilleperiode: 17. september til 29. november 2026





