Den amerikanske film ´Prinsessen holder fridag´ fra 1954 er en af de mest elskede romantiske film. Den har det hele – komik, romantik, kærlighed, forviklinger og en tåreperser af en slutning. Og så har den Audrey Hepburn og Gregory Peck i de to hovedroller. De er temmelig svære at slå.
At NørregadeTeatret i Maribo alligevel kaster sig ud i at overføre historien til scenen, er et vovestykke. Det kræver mod, men det har teatret mange gange vist. De har med krum hals givet sig i kast med ´Guys & Dolls´ og ´Rosens Navn´ for bare at nævne et par stykker.
Det er musicalversionen af Kirsten Guenther og Paul Blake med musik og tekster af Cole Porter, der er på scenen. Den fik premiere tilbage i 2001 i Saint Louis i USA, den skulle have været opført i London i 2020, men det spændte en pandemi ben for. Nu er musicalen så kommet til Maribo, og historien følger næsten en til en filmens, om end der er indskrevet en vampet sangerinde og filmens fejende vicevært er skrevet ud.
Kronprinsesse Ann er på rundrejse til en række europæiske hovedstæder. De mange officielle pligter lader ikke tid til overs til at opleve de forskellige byer for alvor, og da den unge prinsesse er nået til Rom, er hun så presset over at blive holdt i kort snor, at hun en aften stikker hun af fra sine ”vogtere”. Hun møder den labre sladderjournalist Joe, der tager hende med på tur rundt i Rom. Målet for ham er at få en eksklusiv historie med tilhørende fotos taget af hans fotograf-ven. Men det er jo en romantisk komedie, så selvfølgelig bliver de to forelskede, og så er balladen i gang.
Løjerne foregår i Hylddalen ved Maribo, hvor der i ly af skoven er en friluftsscene med plads til mere end 1.000 mennesker. Her har Søren Glad skabt scenografi, og den er intet mindre end vellykket. Den er på én gang meget enkel samtidig med, at den er voluminøs. I scenens to sider er der bygget to etager. Den ene illuderer prinsessens soveværelse og i den anden side bor Joe i et lille hummer af en lejlighed. Nedenunder er der i flere scener café med optræden af den bramfri Francesca. På scenens bagvæg er der projiceret billeder op. Ved forestillingens start er der radioreportage om prinsessens rejse. Der kører sort-hvide projektioner af billeder fra diverse hovedstæder – sluttende med Rom. Billederne fra Rom pryder bagvæggen gennem resten af forestillingen. De starter i sort-hvid, mens prinsessen stadig befinder sig i ambassadens gemakker, men skifter til farver, da hun bevæger sig ud i byen på egen hånd. Man kommer hele døgnet igennem. Det er en fantastisk effekt.
Linda Arunee Drenck og Martin Bo Lindsten er charmerende som prinsesse Ann og Joe Bradley. De ser bestemt ikke værst ud, de synger og agerer godt og humoristisk i de ikoniske scener. Uimodståelig er scenen, hvor Joe skal have den påvirkede prinsesse ind i forestillingens taxa – en Fiat 500 kørt af Peter Thieme, der ikke er verdens mindste mand. Joe har besvær med at få Ann ind i bilen, og de kører afsted med hendes fødder stikkende ud ad bilens vindue. Naturligvis er parret også ude og køre på en skinnende rød Vespa. Så ved vi, vi er i Italien! Besøget ved Sandhedens mund er forunderligt, og Martin Bo Lindstens forsøg på at skræmme Ann ved at foregive, at hans hånd er bidt af, er fantastisk. Troels Malling er fin som fotografen Irving, der i musicalen er kæreste med sangerinden Francesca, spillet af Tara Toya.
Ud over det professionelle cast har forestillingen et ensemble af amatørskuespillere. De gør det alle godt og giver iscenesætter Frank Rubæk en god flok folk at gøre med. Så der er store dansescener, og når de meget farlige detektiver skal finde den forsvundne prinsesse, titter de frem fra skov og krat med sorte solbriller og ditto outfit.
Det er skønt at høre Cole Porters sange, hvor publikum får et genhør med ´You do something to me´, hvor der synges om “the voodoo that you do so well” og ´Take me back to Manhattan´ med flere. Otte musikere placeret bag kulissen spiller under ledelse af Bjørn Hyrup.
Forestillingen er uhyre vellykket, og historien er sjov. Så må man tilgive det afsluttende musical-tiltag, hvor Joe ser sin prinsesse i et drømmesyn på balkonen. Der går der en anelse for meget Disney i foretagendet. Vi ved godt, Joe er ked af det. Det skal ikke skæres ud i pap. Prinsessens omfavnelse af sangerinden Francesca til den afsluttende pressekonference er i min optik også udenfor skiven. Her er hun tilbage som ophøjet kongelig, og det er usandsynligt, hun ville kaste sig ud i kram for åbent tæppe.
Det er dog få og små indvendinger mod en forestilling, der i den grad spiller. Det er musikalsk, sjovt og charmerende, og undertegnede fældede en tåre til sidst.
Det er sidste gang, NørregadeTeatret optræder i Hylddalen, der efterhånden er lidt slidt. Der skal derfor lyde en opfordring til at tage til Maribo, inden det er for sent!!!
,
Prinsessen holder fridag
Medvirkende: Linda Arunee Drenck, Martin Bo Lindsten, Troels Malling, Tara Toya, Jan Schou, Ann Hjort m. fl. samt NørregadeTeatrets ensemble – og Bjørn Hyrups orkester.
Musik og sangtekster: Cole Porter
Manuskript: Kirsten Guenther & Paul Blake baseret på filmen ”Roman Holiday”
Oversættelse: Frank Rubæk – sangene i samarbejde med Steffen Gliese
Musikalsk ledelse: Bjørn Hyrup
Scenografi: Søren Glad
Kostumedesign: Charlotte Stahrenberg
Koreografi: Sofie Akerø
Iscenesættelse: Frank Rubæk
Varighed: ca. 2 timer og 30 minutter inkl. pause
Spilleperiode: 6. til 15. august 2026
