Der er dømt farverig ungdom, tidslommer og 80’er-nostalgi under åben himmel, når Nyborg Voldspil sætter strøm til den musikalske ungdomsrevy ‘Vi maler byen rød the Musical 2’. Det er en forestilling, der med kærlig humor, ørehængere og energisk spillestil får publikum til både at grine, synge og klappe med.

Forestillingen leger med ungdomsliv, popmusik, intriger, hemmelige slætninge og store følelser – alt sammen i 80’ernes farverige univers – og selvom den ikke genopfinder teaterkunsten, lykkes det at skabe en medrivende og festlig aften. Publikum bliver taget med på en rejse gennem ungdomslivets dramaer og romantiske forviklinger, akkompagneret af ikoniske hits fra en tid, hvor håret var højt og skuldrene brede.

En af forestillingens helt store styrker er ensemblet, der sprudler af energi og spillelyst. Især i de store ensemblenumre som “Ræk mig din hånd” får man følelsen af, at hele holdet virkelig vil det her. Orkestret gør en stor forskel og giver arrangementerne pondus, og særligt i numre som “Copenhagen Airport” løftes scenen af både musikalsk overskud og scenografiske overraskelser.

Rasmus Mansachs instruktion og Maria Kronborgs fine koreografi balancerer fint mellem det fjollede og det varme, og ensemblet leverer med smittende spilleglæde og overskud, der dog i mange tilfælde bliver for meget af det gode, når det næsten bliver en konkurrence om, hvem der kan være sjovest. 

Scenografien udnytter Voldspillets unikke omgivelser godt, og lys- og lydsiden er imponerende professionel – særligt taget i betragtning af, at det hele foregår under åben himmel. Kostumerne rammer tidens ånd og forstærker forestillingens karikerede, men kærlige portræt af 80’erne.

Den musikalske kvalitet svinger dog lidt. Enkelte af de medvirkende prioriterer det komiske udtryk over sangligt nærvær, hvilket til tider gør det svært at få fat i de ellers stærke melodier. Til gengæld står Alisha May Williamson Meadows som en klar stjerne – både vokalt og karismatisk – og hæver barren for resten af holdet.

Der kunne med fordel være skruet en smule ned for tempoet i enkelte scener, hvor pointerne drukner i fart, og ikke alle sangvalg føles helt nødvendige for fortællingen, men bliver nærmere en form for statement om, hvor mange Melodigrandprix sange man mon kan putte ind i en forestilling. ‘Snakker med mig selv’ har dog næppe været opført mere underholdende, end den bliver i Simon Skyttes nærmest Avenue Q agtige version.

Nyborg Voldspil leverer med Vi maler byen rød en farverig og sprudlende forestilling, der appelerer til publikum, men de kan med fordel satse større og bredere, for potentialet er der. ‘Vi maler byen rød 2’ er ikke stor dramatik – men det er god underholdning, og det leveres med hjertet, der er da også allerede endnu en forestilling i samme genre på tegnebrættet, når Folketeatret næste år opfører ‘Jeg tror det kaldes kærlighed – MGP the Musical’. Om man kan blive ved at koge suppe på de ellers udødelige sange må komme an på en prøve.

‘Vi maler byen rød the Musical 2’ spiller ved Nyborg Voldspil fra 18. juli til 9. august 2025. 

Instruktør og manuskript: Rasmus Mansachs

Koreografi: Maria Kronborg

Kapelmester: Tuomas Korhonen

Scenograf: Louise Dencker Rasmussen

Medvirkende: Merete Skovly Nielsen, Simon Skytte, Ida Mie Cordua Sørensen, Nicolau Skou Stokkendal, Emil Nielsen, Rune Ting Gaard, Kaya Lindhard, Caroline Vorstrup Hahn, Alisha Mae Williamson Meadows m.fl.