Giuseppe Verdis opera fra 1853 med litterært forlæg af Antonio Garcia Gutiérrez havde hele to librettister. Salvatore Cammarano døde inden færdiggørelsen, og Leone Emanuele Bardare tog over.

For mange kokke fordærver maden, og selvom handlingen i operaer tit er indviklede og/eller forvirrende, topper Trubaduren dog med en fuldstændig uforståelig historie om forbyttede børn, hvor sigøjnerkvinden Azucena, Susanne Resmark, kommer til at smide sit eget barn på bålet – lidt ærgerligt må man sige. Grevens barn, som skulle have været ædt op af flammer, står dermed tilbage.

Det hele er i denne version toppet af, at den mandlige del af operakoret består af spøgelser, fordi de agerer faldne soldater. De er alle hvidkalkede og med mørke øjenomgivelser, mens de kommenterer på nutiden. Den lille døde dreng, Nova Stilling Bertelsen, vandrer også frem og tilbage på scenen med en le i hænderne. Ret bogstaveligt har de levende deres fortid med sig.

Louis Désiré har skabt kostumer og scenografi. Scenen er skrå, og på scenens tre sider er vægge med lange åbninger, hvor mandskoret af spøgelser sidder, mens en le skifter hænder. Det er symbolsk, så det vil noget. Ilden fylder i scenografien, hvor en fakkel brænder forrest på scenen, og en lang flammerække tænder og slukker med mellemrum. Spøgelset efter sigøjnerkvindens mor bliver hejst op og ned på en kæmpe bjælke, hvor hun sidder og spreder uhygge.

Det er heldigt, at musikken er så vidunderlig, så man kan hoppe op og falde ned på, at historien ikke hænger sammen overhovedet. Indimellem fås det største udbytte nærmest, hvis man lukker øjnene, nyder al vellyden og danner sine egne billeder.

Sangerne er fantastiske, og Det Kongelige Kapel under ledelse af Eun Sun Kim er utrolige. Trubaduren er bestemt værd at se, men især høre.

Trubaduren af Giuseppe Verdi

Instruktør: Francisco Negrín

Dirigent: Eun Sun Kim

Dirigent: Gregor Bühl

Scenografi og kostumer: Louis Désiré

Lysdesign: Bruno Poet

Korsyngemester: Steven Moore

Medvirkende: David Kempster, Gisela Stille, Randi Stene, Susanne Resmark, Diego Cavazzin m.fl.

Varighed: 2 timer og 35 minutter

Spiller til 28. november 2018