I en kulisse inspireret af Casa del Fascio i Como i Italien udspiller ´Poppeas Kroning´ sig i Christoph Marthalers instruktion og iscenesættelse. Der bliver banket på officielle døre, som folk går ind og ud af. Her kommer hovedpersonerne til stede, Nero, dennes hustru Ottavia, hans elskerinde Poppea og filosoffen Seneca m.fl. Ingen af personerne er sympatiske i Monteverdis opera fra 1643. Dem, der svigter og myrder løs, er naturligt nok ikke guds bedste børn, men dem der bliver svigtet, er ikke meget bedre.
Kejser Nero vil af med sin hustru Ottavia, fordi han er brændt varm på Poppea og vil giftes med hende. Hvad hun vil, afsløres først i operaens sidste strofer. Poppeas tidligere forlovede Ottone er vendt såret hjem fra krigen og finder ud af, at han er blevet svigtet til fordel for Nero. Ottone vender sig mod sin tidligere kæreste både for at søge trøst, men også for at bede om hjælp til at intrigere. En intrige, der er sat i værk af den forsmåede dronning Ottavia.
Den historiske kontekst for handlingen er som udgangspunkt tiden for Kejser Nero, der levede fra år 37 til år 68 e.kr., men historien og kostumerne er i denne opsætning omplantet til 1930-ernes fascistiske Italien, og Mussolinis datter har endda en stum rolle i forestillingen, ligesom programmet indeholder en artikel om hende under overskriften ”Nekrolog”.
Ifølge programmet er Poppeas kroning et drama om propaganda og magtkampe. Forestillingen har tidligere været opført i Basel, og programmet citerer flere gange artikler i den opsætnings program. Omplantning af handlingen til en anden tid end forlægget er et ofte brugt trick ved nyopsætninger af operaer, men denne gang bliver det hele en anelse forvirrende.
Publikum blev forkælet med Anne Sofie von Otter i partiet som Ottavia. Hun har en imponerende stemme og en fantastisk karriere bag sig. Hun har pondus og lagde personlighed i Ottavias martrede sjæl.
Kontratenoren Kangmin Justin Kim sang partiet som Nero. Han var i lange passager klædt helt i hvidt og er nærmest androgyn af ydre. Hans stemmeleje er så højt og lyst, at man næsten kan tage ham for at være sopranista.
Christoph Marthaler har i sin iscenesættelse tilføjet lange tekstpassager på fransk og italiensk til den oprindelige opera.
Flere komiske indslag er det også blevet til, og der bliver leget med kønnene. Sjovt er det, når kæmpestore Stuart Jackson iført nederdel med tilhørende vest og hvid skjorte synger partiet som Arnalta – Poppeas amme, som ser sin chance for at stige i graderne, hvis de øvrige medvirkende dør i den rigtige rækkefølge. Han er ca. dobbelt så høj som Kerstin Avemo, der synger titelpartiet som Poppea.
Barokorkesteret Concerto Copenhagen sad i orkestergraven, og det er interessant at se besætningen med instrumenter, der er sjældent set. (Det ville have været fantastisk, hvis de havde været omtalt i programmet for os i publikum, der måtte være uvidende om barokinstrumenter).
Med så lidenskabelig, passioneret og dramatisk en handling om rigtige historiske personer kunne man håbe, at vi i salen havde siddet som på nåle af spænding. Det skete ikke. Første afdeling var hen ad det søvndyssende, og først efter pausen udfoldede dramaet sig. Dog følte man, på trods af flotte sangmæssige præstationer, ikke for alvor med nogle af personerne., og det er ærgerligt, når der er et plot af mord, hor og ambitioner.
,
Poppeas Kroning af Monteverdi på Det Kongelige Teaters Gamle Scene
Medvirkende: Kerstin Avemo, Kangmin Justin Kim, Anne Sofie von Otter, Morten Grove Frandsen, Kyungil Ko, Annika Beinnes, Stuart Jackson, Fredrik Bjellsäter, Ian Marcus Bjørsvik, Graham Valentine, Antti Mähönen, Mathilda Sidén Silfver, Liliana Benini, William Ottow
Musikalsk ledelse: Lars Ulrik Mortensen
Concerto Copenhagen med koncertmester Fredrik From
Iscenesættelse: Christoph Marthaler
Scenografi: Anna Viebrock
Lysdesign: Cornelius Hunziker
Dramaturgi: Malte Ubenaug og Roman Reeger
Varighed: 3 timer og 10 minutter inkl. pause
Spilleperiode: 26.04.2026 – 04.05.2026
