Vi befinder os i den gamle, smukke museumsgård i Holbæk, hvor Sjællands Teater endnu en gang har fået adgang til at opføre deres gakkede sommerforestilling. Sommer var nu så meget sagt ved premieren, hvor vejret holdt tørt, men mildt sagt viste sig fra sin mere bistre side. Humøret var alligevel højt, og vanen tro tronede kapelmester Lars Fjeldmose i sit tårn ved siden af scenen. Han talte den nærliggende kirkes slag, der altid udskyder forestillingsstart. Alt er ved det gamle, som det skal være.

Ligesom tidligere sæsoner er konceptet, at man tager et kendt litterært værk, følger overordnet værkets plot og de personer, der optræder i det. Og så vender man en hel del på hovedet, putter både lokale og nationale jokes og satireindslag ind, der leveres både i dialog og i sang.

Dette år er holdet nået til Bram Stokers gyserroman fra 1897 om vampyrgreven Dracula, hvis slot ligger i Transsylvanien, gendigtet af Rasmus Krogsgaard. Det er i Holbæk blevet til Transaktionien, og året er 1885, om end handlingen refererer til bankverdenen – øh blodbanken, og det er ret meget anno 2023. Ligesom hos Bram Stoker skrider handlingen frem gennem dagbøger, og det er den unge ejendomsmægler Jonathan Harkers. Samme Harker er kæreste med influenceren Lucy, der bor i London med sine velhavende, men overordentlig overfladiske forældre og deres to stuepiger (fra Orø).

Grev Dracula er ikke overraskende stykkets skurk og hans engleagtige modstykke er detektiv, veganer og hvidløgs-entusiast Abraham Van Helse, der har sat som mål én gang for alle at sætte en stopper for Draculas blodtørstige færden.

Brian Kristensen, kunstnerisk direktør på Holbæk Teater, er blandt flere roller Dracula. Han har en herlig ironisk tilgang til både sig selv og sin roller. På den måde tilgiver vi på rækkerne, at han uden blusel kalder sig selv sexet og at han virkelig ikke kan tale, hvis han som Dracula skal beholde sine hugtænder på. Han er sjov som den selvoptagede far, der ikke reagerer særligt på, at hans svigersøn, senere hans datter og endelig hans hustru bliver offer for Draculas hærgen. Pernille Schrøder er et livstykke og er fantastisk som både hustru, mor, stuepige med flere. Christian Damsgaard illuderer fint den naive ejendomsmægler og den let irriterende detektiv. Endelig er Maria La Cour kær som både influencer Lucy og halvblank stuepige. Sjovt er grebet, at hun er udstyret med en vinduesramme, som hun blogger fra, og at publikum skal give et like med tommelfingeren – dejlig analogt som verden engang var.

Det er oplagt, at det er de fire professionelle skuespillere, der trækker læsset i forestillingen. De er imidlertid gode til at få ensemblet bestående af elever fra Holbæk Drama College og en enkelt frivillig med i løjerne og få dem til at shine. Heldigvis er de unge mennesker også med på den værste, når de eksempelvis optræder i en dans forklædt som hvidløg. Det er sjældent set.

Der langes ud til højre og venstre især til bankverdenen, hvis politik er at låne en paraply ud i godt vejr og så forlange den tilbage, når det regner. Sygehusvæsenet får sig en ordentlig tur, og både Sofie Carsten Nielsen og Mette Frederiksen ristes. På det helt nære plan gøres der grin med dem fra Orø, som ganske åbenbart ikke har så mange brikker at rykke med. Det sidste sker i en kærlig ånd.

Musikalsk digtes der til både `Thriller´, Ít´s goo´d to be a nissemand´, ´Fut i fejemøget´ med mange flere. Det er dejlig genkendeligt.

Kirsten Brinks skal skabe en scenografi på meget lidt plads, og det er et kunststykke, at den på én gang fremstår naiv og samtidig virker, for hvis døre, kister m.v. ikke nemt fungerer, går det sjove af det.  

Joy-Maria Frederiksen har igen i år stået for vellykket instruktion.

Det er en samlet oplevelse, man får i museumsgården. Forestillingen er naturligvis det vigtigste, men der er også gjort noget ud af alt det, der foregår uden om de optrædende. Blandt andet hedder baren i år ´Den glade kiste´ og rundt i gården er sjove gravsten for blandt andre ´H vidløg´ opstillet. Det er alt sammen med til at skabe en stemning.

Til næste år møder vi ´Robin Hood – langt ude at skyde!´. Det kan vi glæde os til gennem den lange vinter.

Dracula og det store blodbank-gebyr

Medvirkende: Pernille Schrøder, Maria La Cour, Christian Damsgaard, Brian Kristensen 

Forfatter: Rasmus Krogsgaard

Instruktør: Joy-Maria Frederiksen 

Scenograf: Kirsten Brink

Kapelmester: Lars Fjeldmose

Illustrator: Adam O. 

Produceret af: Sjællands Teater 

Varighed: 2 timer inkl. pause

Spilleperiode: 9. august til 3. september 2023