Historien om Macbeth og hans hustru Lady Macbeth er et af Shakespeares mørkeste skuespil. Det ender i død og ødelæggelse for dem begge, (og de har fortjent det). Det kan man sige uden at røbe for meget, da Shakespeares tekst er fra ca. 1606, og Verdis opera er fra 1847, og både skuespil og opera har været opført et utal af gange over årene.
Denne udgave er fra 2013, hvor den første gang blev opført på Operaen. Historien er den samme som i 1847, men i Benedict Andrews iscenesættelse, Ashley Martin-Davis´ scenografi og Victoria Behrs kostumer er udtrykket nutidigt. Damerne er iført traditionelle lysturkise spadseredragter og herrerne har jakkesæt på. Scenografien er ultraenkel. Scenen er bar og indrammet i vægge af lys krydsfiner, og kunstnerne kommer ind og ud ad næsten usynlige døre.
Verdi har i sin opera udnævnt tre hovedpersoner. Naturligt nok er Macbeth og hans hustru hovedpersoner, mens den tredje er gruppen af hekse, der er katalysatorer i handlingen. Det er dem, der fra start af forudser, at Macbeth bliver adlet og derefter konge af Skotland, men at generalen Banquos sønner vil komme til at herske over riget. Hos Verdi er mange af Shakespeares personer strøget af handlingen. Den er dog stadig vanskelig – så læs endelig på den i programmet.
Jens Søndergaard synger titelrollen og Marigona Qerkezi, der er gæst på Det Kongelige Teater, synger det store parti som Lady Macbeth. Der er saft og kraft i det par. Lady Macbeth drives af trangen til magt. Magten skal i princippet gå til hendes mand, men hendes egentlige ærinde er, at hun selv skal have magten – eksemplificeret af at hun ifører sig en krone. De har et stærkt sammenhold de to – ikke mindst fordi den seksuelle tiltrækning mellem dem er til at tage og føle på. Og så går de til den, og dominans og underkastelse fylder i deres samliv, men tag ikke fejl – det er ladyen, der har bukserne på i det forhold, indtil katastroferne for alvor står i kø.
Der er seriøst meget lyd i Marigona Querkezi, og selv de sværeste koloraturer mestrer hun fuldstændig ubesværet samtidig med, at hun kan synge helt piano. Hun og Jens Søndergaard er et fantastisk par. Han giver hende plads til at fylde, for denne Macbeth er virkelig vild med sin hustru. Til gengæld synes han, hun er en anelse for fremfarende, når det kommer til at begå mordet på Kong Duncan. Der demonstrerer han, at han har en samvittighed – i modsætning til hans hustru, der buser frem. Jens Søndergaard favner, at han i lang tid er den svage i forholdet. Også han synger forrygende, han kommer hele følelsesregistret igennem fra svag ægtemand til fuldkomment magtmenneske, der til slut mister den sidste rest af menneskelig moral. Marigona Querkezi er ligesom sin mand på en følelsesmæssig rejse, hvor hun hen ad vejen bliver ramt af samvittighedskvaler over at have været medvirkende til, at mange på hendes befaling er døde. Hun hjemsøges af drømme, og i operaens sidste akt oplever publikum hende vandre hvileløs i sit gemak. Det er forunderligt at se forandringen i hende, da hun er grebet af vanviddet.
Operakorets damer er heksene, og de er fænomenale. De er hjulpet godt på vej af scenografi og kostumer. Det er et flot skue, når damerne synger i underkjoler, og deres dragter sænkes ned fra loftet til hver enkelt i gennemsigtige dragtposer. Der er skåret ind til benet.
I forestillingens anden halvdel bliver stemningen tiltagende mere depraveret. På scenen er opstillet et teater med rødt tæppe for, og i dette optræder blandt andet en poledanser, indtil Macbeth oplever et syn af hele syv konger. Her er det for alvor ved at rable for ham, og da scenen indtages af voksne personer klædt ud som tegneseriefigurer og uhyggelige klovne er målet fuldt. Der er en stemning som taget ud af en film af Fellini, og uhyggen topper, da endnu et adeligt barn skal lade livet og får trukket en plasticpose ned over hovedet. Der er det ikke kun noget, vi leger. Det er bogstaveligt dødelig alvor. Hvorfor Fedtmule, Grisling med flere pludselig indtager scenen, er lidt svært at greje, men det giver uimodsagt en uhyggelig effekt.
Forestillingens sidste scener foregår dels i en stor teltlejr, hvor den befolkning, Macbeth har undertrykt, opholder sig og i en skov, hvor samme befolkning mobiliserer sig til at gå imod despoten. Han føler sig dog sikker, idet heksene har forudsagt, at han ikke kan slås ihjel af en mand, der er født af en kvinde. Imidlertid er adelsmanden Macduff taget ved kejsersnit, så han kan godt gøre det af med Macbeth.
Forestillingen er helstøbt og imponerende. Både solister og kor synger fantastisk. Kapellet med Vassilis Chrisopoulos på dirigentpodiet yder som sædvanligt en flot indsats. Operaen kan opleves indtil 26. september.
,
Macbeth på Operaens store scene
Medvirkende: Jens Søndergaard, Marigona Qerkezi, Henning von Schulman, Linnea Nordenback, Jamez McCorkle, Magnus Løvlie, Tae Jeong Hwang, William Tarrach, Arash Azarbad, Dong Huy Kim, Rasmus Ruge, Lauge Gerts Konge, Jahan Bartholin Vesborg, Maria Foldager
Det Kongelige Kapel ved koncertmester Emma Steele
Det Kongelige Operakor ved korsyngemester; Piero Monti
Komponist: Giuseppe Verdi
Dramatiker: William Shakespeare
Dirigent: Vassilis Christopoulos
Iscenesættelse: Benedict Andrews
Scenografi:Ashley Martin-Davis
Lysdesign:Jon Clark
Kostumedesign:Victoria Behr
Varighed: 2 timer og 50 minutter inkl. pause
Spilleperiode: 5. til 26. september 2026
