Der er stærke følelser på spil i de to korte operaer af henholdsvis Pietro Mascagni og Ruggiero Leoncavallo – nemlig den altfortærende jalousi, der i begge operaer fører til dødsfald.
´Cavalleria Rusticana´ foregår på Sicilien, hvor Santuzza er blevet smidt ud af kirken på grund af sit forhold til Turridu. Han har genoptaget sit forhold til x-kæresten Lola, som er gift med Alfio. Santuzza afslører forholdet for Alfio, da Turrido ikke vil vide af hende.
Der er svig på alle planer – både de personlige, men bestemt også de kirkelige. Det er ingen spøg at blive udelukket fra den katolske kirke i slutningen af 1800-tallet. At handlingen finder sted i påsken, puster også til det aspekt.
Mia Stensgaard har skabt scenografien, der består af en stor trappe, der fører op til kirken. Den fungerer godt, og især ved de store katolske påskeoptog med de gejstlige i hvidt, ser det flot ud.
Trine Møller synger partiet som den forsmåede Santuzza, der forsøger at vække sin tidligere elskers følelser. Hans parti synges af Niels Jørgen Riis, og de manglende følelser for Santuzza er til at tage og føle på, ligesom hendes hævn er, da hun har sladret til Alfio. Det er Jens Søndergaard, der konfronterer både Lola og Turrido.
Det er en umådelig sørgelig historie, og den krydres kun af lidt morskab, da Lucia, Turridos mor, kommer ud fra kirken, og hendes søn dukker sig. Der er respekt for mor.
Lidt mere munter er ´Pagliacci´ eller ´Bajadser´. Det er teater i teateret, når publikum i prologen får at vide, at det vi får at se i teater/cirkustruppens forestilling, ækvivalerer virkeligheden. Det er den svigefulde Tonio, der oplyser os. Han er vild med Nedda, der i forestillingen er Columbine. Han gør tilnærmelser, der nærmer sig voldtægt, men han afvises på det bestemteste. Det opildner ham til at sladre til Neddas mand, Canio, der spiller klovnen i forestillingen om, at Nedda har gang i den smukke Silvio, som hun planlægger at flygte med samme aften. Da forestilling og virkelighed smelter sammen, bliver følelserne for stærke. Både Nedda, Silvio og Canio dør.
I ´Pagliacci´ genbruges scenografiens store trappe, der her ligger et sted på fastlandet i det sydlige Italien. Tiden er flyttet til kort efter de allieredes landgang i slutningen af 2. verdenskrig. Det amerikanske flag pryder derfor sceneriet for at markere, at fascismen er faldet. Kirken er ødelagt under krigen, men trappen består. Teatertruppen ankommer i denne udgave af operaen ikke med en trækvogn, men i stedet på køleren af en amerikansk jeep. I ruinerne huserer hele 17 børn samt folk og fæ, der glæder sig til, at teatertruppens forestilling kan aflede deres opmærksomhed fra krigen. Hele sceneriet giver en god illusion af gadeliv i midten af 1940-erne.
Caitlin Gotimer er Nedda/Columbine, og hun er velsyngende, ligesom hun er sjov i sit cirkusprinsesse outfit. Theodore Platt er hendes udkårne Silvio, og de er gode i deres samspil, og man forstår hendes forelskelse. Jens Søndergaard er både sjov og grum som den ækle Tonio – pudsigt at hans parti er sympatisk i Cavalleria Rusticana og lige det modsatte i Pagliacci.
Operakoret er imponerende i begge operaer, ligesom kapellet er det. Musikken er smuk, og det er interessant at opleve to operaer, der er fyrtårne for verisme-operaer.
Det er bestemt en flot forestilling, men det kniber med, at dramaet for alvor griber en ved to så korte operaer.
,
Cavalleria Rusticana og Pagliacci
Medvirkende: Trine Møller, Niels Jørgen Riis, Johanne Bock, Jens Søndergaard, Francine Vis, Caitlin Gotimer, Fredrik Bjellsäter, Theodore Platt
Det Kongelige Operakor ved korsyngemester Piero Monti
Det Kongelige Kapel med koncertmester Emma Steele
Statister og statistbørn
Dirigent: Giulio Cilona
Iscenesættelse: Kasper Holten
Iscenesættelse: Paul Curran
Scenografi: Mia Stensgaard
Kostumedesign: Anja Vang Kragh
Lysdesign: Bruno Poet
Varighed: 2 timer og 55 minutter inkl. pause
Spilleperiode: 12. oktober til 14. november 2025
