Under de grønne trækroner i Arnbjerg danner Friluftsscenen rammen om 7-kantens nyeste forestilling – en nutidig og livsbekræftende opsætning af musicalversionen af Den skaldede frisør, baseret på Susanne Biers film. Et stærkt bud på sommerunderholdning med både kant, varme og musikalitet, hvor du allerede, når der bydes velkommen, føler dig godt underhold.

Forestillingen skiller sig ud ved sit moderne og rummelige udtryk. En farverig og mangfoldig bryllupsfest danner en central ramme for handlingen, og det er her, man virkelig mærker instruktør Carsten Friis’ sans for både samtid og scenisk energi. Den kreative frihed er stor og kostumerne mere vovede og farverige end før set i kostumedesigner Agnethe Vestergård Pedersens hænder – alt sammen bringer ekstra liv til scenen.

Samtidig udfordrer koreograf Patrick Terndrup de vante rammer med en koreografi, der føles friere og mere aktuel end vanligt. Scenografien af Jens Frausing skifter smidigt mellem forskellige stemninger og steder og bidrager med enkel elegance, der dog nok gør det bedst, når mørket falder på, mens den er mere udfordret i høj sol. Scenografien udgøres primært af tre store skærme, der måske godt kunne have været udnyttet bedre end de reelt bliver, og som måske endda skulle have været bredere, for at de 34 sceneskift, der foregår bag skærmene, mens forestillingen spiller, ikke virker helt så forstyrrende, som de kommer til – måske opleves det bedst, hvis man sidder midtfor.

Hovedrollerne er lagt i hænderne på Maibritt Ørsø (Ida) og Peter Thieme (Phillip), og begge formår at gøre karaktererne til deres egne. Ørsø giver Ida en fin, jordnær sårbarhed præget af sygdom og usikkerhed, mens Thieme portrætterer den rationelle, sårede og reserverede mand, der langsomt tør op i mødet med Ida og hendes sårbarhed. De spiller ikke skygger af Dyrholm og Brosnan, men står stærkt som originale fortolkninger.

Anton Holten Lambert, Merle-Marie Brinch, Sanne Helkjær Hebsgaard er skønne i rollerne som hhv. Patrick, Alexandra og Astrid, mens Neklas Klausen leverer vellykket komik som den bramfrie og irriterende eksmand, Leif og Alejandro Moreno charmerer som Alessandro, hvis tilstedeværelse både skaber forvikling og latter og tilfører flere af karakterne en kærkommen sårbarhed og kant.

Alt i alt er Den skaldede frisør – The Musical et vellykket møde mellem det klassiske og det moderne – en forestilling, der favner både hjertet og nutiden med Thomas Helmigs udødelig musik.

‘Den skaldede frisør – The Musical’ spiller på Friluftscenen i Varde fra 27. juni til 11. juli 2025-

Manuskript: Susanne Bier og Anders Thomas Jensen

Musik: Thomas Helmig

Instruktør: Carsten Friis

Koreograf: Patrick Terndrup

Scenograf: Jens Frausing

Kapelmester: Niels Rahbech

Kostumer: Agnethe Vestergård Pedersen

Medvirkende: Maibritt Ørsø, Peter Thieme, Sanne Halkjær Hebsgaard, Anton Holten Lambert, Neklas Klausen, Merle-Marie Brinch, Alejando Moreno m.fl.