Terkel, Jason, Fede Dorit, Sten og Saki, Arne – om du er født før eller efter 2004 har du næsten med garanti stiftet bekendtskab med nogle af figurerne fra Anders Matthesens animationsfilm Terkel i Knibe, der næsten blev en landeplage og ikke mindst opnåede kultstatus blandt mange unge mennesker. Efter mange års arbejde er den nu 15 år efter blevet til en musical med blandt andre Ruben Søltoft, Clemens, Lea Thim Haarder og Martin Brygmann på rollelisten.
Forventningerne var høje; for når man forsøger at bearbejde materiale, der netop har opnået kultstatus og som er kendt og elsket af mange forskellige generationer, så er det altid lidt af et sats. Og et sats bliver det. Selvom der virkelig er tale om velcastede skuespillere, sjove inputs og en velkendt historie – der dog tager sig sine friheder her og der – så er det som om at Terkel the Musical aldrig rigtig når at peake eller når klimaks. Flere gange sidder du desperat og venter på, at nu må historien da toppe, men det gør den bare aldrig. Dette til trods for, at Clemens, der står bag den nye version af Matthesens historie i samarbejde med instruktør Nikolaj Cederholm tilsætter musicalen flere underholdende og fine elementer som dog også af flere omgange føles en anelse for langtrukne. Ideen om at lade Fede Dorit ligge i skolegården mens rektor (Henrik Launbjerg) nærmest i en glædesrus beretter om, hvordan ”det var godt, der ikke var nogen, der fik den fede ko i hovedet” er et sjovt indslag, meget tro mod Matthesens ånd, men det bliver bare for langt. Det samme gør den noget mærkværdige åbningsscene, hvor Terkel i en drøm rives til blods af uhyggelige væsner, eller når man i et forsøg på at holde sig til animationens verden, lader alle de implicerede gå, som de animerede figurer tilbage i 2004.
Derimod fungerer det rigtig godt, når ungerne sammen med Arne Nougatgren og Gunnar Bjerre drøner afsted på lejrtur i en bus, mens de synger en noget mere dupstep-agtig version af Suspekts 100% Jesus. Herudover er det virkelig lykkedes at sammensætte et godt, stærkt og velcastet hold. Ruben Søltoft ER Terkel og kan både spille og snakke som ham, derudover overrasker han vel snart sagt alle i hele salen ved ikke bare at kunne synge men rent faktisk også nå de høje toner.
Ved sin side har han Jason, der aldrig går nogen steder uden sit jernbat. Jason spilles af Clemens, der også må siges at imponere som skuespiller. Clemens tilfører Jason en tilpas mængde ”Albertslund-attitude”. Lea Thim Haarder er som altid skøn, selv når hun puttes i et kostume, der gør hende betydeligt større end normalt. Hendes stemme er fantastisk og hun leverer aftenens stærkeste nummer i form af sangen ”Sidste skridt”, hvor hun beretter om, at hendes eneste ven er sukkertrangen. Faktisk tilfører hun Fede Dorit så meget empati og personlighed, at man får endnu mere ondt af hende, end man havde i den animerede version.
I rollen som Arne Nougatgren ses Martin Brygmann, der jo er som skabt til rollen. Brygmann ER Arne og han spiller rollen, som var han hevet direkte ud af det animerede univers. Han er både sjov mens også super dygtig, når forløbet kræver lidt improvisation. I rollerne som bøllerne Sten og Zaki har man valgt at caste komikerduoen Adam og Noah, hvilket viser sig, at være et rigtig godt træk. Lige så vel som Brygmann ER Arne, ER Adam og Noah Sten og Zaki. De er et hylende morsomt par og det skinner i den grad igennem, at de er vant til at arbejde og optræde sammen.
En rolle, der dog ikke kommer til at fungere eller tilføre karakteren, hvad den fortjener, er Thomas Bo Larsen i rollen som Stewart Stardust. Bo Larsen få aldrig rigtig figuren op på samme niveau og ender desværre med at blive en ynkeligt forsøg i stedet. Stardust spiller ikke den store rolle i musicalen, men man kommer faktisk ikke til at savne den ikoniske karakter, blandt andet fordi han ikke er lige så veltimet, som resten af holdet.
Sammen med det skønne band, der spiller en stor rolle såvel på scenen som bagved har Clemens, Live Nation og Langkjær Entertainments skabt en fin forestilling og et udmærket bud på Terkel i Knibe på de skrå brædder. De blæses dog ikke bagover af begejstring, men efterlades mere med en følelse af, at der mangler noget – noget, du ikke helt kan sætte en finger på.
Baseret på Anders Matthesens ”Terkel i Knibe”
Manuskript: Clemens
Musik og sange: Anders Matthesen, Clemens, Bossy Bo m.fl.
Instruktion: Nikolaj Cederholm
Medvirkende: Ruben Søltoft, Clemens, Lea Thim Haarder, Thomas Bo Larsen, Martin Brygmann, Adam og Noah, Jakob Randrup, m.fl.
Scenografi: Kim Witzel
Koreografi: Anja Gaardbo
Kostumer: Line Bech
Kapelmester: Jens Hellemann
Spiller i Koncertsalen i Tivoli fra 14. februar til 31. marts 2019. Tager herefter på turne til Holstebro, Aalborg, Aarhus, Odense og Vejle.