1790-ernes Frankrig må have været forfærdelige at gennemleve. En ny verdensorden havde set dagens lys, men det blev med alvorlig blodsudgydelse til følge. Det var ikke kun Ludvig den 16., der i 1793 blev henrettet. Store befolkningsgrupper blev forfulgt og udryddet i revolutionens navn.

I Francis Poulencs opera fra 1957 tager han udgangspunkt i nonnernes stille liv i et Carméliter kloster. Her flygter adelskvinden Blanche til i angst for de revolutionære og bliver optaget hos nonnerne, dog først efter hun er blevet belært om, at hun ikke bare kan bruge klosteret som et tilflugtssted, men at det er et sted hvor troen dyrkes. Her konfronteres den enkelte med sin frygt, tvivl og Gud.

I forestillingens første halvdel er klosterets klaustrofobiske mure skabt af Katrin Lea Tag intakte. I al væsentlighed lykkes det for nonnerne at holde den brutale revolutionsverden ude. Blanche lærer den døende priorinde Madame de Croissy at kende og tvinges til at være med hende i hendes sidste time. Det er en yderst voldsom scene med priorinden i Doris Lamprechts skikkelse. Af hendes sang kan man mærke både smerterne og konfrontationen med døden, som hun er angst for. Som et kendt greb taber hun til stadighed håret, hvilket altid vidner om vanvid på den ene eller anden måde. Scenen er både voldsom og ubehagelig.

I forestillingens anden halvdel kommer revolutionen helt tæt på, da den ene væg slås ind, og nonnerne må se deres død i møde, da de mødes af den revolutionære hob.

Forestillingen handler om fanatisme på flere fronter. Nonnerne ser direkte og stoisk deres skæbne i øjnene, da de en for en forlader scenen for at blive henrettet. Der bliver en stemme færre for hver nonnes død – vist ved sko, der bliver kylet ind på scenen. Det er en stille fanatisme, hvor Gud og religionen trumfer alt. Overfor den står den revolutionære fanatisme. De revolutionære vil have frihed, lighed og broderskab, koste hvad det vil. Og det gælder også ofring af menneskeliv. Man nøjes bestemt ikke med kongen. Som modstykke står Blanches far og bror, som prøver at tale hende fra at vælge klosterlivet – overbevisende sunget af Jens Søndergaard og Juan Francisco Gatell.

I første afdeling holdes publikum i et tyst jerngreb, hvor man holdes på pinebænken omkring nonnernes liv og den truende omverden. I anden afdeling skrues der op for dramaet, og man føler med nonnerne og Blanche, der i sidste øjeblik vælger sine medsøstre og Gud og ofrer sig til martyrdøden.

Poulencs partitur veksler mellem det stramt komponerede og det dybt følelsesbårne, hvor kor og orkester driver dramaet frem uden store, romantiske udladninger.

Det er interessant at opleve en opera, der er skrevet og komponeret i vor tid og behandler et emne, der i den grad har rod i en historisk virkelighed. Forestillingen er ikke nemt tilgængelig og henvender sig til den musikalske og elitære operakender.  Her kommer mange af os en anelse til kort, men læs programmets oplysende og vidende artikler.

,

Dialogues des Carmélites

Medvirkende: Jens Søndergaard, Elena Tsallagova, Juan Francisco Gatell, Doris Lamprecht, Sine Bundgaard, Diana Haller, Juliana Zara, Aileen Itanio, Sidsel Aja Eriksen, Jens Christian Tvilum, Michael Kristensen, Morten Lassenius Kramp, William Pedersen, Magnus Berg, Frederik Rolin, Asmus Hanke m.fl.

Komponist og librettist: FrancisPoulenc

Dirigent: Asher Fisch

Iscenesættelse: Barrie Kosky

Scenografi og kostumedesign: Katrin Lea Tag

Lysdesign: Alessandro Carletti

Varighed: 3 timer og 15 minutter inkl. pause

Spilleperiode: 8. februar til 10. marts 2026