Giuseppe Verdis opera ´Rigoletto´ fra 1851 har som mange operaer en indviklet handling. Man skal næsten tegne et diagram for ikke at løbe sur i personerne.
Scenen er sat hos hertugen af Mantova til en depraveret og luksuriøs fest. Midt på scenen er opstillet et gigantisk bord til maden, men hvor gæsterne også danser, når aftenen skrider fremad. På bagvæggen hænger et Hieronymus Bosch-inspireret maleri. Erlend Birkeland har skabt scenografien, og den fungerer og skaber den rette stemning.
Rigoletto er hofnar hos hertugen – et embede han ikke er glad for. Han skal være sjov, hvilket er svært for ham, da han bærer på store sorger. Det har gjort ham bitter og ondskabsfuld. Hertugen er i den grad glad for damer, og han sætter en ære i ikke at involvere sig følelsesmæssigt. Han nedlægger dem på stribe, og det er kun en ekstra fornøjelse, hvis han kan gøre en ægtemand til hanrej. Det gælder for eksempel Grev Ceprano, hvis hustru grevinde Ceprano hertugen forfører til den igangværende fest, der er åbningsscenen i operaen.
Greven af Monterano dukker op til en fest hos hertugen. Han nedkalder en forbandelse, fordi hertugen har forført hans datter. Tanken om forbandelsen kommer til at forfølge Rigoletto.
I plottet optræder også lejemorderen Sparafucile, der lokker sine ofre ved at sende sin underskønne søster Maddalena i forvejen for at fordreje hovedet på dem.
Overfor alle disse personer, der divergerer i graden af usympatiskhed, står Rigolettos unge og smukke datter Gilda, der er god hele vejen igennem og i øvrigt forelsker sig dybt og inderligt i hertugen, (der på sin side udgiver sig for at være en fattig studerende for at tækkes hende).
Der spoiles ikke noget ved at fortælle, at historien ender særdeles ulykkeligt, for Rigoletto har siden premieren i 1851 været spillet over hele verden lige siden.
Verdis musik til ´Rigoletto´ er undersmuk. I mange passager er den mørk, da hoffets ondskabsfulde intriger ikke kalder på muntre sange i dur. Det ændrer sig dog, når Gilda synger sin forelskelsessolo og når hun og hertugen synger duet. Endelig er operaens nok kendteste arie ´La donna é mobile´, som hertugen synger i sidste akt absolut munter og ikke mindst melodiøs. Den hænger i øregangene længe efter, publikum har forladt teatret.
Det var et fantastisk cast på premiereaftenen. Titelpartiet som Rigoletto blev sunget af Alfredo Daza, der kom hele følelsesregistret igennem. Han led under ikke at have fuld kontrol over sin krop, han fik sorgen over at have mistet sin hustru ud over rampen og ikke mindst mærkede alle i salen den altfortærende faderkærlighed til Gilda.
Galeano Salas var velsyngende, charmerende og fræk som hertugen, der lader hånt om andres følelser. Om folk bogstaveligt ligger blødende på gulvet, rører ham ikke. I stedet synger han i det fjerne, at kvinden er lunefuld.
En af aftenens mest imponerende præstationer blev leveres af Clara Cecilie Thomsen som Gilda. Hun udstrålede sødme og kærlighed til den far, hun aldrig får lov at kende helt, fordi han ikke vil fortælle om hendes afdøde mor. Og i forelskelsen i hertugen føler vi med hende, for mere ægthed skal man lede længe efter. At hjertets renhed ikke hjælper hende i en depraveret verden fuld af intriger og hævnlyst, kan man kun begræde. Clara Cecilie Thomsen synger så sikkert, at man kan læne sig tilbage i sædet og bare nyde det. Der kommer ikke det, der bare kunne minde om en mislyd.
Operakoret var formidabelt ligesom Det Kongelige Kapel, der blev dirigeret kyndigt af Yi-Chen Lin.
Verdis musik er tidløs, og handlingen sætter fingeren på temaer, der gælder til alle tider. Hertugen ville i disse me-too tider formentlig ikke være sluppet afsted med sin opførsel, kan man håbe, men det betyder ikke, at udnyttelse af kvinder ikke stadig finder sted – bare kig mod USA, hvor en kulørt sag om overgreb på ganske unge damer trækker tråde til de mest magtfulde embeder. Interessant er det også, hvad mobning af mennesker gør ved individet. Rigoletto har som offer for mobning i hvert fald mistet troen på menneskeheden, og det koster ham uendelig dyrt.
,
Rigoletto af Giuseppe Verdi
Medvirkende: Alfredo Daza, Galeano Salas, Clara Cecilie Thomsen, Henning von Schulman, Elisabeth Jansson, Johanne Bock, Stephano Park, Dong Huy Kim, Fredrik Bjellsäter, Magnus Berg, Helena Bjarkadottir, Julie Husballe Hansen, Rasmus Ruge
Det Kongelige Operakor ved korsyngemester Aidan Oliver
Det Kongelige Kapel med koncertmester Mikkel Futtrup
Statister
Dirigent: Yi-Chen Lin
Iscenesættelse: SofiaAdrianJupither
Scenografi: ErlendBirkeland
Kostumedesign: MariaGeber
Lysdesign: EllenRuge
Dramaturgi: KatarinaAronsson
Varighed: 2 timer og 40 minutter inkl. pause
Spilleperiode: 16. januar til 11. marts 2026
