Manualen og De Syv Dødssynder

Foto: Camilla Winther

Hele to forestillinger får man i operaen, når man kommer til ´Manualen og de syv dødssynder´.

Manualen

Dobbeltprogrammet starter med ´Manualen´ – en ny opera af Louise Alenius, der ikke alene har komponeret musikken, men også har skrevet librettoen.

Allerede før premieren havde der været blæst om operaen, der tager udgangspunkt i tidligere overlæge Svend Lings´ bog ´Manualen´, der giver anvisninger om, hvordan man tager sit eget liv. Det Kongelige Teaters ledelse krævede efter rådgivning fra sundhedsmyndighederne ét ord i librettoen ændret ved opførelsen af ´Manualen´, så der ikke blev givet en fuldstændig vejledning i at tage livet af sig. Dette skete imod Louise Alenius vilje.

Operaen handler om den allersidste tid i et menneskeliv fyldt med smerter. I realtid er det nok kun ti minutter, men som Louise Alenius siger, kunne det lige så godt være fem år. Der er for så vidt kun én person og én manual med i historien. Personens smerte, bevidsthed, hjerte, lunge, nyre, blodceller, hånd og endelig angina bliver gestaltet af sangere og statister.

Marie í Dalis scenografi består af store metalinstallationer af DNA-kæder og et hjerte hængende højt under loftet bestående af lange forviklede metaltråde. Det er syret og lidt sjovt ligesom de farverige og skøre kostumer.

Manualen fremstilles af Morten Grove Petersen, som er iført en lang rød kåbe og en stor spids hat, mens han skrider fremad. Han synger om fremgangsmåden til at tage sit eget liv, mens teksten fra Lings bog kører i et bånd, der hænger ned fra loftet i siden af scenen. Der skal hjerteblokkere og kvalmedæmpende piller til, så patienten ikke kaster den dødbringende medicin op, bliver der både sunget og skrevet.

Musikken er brusende med nogle abrupte skred. Det er på en gang melodisk og sine steder meget larmende. Det hele er både bevægende, en anelse sentimentalt og knugende, for vi ved alle, hvilken slutning der venter. Klimaks skal komme fra Hjertet, sunget af Petri Lindroos. Han sidder det meste af forestillingen højt hævet i hjerteinstallationen. Da dødstidspunktet er nært forestående, sænkes installationen til gulvet, og der sættes strøm til. En infernalsk larm lyder og skarpt stroboskoplys oplyser hjertet. Petri Lindroos falder til jorden og møder Angina sunget af Sofie Lund. Det er voldsomt, og man venter, at døden vil indtræffe øjeblikkeligt. Imidlertid gentages seancen hele fire gange, og det bliver for meget, om end det selvfølgelig understreger pointen om, at det er svært at give slip i sidste ende.

Det er en forestilling, det er svært ikke at blive berørt af, og hvis man selv eller personer i ens nærhed har haft dystre tanker om døden, skal man lige tænke en ekstra gang, før man køber billet.

De syv dødssynder

Hvis man skal genrebestemme De syv dødssynder, kunne man måske kalde det en danseopera eller som Brecht og Kurt Weill kaldte den – en ballet chanté. Den er på Det Kongelige Teater blevet til ved et samarbejde mellem Dansk Danseteater og Operaen.

Historien foregår i USA’s fattigste sydstater, hvor den smukke pige Anna bliver sendt ud i verden af sin dovne familie, så hun kan tjene penge til dem til et hus ved Mississippifloden. Hun begiver sig afsted og besøger syv byer, der bliver til syv episoder, der hver især symboliserer de syv dødssynder efter kristendommen.

I Det Kongelige Teater og Dansk Danseteaters version af dramaet har man taget udgangspunkt i syv synder, syv byer, syv år, rejser gennem syv dimensioner over syv nedslag i historien med dans i tidens musik.

