I fine omgivelser midt i Tivoli Friheden i Aarhus blandt påskeliljer og forlystelser genopstår revyen i Aarhus. En ide, der opstod i foråret 2020, og som nu for alvor får lov at folde sig ud med Christine Astrid og Mikkel Schrøder ved roret.
Revyholdet 2023 består udover de to revydirektører af Szhirley, Henrik Kofoed og Carsten Svendsen – et godt og stærkt hold, der med støtte fra det lokale publikum kan være med til at skyde revyhistorie i gang igen i Aarhus.
Programmet er godt pakket med forskelligt revymateriale, hvor nogle numre fungerer noget bedre end andre – helt naturligt for en ny revy, der skal finde fodfæste.
Carsten Svendsen er det klart stærkeste kort i årets revy og især som kyndel-missen, får han for alvor lov at folde sig ud som revykunstner. Han har hele salen i sin hule hånd og folk nærmest hulker med af grin. Han klæder i den grad revyen, og det er meget forståeligt, at han også får lov at folde sig ud i Tivolirevyen til sommer.
Henrik Koefoed er en garvet rotte inden for komikkens område og gør det rigtig godt, hans glansnummer bliver ’Politisk auktionshus’, hvor der sælges ud af lidt og hvert fra Borgen, men også på date med Christine Astrid eller i nummeret ´Sam Sam-råd’ er han skarp og hurtig
Szhirley er uden tvivl revyens diva – og sikke en. På flotteste vis indtager hun scene i kreation af Lasse Spangenberg og lader divamagien fylde rummet. Musikalsk er hun ikke overraskende virkelig skarp, men hun får også lov at vise den komiske side af sige selv, blandt andet som influencer med en noget akavet sprogbrug.
Christine Astrid er skøn i årets Aarhus Revy og folder sig blandt andet ud i forvekslingsnummeret ’Kalle’. Hendes absolutte trumfkort er dog nummeret om Gretha Thunberg med tekst af Leif Maibom. Ikke alene er nummeret måske det bedst sete nummer og Thunberg, men Christine Astrid er skøn og autentisk i rollen som klimaaktivisten, der formår at vende alles had til hende til reelle problemstillinger.
Med Mikkel Schrøder er et musikalske niveau altid garanteret. Han brillierer musikalsk men mestrer i den grad også komikken og det akavede, blandt andet sammen med Carsten Svendsen i ’Mine damer og herrer’, hvor det politiske korrekte tages op til diskussion. Han er skøn som kandidat til formandsposten hos Nye Borgerlige i nummeret ’Den rette mand til jobbet’ men også som falleret musiker, når han folder sig ud sammen med bandet i ’Stuff like that’.
Generelt må man sige, at netop bandet er et nyt og frisk pust på revyscenen, fordi der netop mere er tale om et band med korsangere end et klassisk revyorkester. Bandet er en del af revyen og er med til at sætte scenen og skabe stemningen.
Aarhus Revyen kommer godt fra start. Det er plads til forbedringer, et mere skarpt repertoire hele vejen igennem og måske især en lidt mere farverig finale, men man går derfra i godt humør og ser blandt andet tilbage på yderst yndige irmapiger, kyndel-misse og Gretha Thunberg. Det eneste revyen vel egentlig mangler ud over dette, er en større opbakning fra det aarhusianske publikum, der en uge efter premieren ikke var særlig imponerende. Det må Aarhus kunne gøre bedre.
’Aarhus Revyen – Smilets Revy 2023’ spiller på Hermanns i Tivoli Friheden frem til 6. maj 2023.
Medvirkende: Christrine Astrid, Mikkel Schrøder, Carsten Svendsen, Henrik Koefod og Szhiley
Instruktør: Birgitte Næss-Schmidt
Kapelmester: Rasmus Friis Tvørfoss
Scenograf: Rikke Juellund
Kostumer: Lasse Spangenberg