Der er store følelser på spil i Puccinis opera om den kun 15-årige geisha Cio-Cio-San eller Butterfly, der bliver gift med den amerikanske flådeofficer Pinkerton. Hun forelsker sig hovedkulds, mens han alene ser deres relation som et pseudoægteskab og lidt morskab, før han finder sig en rigtig hustru i Amerika. Han blafrer da også af til USA og vender ikke tilbage før tre år senere, hvor han har sin amerikanske hustru Kate med sig. I mellemtiden har Butterfly boet i det hus, Pinkerton købte og har født parrets søn. Hun har i denne periode været overbevist om, at hendes mand ville komme tilbage og hente hende.
Det Kongelige Teaters nye opsætning er et samarbejde med Oper Graz, hvor Floris Vissers take på historien havde premiere i 2022. Her fortælles den set gennem sønnens øjne. Han er blevet voksen og er tilbage i Japan sammen med sin far og dennes hustru. Gennem ham udrulles mødet mellem forældrene, faderens afrejse, tilbagekomst og moderens selvmord ved harikiri. Det er et intelligent greb, for historien er i de fleste traditionelle opsætninger kun Butterflys og Pinkertons. Det bliver tit lidt uinteressant. Hovedpersonerne befinder sig bogstaveligt i hver deres verden, og det hele bliver lidt sort/hvidt. Butterfly forekommer ret naiv, når hun cutter alle bånd til sin egen religion og tror, at det er et ægteskab, der er for evigt. Deroverfor står amerikanske Pinkerton, som det er svært at have sympati for. Han udnytter på det allermest kyniske Butterfly, og Puccinis kritiske blik på det imperialistiske USA er til at tage og føle på. Sådan er det også hos Floris Visser, men fortællingen går mere rent ind, når man ser det fra sønnens perspektiv. Han er uskyldig i hele denne misere, men kommer til at betale prisen i det mentale ingenmandsland mellem Amerika og Japan, som han befinder sig i.
Gideons Daveys scenografi er enkel og smuk. Den er en nøjagtig kopi af et rum i det japanske nationalmuseum i Tokyo. Her forestiller sønnen sig, hvordan hans egen historie har udspundet sig. I andre scener skubbes væggene til side, og man befinder sig i Butterflys hus, hvor hun har isoleret sig.
Fortællingen har mange personer ud over Butterfly og Pinkerton. Butterflys ældre tjenestepige sunget af koreanske Hyona Kim. Hun både sang og agerede rørende over for Butterfly. Samuel Dale Johnson sang det store parti som amerikansk konsul. Det er et taknemmeligt parti med masser af sang, men dertil kommer, at han er en af de mere empatiske og indfølende amerikanere, der allerede før det går galt, forsøger at stoppe tragedien.
Sydkoreanske Karah Son sang det krævende hovedparti som Butterfly. Hun er af en anden verden, og det er svært at forstå, at så meget lyd kan komme ud af så spæd en kvinde. Det er et scoop, at det er lykkedes at få hende til København. Hendes præstation er ikke mindre end fantastisk, og hvis man ikke græder, når hun tager sit eget liv med sin faders samuraisværd, er man lavet af sten.
Pinkerton blev sunget af Evan LeRoy Johnson. Han havde desværre på premiereaftenen pådraget sig en allergisk reaktion på stemmebåndet, så han sang ret lavt, og det var selvfølgelig noget af en streg i regningen. Det ville have været skønt, hvis en anden kunne være sprunget ind og overtaget partiet. Det var synd for både ham og publikum.
En af forestillingens vigtigste præstationer blev leveret af Stephan Offenbacher, der var den voksne søn. Det er pudsigt i en opera, da han ikke mæler et ord. Man er dog ikke på noget tidspunkt i tvivl om det budskab, han fortæller. Al smerten ved faderens svigt (og moderens for den sags skyld) kommer til udtryk, når han genoplever sin tidlige barndom, da han kommer til museet. Han ser det hele samtidig med, at han misundes, da han ser en anden amerikansk far med en lille dreng og dennes japanske mor. Det kunne have været ham, må han tænke.
Puccinis musik er vidunderlig skrevet efter den pentatone 5-skala. Der er motiver fra japanske sange, ligesom den amerikanske nationalhymne flere gange dukker op. Han tager en virkelig i hånden som komponist og leder en på vej. Dirigent Paolo Carignani styrede kapellet til perfektion, og koret var på sædvanlig høj standard.
Det er ikke altid kønt, når gamle operaer partout skal føres ind i en anden tid eller skal laves om til ukendelighed. Floris Vissers greb om `Madame Butterfly` fornyr og bevarer på bedste vis.
Madame Butterfly af Giacomo Puccini
Medvirkende: Karah Son, Hyona Kim, Evan LeRoy Johnson, Samuel Dale Johnson, Fredrik Bjellsäter, Morten Staugaard, Carl Rahmqvist, Cecilia Lund Tomter, Kenneth Reid, Dong Huy Kim, Marcus Birgersson, Signe Lind, Elmas Mehmet, Ayala Zimbler Hertz, Stephan Offenbacher
Det Kongelige Operakor
Det Kongelige Kapel ved koncertmester Tobias Sneh Durholm
Dirigent: Paolo Carignani
Genopsætningsinstruktør: Lars Marcel Braun
Iscenesættelse: Floris Visser
Scenografi: Gideon Davey
Kostumedesign: Jon Morrell
Koreografi: Pim Veulings
Lysdesign: Malcolm Rippeth
Videodesign: Philip Fleischer
Korsyngemester: Steven Moore
Varighed: 2 timer og 50 minutter inkl. pause
Spilleperiode: 25. februar til 30. april 2024