Det bliver til hofballet, latin og tango, la volta, Josephine Baker, klassisk ballet, disco, ballroom, og cabaret.

I Patrick Kinmonths scenografi føler vi verden stramme sig sammen i en stribet kæmpeæske, der lukker sig om den medvirkende. Hans kostumer er udsøgte og smukke lige fra flotte hofkjoler til depraverede kostumer, der giver mindelser til 1930-ernes Berlin.

I hovedpartiet som Anna har Det Kongelige Teater hentet Oh Land ind. Det er et godt bud, for hun har som tidligere balletbarn et ben både i musikken og dansen. For det første ser hun vidunderlig ud. Hun synger godt og har en god tysk udtale, men det er lidt svært, når hun skal synge op mod operasangerne. Og så kan man savne lidt berlineragtig rust i hendes stemme, når nu det er Brecht og Kurt Weill. Hun er næsten for køn og sød.

Lukas Hartvig-Møller fra Dansk Danseteater danser partiet som Annas dansende alter ego, Anna II, og han er den bærende kraft i forestillingen. Han er simpelthen forrygende. Med sin ultraslanke skikkelse illuderer han nemt kvinde, og effekten af, at han og Anna I er klædt i samme lyseblå kropsnære frakke, er fantastisk. Han kan være næsten androgyn i sin fremtræden, og så er han bare en god danser, der med sin klassiske træning i Den Kongelige Ballet virkelig bibringer noget til det moderne repertoire i Dansk Danseteater. Han giver sit helt personlige bud på Josephine Baker og hendes bananskørt-dans.

Hele holdet af dansere fra Dansk Danseteater gør det kompetent, og især i den klassiske ballet er de imponerende, og det er sjovt, at både kvinder og mænd er iført damekostumer. Det er dog kun i balletoptrinnet og Josephine Baker nummeret, at Pontus Lidbergs koreografi hæver sig til et højt niveau. Ellers træder danserne lidt anonymt i baggrunden, selv om de fylder meget fysisk.

Samlet er hele dobbeltforestillingen på den ene side spændende, men kombination af ny opera om aktiv dødshjælp og det gamle værk fra 1933 er ikke ganske oplagt. I pausen kan man opleve Louise Alenius´ store gengivelse af hendes hoved i træ, hvori der sidder en sanger og giver en én til én oplevelse til den person, der besøger hovedet. Hver lille forestilling varer lidt over 3 minutter, så muligvis derfor er pausen hele 45 minutter lang.

Manualen

Medvirkende: Morten Grove Frandsen, Sidsel Eriksen, Petri Lindroos, Signe Asmussen, Sofie Lund, Anders Kampmann

Det kongelige Operakor ved korsyngemester Steven Moore

Komponist og librettist: Louise Alenius
Instruktør: Sasha Milavic Davies
Dirigent: Robert Houssart
Assisterende dirigent: Matthew Scott Rogers
Scenograf og kostumedesign: Marie í Dali
Lysdesign: Mathias Hersland

De syv dødssynder med musik af Kurt Weill og tekst af Bertolt Brecht

Medvirkende: Nanna Øland Fabricius aka Oh Land, Lukas Hartvig-Møller, Kyungil Ko, Fredrik Bjellsäter, Michael Kristensen, Joakim Gustavson

Dansere fra Dansk Danseteater: Kristina Bjerkestrand, Lúa Mayenco Cardenal, Joe George, Jullian Guillarmard, Jessica Lyall, Edward Pearce, Lucas Threefootm Bradley Waller.

Dirigent: Robert Houssart

Det Kongelige Kapel med koncertmester Tobias Sneh Durholm
Iscenesættelse: Patrick Kinmonth og Pontus Lidberg
Scenografi og kostumedesign: Patrick Kinmonth
Koreografi: Pontus Lidberg
Lysdesign: Mathias Hersland og Raphael Frisenvænge Solholm
Bevægelseskoordinator: Paul Pui Wo Lee

Skriv kommentar