Richard Strauss´ ´Rosenkavaleren´ er fra 1911, men historien foregik oprindeligt omkring 1750. Det Kongelige Teaters operachef, der for første gang i sin chefperiode på teatret, er iscenesætter, har flyttet handlingen til netop 1911. Dertil kommer, at man må forstå, at vi geografisk befinder os i Danmark, da forestillingens åbningsbillede er P.S. Krøyers maleri ´Fra Københavns Børs´ fra 1895 – gruppeportrættet af 50 herrer i mørkt tøj og høje hatte. Det er effektfuldt, at publikum ser det gigantiske billede med de mange personer, når det langsomt bliver transparent og derefter levende og korets sangere forvandler sig til herrerne i det gamle billede.
Det giver god mening at sætte mændene i forgrunden som start, for ´Rosenkavaleren´s historie er i udgangspunktet en fortælling om mændenes magtmonopol. Når det så er sagt, så er kvinderne i centrum i denne forestilling. De får i den grad markeret sig – både i den intrikate historie og sangmæssigt.
Den gifte feltmarskalinde har en affære med den purunge Octavian, og han er forelsket ud over alle grænser og mener, relationen vil vare for evigt. Feltmarskalinden er ældre og mere erfaren og er klar over, at alting har en ende. Efter en hed elskovsnat med sin unge elsker får hun meldt et besøg, så Octavian bliver nødt til at forklæde sig som tjenestepigen Mariandel, så de ikke bliver afsløret. Gæsten er feltmarskalindens forgældede, brovtende og grænseoverskridende fætter Baron Ochs, der vil gifte sig til penge. Han har udset sig den unge Sophie, hvis far er både ny- og hovedrig. Han skal have en ”rosenkavaler” til at overlevere en rose til sin kommende brud. Men han får lige tid til at forgribe sig på den udklædte Octavian.
Octavian udnævnes til rosenkavaler, og da han møder Sophie, bliver han forelsket på ny.
Octavians parti er en bukserolle, så kønsforvandlingen får en ekstra tand, når Octavian synges af en kvinde i herretøj, der derefter skal klædes ud som kvinde. Det er både tankevækkende og i den grad morsomt. Elisabeth Jansson mestrer med overbevisende kropslighed alle forvandlinger til perfektion. Som herre bevæger hun sig, så man tror, hun er en ung dreng, og det bliver ved, når hun skal illudere kvinde. Clara Cecilie Thomsen er den unge Sophie, og hun er rørende og velsyngende ligesom den sidste i trekløveret af kvinder Gisela Stille som feltmarskalinden er uforlignelig.
På herresiden er Patrick Zielke på mere end én måde en stor sanger. Han smider forfængeligheden over bord, når han er på sit allermest liderlige og knapper op ind til en forholdsvis omfangsrig mave. Han agerer, så man ikke er i tvivl om, at han på alle måder er et tvivlsomt, vulgært og helt igennem kedeligt bekendtskab, og så er hans stemme fantastisk.
Jens Søndergaard er overbevisende som faderen, der både vil sig selv og sin datter det bedste.
Forestillingen har mange humoristiske scener, når der drives gæk med den forfærdelige bejler i et kælderarkiv, hvor han tror, han kan få sin vilje med Mariandel.
Tredje akten byder på en terzet mellem Gisela Stille, Elisabeth Jansson og Clara Cecilie Thomsen. Både musikken og teksten kan røre en sten så smuk er den. Som den unge mand står Elisabeth Jansson splittet mellem de to kvinder, han elsker. Her kommer feltmarskalindens erfaring ind, og hun guider ham uselvisk mod den unge kvinde Sophie, der kan imødese et lykkeligt forhold.
Elisabeth Lintons valg, hvor historien flyttes til 1911, giver hende meget tydeligt mulighed for at skildre tidens strømme, når suffragetter indfinder sig hos feltmarskalinden og taler deres feministiske sag og ønske om stemmeret.
Forestillingen er helstøbt og musikalsk både fra orkestergraven, hvor chefdirigent Marie Jacquot holdt styr på kapellet og fra sangerne på scenen.
,
Rosenkavaleren af Richard Strauss på Operaens Store Scene
Medvirkende: Gisela Stille, Patrick Zielke, Elisabeth Jansson, Jens Søndergaard, Clara Cecilie Thomsen, My Johansson, Jens Christian Tvilum, Francine Vis, Granit Musliu, Morten Staugaard, Simon Schelling, Helena Bjarkadottir, Lars Bo Ravnbak med flere
Dirigent: Marie Jacquot
Iscenesættelse: Elisabeth Linton
Scenografi: JuliaHansen
Kostumedesign: Anja Vang Kragh
Lysdesign: Ulrik Gad
Dramaturg: HenrikEngelbrecht
Koreografi: Miles Hoare
Varighed: 4 timer og 30 minutter inkl. 2 pauser
Spilleperiode: 26. marts til 3. maj 2026
