At basere en musical på en tragisk historie om en menneskelig deroute er et vovestykke, og balancen mellem sentimentalt føleri og storytelling er hårfin. Den balancegang mestres på fortræffelig vis i ”Lyset over Skagen”. Her tages publikum med tilbage i tiden omkring forrige århundredeskifte til kunstnerkolonien i Skagen, hvor de danske Skagensmalere slog deres folder og skabte de mesterværker, der den dag i dag er verdenskendte. Her følger man kunstnerparret Marie og P.S. Krøyer og deres venner Anna og Michael Ancher og er vidne til, hvordan lokalbefolkningen undres over de mærkelige kjøwenhavnere, der kommer hver sommer for at male i det fantastiske lys. Et lys, der genskabes i Jesper Kongshaugs mesterlige lysdesign, så man næsten kan tage og føle på kunstnernes inspiration til de velkendte malerier.

I rollen som den mentalt meget svingende P.S. Krøyer ses Tomas Amdt Kofod. Han giver karakteren autencitet, og man fornemmer tydeligt den udvikling, han gennemgår fra feteret, dygtig kunstner til alkoholiseret og nedbrudt menneske. Flot skuespil og fantastisk stemme, der kommer til sin ret i titelsangen ”Lyset over Skagen” og i sange som ”Hip, hip hurra” og ”Den skrå karrusel”.

Krøyers hustru, model og muse spilles yndefuldt af Silke Biranell, der formår at give Marie Krøyer troværdighed med sit dejlige skuespil og endnu dejligere stemme, når hun synger ”Lysets land” og ”Den sommerlyse dag”. Man mærker hendes kedsomhed og frihedstrang.

Velsyngende og -spillende Jesper Lundgaard giver liv til en anden af Skagensmalerne: Michael Ancher, og det gør han sikkert. Hans ”Jeg har drømt” og ”Have der mødes” får det til at risle ned ad ryggen, og sammen med Anna Ancher spillet af Nicoline Siff Møller synger han ”Små nuancer af blå”, der meget rørende beskriver deres ægteskab.

Selv samme Nicoline Siff Møller leverer en flot præstation som kunstnerkoloniens favnende kvinde, der gerne lægger skulder og øre til sine medmenneskers sorger og bekymringer. Sangen ”En ven et sted” fremføres meget flot og bevægende.

Joachim Knop som Hugo Alfvén synger sig i en træfsikker præstation ind i Marie Krøyers og publikums hjerte i ”Jeg må eje denne kvinde” og ”En nat så fortryllende skøn”.

Anders Bircow leverer de sjove indslag i skikkelse af henholdsvis Karl Børsten og den italienske kok Luciano. Der grines, når fiskeskipper Karl Børsten lidt kejtet forsøger at passe ind hos kunstnerne, og da Luciano spiller på sin mandolin får man mindelser til ”Nu er det nat” fra Lady og Vagabonden.

Hele holdet på scenen leverer en formidabel præstation, der meget imponerende indrammes af Jesper Kongshaugs scenografi med sceneskift camoufleret som silhoutter, og Maria Gyllenhoffs flotte og elegante kostumer tager os med tilbage i tiden.

”Lyset over Skagen” spiller i Arena Nord, Frederikshavn frem til den 3. august 2019 og tager derefter på turné i Danmark med en afstikker til Flensborg.

Forfatter: Thomas Høg

Komponist: Kim Sørensen

Instruktør: Daniel Bohr

Medvirkende: Silke Biranell, Tomas Amdt Kofod, Nicoline Siff Møller, Jesper Lundgaard, Joachim Knop, Anders Bircow og Anders Teigen

Koreograf: Bettie Uldal

Scenograf og lysdesigner: Jesper Kongshaug

Musikalsk leder: Edi Premate

Kostumedesigner: Maria Gyllenhoff