Kan en revy der i så høj grad har været bygget op omkring Ulf Pilgaard og Lisbet Dahl undvære de to hovedpersoner? Teorierne og formodningerne for ikke at sige bange anelser har været mange, men samtlige gøres til skamme. Revyholdet 2022 bestående af Henrik Lykkegaard, Merete Mærkedal, Carsten Svendsen, Niels Olsen og ikke mindst Pernille Schrøder bærer nemlig på fineste vis de stolte traditioner videre og lader Cirkusrevyen bestå.

Niels Olsen er en erfaren revymand og har af flere omgange medvirket i Cirkusrevyen. Hans mimik og ageren er en gevinst for enhver revyscene og især nummeret ’Sorry’ med en noget festramt Boris Johnson er et fantastisk eksempel på Niels Olsens egenskaber som komiker. Han ejer publikum fra det øjeblik, han står på scenen og til han træder af den igen. I samspil med Merete Mærkedal leverer han en klassisk cirkusrevyen-parodi med nummeret ’Parløb’, der minder om Keld og Dirchs ’Tømmerflåden’ men med et moderne islæt i form af danskernes krænkelsesparathed. Sammen med Carsten Svendsen og Henrik Lykkegaard er han i bedste boyband-stil et glimrende eksempel på en bilists største frygt – mænd uden hæmninger i stramt tøj og hjelm monteret på en cykel. Sammen berettet de om, hvor ligeglade de er med bilisterne og om hvor meget de indeholder alt det, som den moderne kvinde vil have – og måske endda mere til.

Carsten Svendsen har ventet 4 år på at kunne få sin debut i Cirkusrevyen, men den var værd at vente på. Alene Svendsens sangstemme er et fund og selvom nummeret ’Naturgasfyr’ måske ikke er det mest underholdende, så får både Svendsen og Merete Mærkedal at bevise deres værd som sangere. Helt genial er han dog i nummeret ’Ny dag truer’, hvor han som en af Putins nærmeste tjenere forsøger at please den russiske præsident på trods af stor modstand mod præsidenten. Svendsen holder niveauet igennem hele revyen og slutter af som slibrig Oligark, der ikke helt forstår de begrænsninger, som Europa har sat for Rusland.

Henrik Lykkegaard er altid et sikkert kort. Han har været en fast del af holdet bag revyen i mange år og er blandt andet også en del af tekstforfatterne. Genren falder ham naturligt og det ses tydeligt på scenen, hvad end han er en noget frustreret og uforstående far til en elev på Herlufsholm i nummeret ’Stolte traditioner’, Morten Messerschmidt i ’Kun os to’ eller Kandis Johnny. Han er dygtig til at parodiere og gå lige til grænsen uden at træde over den.

Det er Merete Mærkedals anden sæson i Cirkusrevyen og selvom hun er forholdsvis uprøvet inden for revy, så mærkes det ikke. Hun virker sikker og udstråler både overskud og energi, som i den grad smitter af. Hun er fantastisk som den noget arrogante Mette Frederiksen, der tryner såvel Søren Pape som Jakob Ellemann i ’Leve Mette’ og hendes nordjyske baggrund får lov at få frit løb i ’Jackpot’ mens hendes utrolig flotte stemme for alvor høres i ’Naturgasfyr’.

Pernille Schrøder må karakteriseres som dette års revyredning. Da Lisbet Dahl måtte trække sig på grund af sygdom, trådte Schrøder til – ikke helt uvant, da hun allerede sidste år også var stand in for Lisbet Dahl. I løbet af kort tid har hun formået at øve samtlige numre op, og det mærkes ikke, at hendes forberedelsestid har været kortere. Som lummer pensionist, der egentlig gerne vil krænkes, er hun skøn og sød, og det samme er hun i forviklingsnummeret ’Naboer’ – et typisk eksempel på et nummer, der følger revyens traditioner. Ret imponerende er det også, hvor meget man har formået at få hende til at ligne og lyde som Pia Kjærsgaard, der er så stolt af sin ”dengse”.

Scenografien er fænomenalt flot og det grafiske udnyttes til fulde og mere, end vi har været vant til, endda i en sådan grad at det komplimenterer og underbygger dansernes nummer ’Kitty Catty’, hvor både silhuetter og grafik og lys er i spil.

Savner man så Lisbet? Man savner i hvert fald at få lov at se hende slutte af med et brag, men holdet formår alligevel at have hende med i alt, hvad de gør og har samtidig fået et både underholdende og rørende hyldestnummer stablet på benene, selvom hovedpersonen ikke selv er til stede. Lisbet Dahl er derfor måske ikke med i revyen fysisk, men måske nærmere i ånden og publikums tanker, når vi føres en tur ned af ”memory lane” og med grin kan mindes hendes enorme karriere og betydning tak for alt. En anmeldelse af det, der skulle have været en flot fejring af Danmarks revydronning kan derfor ikke skrives uden at den indeholder et stort tak til en dame, der har haft en ubeskrivelig betydning for dansk revy siden hun i 1974 trådte ind i teltet på Bakken for første gang.

Med årets Cirkusrevyen og det hold, der står på scenen, er man ikke bange for, om revyen kan overleve. Holdet er stærkt, godt sammentømret, belevende og sjove og formår at viderebringe de gode og underholdende traditioner, som Cirkusrevyen er bygget op om.

Cirkusrevyen spiller i teltet på Bakken fra 13. maj 2022

Medvirkende: Henrik Lykkegaard, Niels Olsen, Carsten Svendsen, Pernille Schrøder og Merete Mærkedal

Instruktør: Lisbet Dahl/Joy Marie Frederiksen

Kapelmester: James Price

Koreograf: Rene Vinther

Scenograf: Niels Secher