Operaakademiets forestilling 2026 byder på to enaktere – den første af Francis Poulenc, der i denne sæson er aktuel på operaens store scene med ´Dialogues des Carmélites´.
Hans opera ´La Voix humaine´ fra 1959 baseret på Jean Cocteaus teatermonolog fra 1930 startede aftenen. På Takkelloftets lille blackbox scene var tegnet to kridtcirkler, der for det første afgrænsede den optrædendes rum og dels symboliserede skiven på en gammeldags drejeskivetelefon. I mellemrummet mellem de to cirkler var opstillet champagneflasker, pilleglas, kjole- og hvidt sæt med mere, der henledte tanken på et dekadent teatermiljø. I den midterste cirkel var et sminkebord med spejl, en chaiselong og et bord med en telefon på – muligvis en teatergarderobe. Her befinder kvinden sig. Hun er blevet forladt af sin elsker til fordel for en anden kvinde, og hun forsøger nu (uden det store held) at få hold på sig selv. Først vil hun dog tale i telefon med sin elskede en sidste gang, og denne enetale med elskeren udgør operaens handling. På trods af den tragiske historie, der ikke ender lykkeligt, er der flere morsomme øjeblikke. Kvinden er uafladelig i skænderi med omstillingsdamen på centralen, som hun beskylder for at skære hende af samtalen. Man kan også være i tvivl om, hvorvidt elskeren rent faktisk er i den anden ende af røret. Det må man som tilskuer bare gætte på.
Musikken blev leveret af Sofia Wilkman på flygel, og sopran Ava Line Shokooh sang den mere end 40 minutter lange monolog. De to havde et formidabelt samarbejde, der må have krævet koncentration ud over det sædvanlige, for timing er essentiel. Musikken hjælper historien på vej. Klaveret kan etablere ringetonen på telefonen, og der er pauser og gentagelser. Ava Line Shokooh var iført hvid skjorte, sorte bukser og seler. Hun leverede en flot præstation, og hun kom hele følelsesregistret igennem fra at være indsmigrende og kærlig til at være desperat og selvmordstruet. Der må vente en flot karriere forude med hendes stemme og dramatiske talent.
Aftenen sluttede med Maurice Ravels ´L´heure espagnole´, der foregår i et absurd og komisk univers af ure. I centrum for begivenhederne er den verdensfjerne og skøre urmager Torquemada (Magnus Løvlie) og hans hustru Concepción (Melike Uludag). Han er besat af tid og ure, og hans vildtvoksende hvide hårmanke viser, hvor distræt han er. Hustruen vil gerne have fred til at muntre sig med hele tre herrer, der på hver deres måde gør kur til hende. På scenen er opsat en stor samling ure, der er stillet op i cirklerne fra aftenens første indslag. I scenerummet er der to mandshøje metalanordninger, der skal forestille ure. Der beordrer hun sine tre beundrere ind efter tur, mens hun skiftevis skælder ud og flirter med dem. Melike Uludag er et syn for guder i en drøm af en højrød kjole med lange læggede ærmer, der giver en vifteeffekt. Man forstår godt de herrer, at de gerne vil gøre indtryk.
De fem unge sangere var alle både velsyngende og sjove, og så emmede de af lyst og vilje til at skabe. Der var en frisk stemning over foretagendet. Det tyder godt for fremtiden. Forhåbentlig bliver de i Danmark.
ATHELAS Sinfonietta Copenhagen under ledelse af dirigent James Sherlock spillede Ravels musik, og både klaver, violin, fagot, harpe og flere slags slagtøj var repræsenteret i det seks personer store orkester. Et stort klokkespil gav lyde fra ure, og pauker og stortrommer bidrog til stemningen til det vanvittige univers.
Tak for en herlig musikalsk aften.
,
La voix humaine af Francis Poulenc
Medvirkende: Ava Line Shokooh
Pianist: Sofia Wilkman
L´heure espagnole
Medvirkende: Magnus Løvlie, Melike Uludag, Ian Bjørsvik, Giacomo Schmidt og Per Svenson
Dirigent: James Sherlock
Iscenesættelse: Amy Lane
Lysdesign: Charlie Morgan Jones
Orkester: Athelas Sinfonietta Copenhagen
