Mesterlige Mozarts ’Cosi fan tutte’ er tidløs, og i Eva-Maria Melbye og Philip Moesmanns bearbejdelse og genoversættelse er operaen ovenikøbet ført frem til 2026. Publikum kan spejle sig i karakterernes handlinger, og Peter Schultz’ enkle og stramme scenografi gør det blot lettere at genkende de menneskelige dilemmaer.
Den Fynske Operas opsætning balancerer med sikker hånd mellem det legende og det bittersøde. Mozarts musik – både let og dybtfølt – får i denne moderne fortolkning lov til at stå klart, samtidig med at teksten føles overraskende nærværende. Melbye og Moesmann har ikke blot opdateret sproget, men også skærpet relationerne, så historien om troskabens skrøbelighed fremstår som noget, der kunne udspille sig lige nu, blandt os selv.
Instruktionen er præcis og tillidsfuld over for materialet. Hvor andre iscenesættelser kan falde for fristelsen til at overgøre værkets komiske elementer, giver denne version plads til det tvetydige. Karakterernes spil mellem oprigtighed og bedrag er ikke karikeret, men nuanceret – og det gør deres valg desto mere ubehageligt genkendelige. Publikum griner, ja, men ofte med en snert af uro.
Sangerne bærer forestillingen med både vokal sikkerhed og stærkt scenisk nærvær. Emilie Haaning tegner en nuanceret Fiordiligi, mens Frida Lund-Larsen som Dorabella fremstår som hendes troværdige modstykke – to unge kvinder fanget mellem idealer og begær. Over for dem giver Asmus Hanke Frederiksen (Guglielmo) og Gustav Wenzel Most (Ferrando), forklædte og foranderlige, spillet en både humoristisk og underfundig kant.
Océane Paredes’ Despina er mere end en munter bifigur; hun fungerer som en katalysator for handlingen, spillet med glimt i øjet og en snert af bidsk realisme. Teit Kanstrups Don Alfonso fremstår mindre som kynisk manipulator og mere som en observerende iscenesætter af det menneskelige eksperiment – et greb, der klæder forestillingens moderne tone.
Musikalsk er der tale om en velgennemtænkt og levende fortolkning. Tempoerne er fleksible uden at blive selvbevidste, og orkestret støtter elegant sangerne i både de lette ensembler og de mere følelsesladede arier. Især samspillet i de komplekse ensemblesatser fungerer overbevisende og gør det tydeligt, hvor raffineret Mozarts komposition er.
Peter Schultz’ scenografi er, som indledningen antyder, enkel og stram. Den minimalistiske æstetik – rene linjer, få rekvisitter og en afdæmpet farvepalette – giver plads til relationerne og musikken. Samtidig er scenen fleksibel nok til at understøtte de skiftende situationer uden at forstyrre flowet. Kostumerne spiller en aktiv dramaturgisk rolle: I begyndelsen fremstår de bevidst karikeret barokke, næsten som en ironisk kommentar til genrens ophav, men efterhånden skrælles lag for lag af, så udtrykket gradvist bliver enklere og mere nutidigt – i takt med at karakterernes facader krakelerer og deres egentlige følelser træder frem.
Det mest imponerende ved opsætningen er måske dens evne til at gøre værket relevant uden at forcere aktualiseringen. Der er ingen unødvendige gimmicks eller overtydelige pointer; i stedet lader forestillingen publikums egen erfaring udfylde mellemrummene. Resultatet er en ’Cosi fan tutte’, der både ærer traditionen og taler direkte ind i nutiden.
Den Fynske Opera leverer dermed en forestilling, der er lige så underholdende, som den er tankevækkende. Det er en ’Cosi fan tutte’, der ikke blot får os til at le, men også til at stille spørgsmål ved, hvor solide vores egne forestillinger om kærlighed og troskab egentlig er.
’Cosi fan tutte’ spiller i Den Fynske Opera til den 6. juni 2026
Musik: Wolfgang Amadeus Mozart
Libretto: Lorenzo da Ponte
Oversættelse: Holger Boland
Bearbejdelse og genoversættelse: Eva-Maria Melbye og Philip Moesmann
Dirigent: Magnus Plejdrup
Instruktør: Eva-Maria Melbye
Scenograf og kostumedesigner: Peter Schultz
Foto: Emilia Therese
Medvirkende: Emilie Haaning, Frida Lund-Larsen, Asmus Hanke Frederiksen, Gustav Wenzel Most, Océane Paredes og Teit Kanstrup
