Aarhus Revyen er igen i år tilbage efter en flot start på revyen i 2023. Nu forsøger revyparret Christine Astrid og Mikkel Schrøder at gøre revyen på Hermanns i Tivoli Friheden til en tilbagevendende tradition – til glæde og gavn for alle med forkærlighed for revyens genre.
I år består holdet udover Mikkel Schrøder og Christine Astrid af de to erfarne revykræfter Lone Rødbroe og Andreas Bo samt det uprøvede revykort Maria Lucia. Alt i alt et virkelige godt hold, der sætter alt ind på at være med til at skabe og etablere en revy i Aarhus.
Revyen kommer godt fra start med et energisk tempo og en skøn blanding af musikalitet, humor, monologer og parløb. Første parløb er Andreas Bo og Maria Lucia, der på klassisk revyvis spiller den erfarne revyskuespiller op imod den nye og uprøvede. Denne gang med Titanic som virkelig humoristisk baggrund.
At Maria Lucia er vanvittig dygtig musikalsk, kan der næppe sættes en finger på. Det får hun da heldigvis også lov at bevise i årets revy, men samtidig formår hun også at vise, at hun faktisk har evner inden for revyens verden også. Hun er musikalsk og underholdende på samme tid og er et friskt pust for revyen, hvilket hun blandt andet beviser i nummeret om nutidens mest moderne køkkenredskab – Airfryeren!
Lone Rødbroe er fantastisk i årets revy – intet mindre – især i Vase og Fuglsangs ‘Læs let’, hvor en noget prøvet folkeskolelærer skal forsøge at forklare moderne elever om brugen af bøger. Rødbroe er skøn og bruger fornem vis publikum som folkeskoleelever. Generelt brillerer hun i revyen, hvad enten hun spiller kazoo eller underviser en noget uvidende folkeskoleklasse.
Andreas Bo har efterhånden betrådt mange forskellige revyscener og er en erfaren herre. Han er komiker helt ind til benet, og selvom han har flere gode numre i årets revy, så blier noget af det også til den platte side. Omend tanken bag nummeret ‘Nak og æd’ måske er god, så bliver nummeret både for langt og for plat. Derimod er han skøn som toksisk familiefar i skøn forening med Mikkel Schrøder i ‘Det fuldt forståeligt’, der i den grad tager den moderne mand og kvinde op til debat. Sammen med Lone Rødbroe og Christine Astrid udsættes han igen for kvindernes lune i rollen som forvirret familiefar i ‘Engelsk for begyndere’.
Christine Astrid er skøn som den noget berusede medarbejder, der i bedste “fuld onkel stil” inviterer til en tale til firmafesten, efter hun er blevet fyret. Der deles stikpiller ud i højt tempo, mens hun vakler rundt på de høje hæle.
Mikkel Schrøder binder revyen sammen med sin musikalitet og bevidstheden om at knytte revyen til byen. Nummeret ‘Hvis disse vægge’ er en skøn hyldest til og fortælling om, hvordan Tivoli Friheden blev til og Salling-imperiet blev opbygget i Aarhus. Hans er dygtig til at parodiere omend man kan godt kan kede sig lidt, når de samme karakterer går igen år efter år. Hans bedste og stærkeste nummer i årets revy er dog Leif Maiboms ‘Enten/eller’, der retter kritik af vores holdningsytringer på facebook, hvor man kun kan være for eller imod og aldrig midt i mellem.
Revyen bindes musikalsk sammen af to dygtige sangerinder og et velspillende band. I det humoristiske ‘Ukuleler for fred’ får hele holdet lov at være med, hvilket giver en helt speciel stemning af sammenhold blandt de medvirkende. I år virker valget af musik mellem numrene om muligt endnu mere velvalgte end sidste år, det er en skøn måde at skabe sammenhæng og tempo i revyen.
Revyen har et fantastisk tempo og er godt sammensat af Birgitte Næss-Schmidt. Revyen er moderne, klassisk, humoristisk, musikalsk og alt det, der udgør en god revy. Igen i år kan man kun håbe, at det aarhusianske publikum tager revyen til sig, og at folk, der måske ikke vidste, at de var til revy giver det et skud. Revyen og holdet bag har brug for opbakning, hvis de skal lykkes med at skabe den tradition, de allerede er godt igang med.
Medvirkende: Lone Rødbroe, Maria Lucia Heiberg Rosenberg, Andreas Bo, Christina Astrid og Mikkel Schrøder
Instruktion: Birgitte Næss-Schmidt
Scenografi: Rikke Juellund
Kapelmester: Rasmus Friis Tvørfoss
Kor: Anna Jessen og Lene Nørrelykke
‘Aarhus Revyen – Smilets revy’ spiller på Hermanns i Tivoli Friheden fra 5. april til 4. maj 2024.