William Shakespeares komedie ´En Skærsommernatsdrøm´ har inspireret flere kunstarter. Den har ud over selvfølgelig at være opført som skuespil, været filmatiseret, koreograferet som ballet og flere operaer er det også blevet til.

På Malmø Opera har man fået Benjamin Brittens og Peter Pears udgave fra 1960 til teatret. I åbningsscenen er vi direkte i skoven udenfor Athen, da Benjamin Britten og Peter Pears skar kraftigt i den oprindelige handling. I John Burys scenografi lyser Månen gennem træer fyldt med blade. De bevæger sig ved hjælp af de mørkklædte skikkelser, der styrer dem. Det er på én gang eventyrligt og foruroligende og har en skøn effekt. I skovbunden myldrer også små sortklædte alfer med spidse ører, vinger og pibekraver. De har en vis dysterhed over sig, som tilfører en alvor, der rækker ud over den muntre poesi.

Historien foregår på flere planer. Der er alfeverdenen, hvor Oberon og Titania, iført imponerende renæssancekostumer og højt hår til at matche stritørerne, hersker. Dertil kommer den menneskelige verden. Det meste foregår i løbet én nat i skoven, hvor både alfer og mennesker huserer. Oberon og Titania er på kant med hinanden, fordi Titania har fået en page, hvilket Oberon er jaloux over. Oberon tilkalder sin hjælper Puk og beordrer ham til at dryppe tryllesaft i øjnene på Titania, så hun forelsker sig i det første væsen, hun ser, når hun vågner. Det viser sig – ret morsomt at være en af håndværkerne, som Puk har tryllet et æselhoved på. I skoven befinder sig også fire unge mennesker. Lysander og Hermia er forelskede og er flygtet, fordi Hermias far vil bortgifte hende til Demitrius. Demitrius forfølges af Helena, der er vild med ham. Han vil ikke vide af hende. Oberon beordrer Puk til at sørge for, at tryllesaften får Demetrius til at forelske sig i Helena. Puk bliver forvirret, hvilket resulterer i, at begge de unge mænd nu er helt forgabte i Helena, og hun tror, de gør grin med hende. Samtidig vil mændene ikke vide af Hermia, der bliver dybt frustreret. Imens øver håndværkerne sig i en anden del af skoven på teaterstykket ´Pyramus og Thisbe´, som de ønsker at opføre til hertugparret Theseus og Hippolytas bryllup. Det hele ender heldigvis lykkeligt. De to unge par får hinanden, og der kan arrangeres bryllup for dem og fyrsteparret. Håndværkerne opfører deres teater og slutter med en dans. Fyrsten frabeder sig på det bestemteste en epilog.

Benjamin Brittens musik er smuk, men ikke nemt tilgængelig, og ørehængere er der ikke. Den er fyldt med subtilt atmosfæriske harmonier, der understreger stemningen. I alfeverdenen synges der i de høje registre, hvor alferne synges af drengesopraner og Oberon af en kontratenor (Christopher Ainslie).

Ud over de voksne sangere medvirker både Trinity Boys Choir og Malmø Operas børnekor. Der er næsten ikke noget smukkere at lytte til end unge drengestemmer, og medlemmerne af begge kor er fænomenale. (I det svenske kor sniger der sig vist også nogle piger ind). De er med til at skabe eventyrstemningen. Puk blev denne aften sunget af   engelske Frederick Balcombe – en lille purk på omkring 10 år. Hold nu op hvor han både sang og agerede fantastisk med rød paryk og stritører. Han havde al Puks drilske charme, når han for rundt på scenen eller forsvandt op i sufitterne på en gynge.

Håndværkernes opførelse af ´Pyramus og Thisbe´ – teater i teatret – er komisk med de herrer håndværkere klædt ud som mur, løve, kvinde og bejler. De er alle et ømt syn, og herligt er det, når der udbrydes ”Godt brølt Løve” af det meget farlige dyr. Britten sender meget begavet kærlige hilsner til blandt andet Donizettis vanvidsarie i ´Lucia di Lammermoor´.

Tuva Semmingsen, der også har været tilknyttet det kongelige teater, sang Hermia og blev smukt sekunderet af Nathan Haller, Sebastian Durán og Sigrid Bøe som henholdsvis Lysander, Demetrius og Helena. I hovedpartierne som Oberon og Tytania sang Christopher Ainslie og Elisabet Einarsdottir, og de var fantastiske.

Shakespeares historie om kærlighedens vildveje, når safterne stiger, og hormonerne tager over, er eviggyldig og poetisk. Det klæder den at blive iklædt et lidt dunklere univers, hvor vi bliver bevidst om, at noget er på spil, før der endelig kan stå bryllup.

Så tag endelig en tur over Sundet til den dejlige opera i Malmø. Teatret er et besøg værd i sig selv, og det fungerer godt at forudbestille mad enten i Operagrillen eller i operaens foyer.

En Skærsommernatsdrøm på Malmø Opera

Komponist: Benjamin Britten

Libretto: Benjamin Britten og Peter Pears – efter William Shakespeares teaterstykke.

Dirigent: Wolfgang Wengenroth

Originalregi: Peter Hall

Regi, nyopsætning og koreografi: Lynne Hockney

Scenografi: John Bury

Kostumer: Liz Bury

Lys: Paul Ryant

Koreografi nyopsætning: Lauren Poulton

Medvirkende: Christopher Ainslie, Elisabet Einarsdottir, James Roberts, Leo Jemison, Harry Lamb, Isaac Rogers, Benjamin Fletcher, Nathan Haller, Tuva Semmingsen, Sebastia Durán, Sigrid Bøe, Eric Roos, Maria Streijfert, Zachary Altman, Caspar Engdahl, Conny Thimander, Eric Lavoipierre, Timothy Augustin, Phil Christensson.

Trinity Boys Choir, Malmø Operas børnekor og Malmø Operaorkester.

Operaen synges på engelsk og er tekstet på både svensk og engelsk.

Varighed: 3 timer inkl. Pause

Spilleperiode: 2. oktober til 6. november 2021