
Frit efter virkelige begivenheder. Helt korrekt er det, at Mary Stuart blev henrettet, og at det var på befaling af Elisabeth den 1., men her stopper ligheden til Donizettis opera ´Maria Stuarda`.
Schiller skrev skuespillet, der inspirerede Donizetti til at skrive sin opera fra 1834, og hos dem er der ikke meget tilbage af de begivenheder og de intriger, der førte til Mary Stuarts død i 1587. Jarlen af Leicester havde ikke noget kærlighedsforhold til nogen af de damer Maria Stuart eller Elisabeth den 1., men det har han i Donizettis opera. Han bliver lidt en kastebold mellem de to damer, der ikke for alvor er interesseret i ham. Elisabetta har et meget kødeligt forhold til ham, men magten er det, der er det vigtigste for hende. Det forhindrer hende dog ikke i at være godt og grundigt træt af, at Leicester er forelsket i Maria Stuarda. Hun på sin side gengælder dog ikke forelskelsen. Det bliver en motor i handlingen, at der er noget på spil i trekantsdramaet. Og lige som en sidste ting. I virkeligheden mødtes de to dronninger heller aldrig.
Julia Hansens scenografi er forunderlig. Scenen indrammes af et fundament af træ. Indenfor er tre rammer, der ligner gamle malerier. De er oplyst og træerne derinde skifter farve alt efter stemningen i historien. Det er flot og effektfuldt. Kostumerne er for korets vedkommende elizabethanske. Elisabetta er iført et herrekostume, der fremhæver hendes magtposition. Hvornår vi befinder os i tid i denne opsætning, er dog ikke helt oplagt. Kostumerne indikerer, at vi er tilbage i den tid, hvor Mary Stuart og Elisabeth den 1. levede. Det står imidlertid i kontrast til den fastnettelefon, der er opstillet på Elisabettas skrivebord, ligesom Maria Stuardas henrettelse bliver dokumenteret af to fotografer med store filmkameraer.
Det var solisternes aften, hvor alle leverede toppræstationer. Elisabeth Jansson udstrålede liderlighed både i forhold til jarlen af Leicester og til hvordan hun kunne tilrane sig og beholde magten. Hun havde både ordet og stemmen i sin magt, når hun udøvede sin dronningeautoritet, samtidig med at man så de sprækker hun havde i sit mentale panser, når hun blev konfronteret med sit indre barn personificeret af Agnes Margrethe Thomsen. Her huskede hun, at hendes far (Henrik den 8.) beordrede hendes mor Anna Bolena (som vi kender som Anne Boleyn) henrettet.
Gisela Stille sang titelpartiet som Maria Stuarda, der for at sige det mildt er på den, fordi hun ser ind i en dødsdom, der meget vel kan blive og bliver afsagt af hendes rival. Hun er inderlig og bevidst om sin kvindelighed, der flittigt bliver brugt til at sno flere mænd om hendes lillefinger. At det i sidste ende ikke nytter noget, er en anden ting.
Johanne Bock er altid god, og i partiet som Maria Stuardas tjenestepige, der tager sig af hendes barn, var hun forunderlig. Man mærkede hendes empati for den kvinde, hun ved er ved at være ved livets ende.
Amerikansk-meksikanske Galeano Salas sang partiet som Roberto, jarl af Leicester. Han havde en skøn stemme og passede med sin beskedne højde lidt symbolsk ind som de to kvinders menneskelige stykke legetøj.
Elisabetta bliver hos Donizetti bakket op i beslutningen om at underskrive dødsdommen over Maria Stuarda af Lord Cecil. Hans parti synges af Theodore Platt.
Talbot, der er vagtchef i det fængsel, hvor Maria Stuarda bliver holdt fanget, bakker sin fange op, men uden held. Partiet blev på premiereaftenen sunget af Henning von Schulman.
´Maria Stuarda´ har ikke tidligere været opført i Danmark, og det var godt, at der blev rettet op på dette. Musikken er smuk og dramatisk og glider lige ind i øregangene. Især konfrontationsarien mellem Elisabetta og Maria Stuarda, der synges i slutningen af 1. akt, er næsten hele aftenen værd.
Lad endelig ´Maria Stuarda´ blive i repertoiret.
,
Maria Stuarda på Operaens store scene (Det Kongelige Teater)
Komponist: GaetanoDonizetti
Librettist: GiuseppeBardari
Dirigent: Paolo Arrivabeni
Medvirkende: Elisabeth Jansson, Gisela Stille, Johanne Bock, Galeano Salas, Theodore Platt, Henning von Schulman
Det Kongelige Kapel
Det Kongelige Operakor ved Korsyngemester Steven Moore
Instruktør: MariameClément
Genopsætningsinstruktør: Jean-Michel Criqui
Scenografi og kostumedesign: JuliaHansen
Lysdesign: Ulrik Gad
Koreografi: MathieuGuilhaumon
Varighed: 2 timer og 35 minutter inkl. pause
Spilleperiode: 16.1. til 8.2.2025