Hastværk er lastværk siger det gamle mundheld, og det må desværre nok siges at holde stik i forbindelse med årets Esbjerg-revy. På bare to uger har revyholdet sat en hel revy op, hvilket i sig selv er en imponerende præstation, men resultatet er nogle steder også derefter.

Der er en generel tendens til at trække sketchene lidt for langt ud, hvilket slet ikke går for nogle af teksterne, der er lige lovlig tyndbenede. Det bliver bare ikke bedre jo længere. At en del også er tyndslidt genbrug gør ikke sagen bedre.

Heldigvis er der også rigtig gode numre, der kan trække kvaliteten opad. For eksempel nummeret 25 år endnu om det efterhånden udslidte ægtepar, der vågner op til dåd og den tredje alder efter sølvbrylluppet, er godt skruet sammen og fremføres morsomt af Trine Gadeberg og Jan Svarrer.

Venindens tale med den noget overrislede kvinde i skikkelse af Trine Gadeberg, der holder tale til sin venindes 50-års fødselsdag, bliver både morsom og sørgelig på en gang, efterhånden som der lukkes op for posen med alle minderne.

Et andet sjovt indslag er hele revyholdets nummer om Folkekirkens Nødhjælp, eller rettere om parret, der virkelig ikke vil donere noget som helst til nogen som helst. Her prikkes der godmodigt til den evindelige debat om donationer og indsamlinger. Og når vi nu er ved folkekirken, fortjener sketchen Hvad skal barnet hedde også at blive fremhævet. Her er en sjov vinkling af hele kønsdebatten med en efterhånden noget forvirret præst i skikkelse af Gordon Kennedy.

Sketchen med det midaldrende par på Den fine franske restaurant er ligeledes et af de rigtig morsomme indslag med reference til en af årets store sportsbegivenheder. Ligesom Jan Svarrers nummer Let og elegant om brugen af mundbind også er i den sjove ende af skalaen

De mere eftertænksomme numre med kommentarer til aktuelle emner er lagt i trygge hænder hos Farshad Kholghi, der også traditionen tro står for de mere crazy komiske numre – denne gang ovenikøbet bakket op af Gordon Kennedy og Jan Svarrer i nummeret Unusual.

Musikalsk og scenografisk bærer revyen ikke præg af kun at have været to uger undervejs, for kapelmester Peter Bom sørger for fine musikalske rammer, mens Jens Frausing har stået for scenografien.

Esbjergrevyen spiller i Musikhuset Esbjerg frem til den 10. september 2021

Medvirkende: Trine Gadeberg, Farshad Kholghi, Jan Svarrer og Gordon Kennedy

Instruktion: Kasper Le Fevre og Rasmus Søndergaard

Kapelmester: Peter Bom

Scenografi: Jens Frausing

Fotografi: ?