Der er hyggeligt i Ganløse og et af byens største trækplastre er revyen på Ganløse Kro. Traditionen tro startes aftenen med en lækker buffet og gode drinks i salen forud for tæppefald.
Det er ingen hemmelighed, at årets revyhold har været udfordret og ganske kort før premieren var de nødt til at udskifte en af spillerne med Mille Berg, der på rekordtid skulle lære alle teksterne, et par af dem har hun godt nok selv haft med i rygsækken – men alligevel, ret imponerende, for holdet fremstår sammentømret og stærkt.
Le Münster-Swendsen er et festfyrværkeri, der drager publikum, hendes ansigtsmimik er noget for sig, hun har så meget udtryk i sit blik. Le brillierer i ‘Det går altid galt’ som kvinden, der har svært ved at finde ud af MIT-ID. Også hendes samspil med Daniel Lassen i ‘Selvbestemmelse’ er gennemført. Her toner hun frem på scenen som pensionisten, der får så mange valgmuligheder fra sosu-hjælperen, at tiden desværre ikke rækker.
Daniel Lassen er sjov som sønnen, der i ‘Ud at køre’, stolt har sin mor (Le Münster-Swendsen) med i sin nye elbil, hun er dog langt fra begejstret for denne nymodens køretøj, og da slet ikke for batteriets holdbarhed. I ‘Et opslagh’ er Daniel yderst overbevisende som Alex Vanopslagh, hvor han virkelig har fanget både mimik og gestik.
Michael Hasselflug har et meget seriøst udtryk samtidig med at han virkelig er sjov på scenen. Han får næsten tårerne til at trille af grin hos publikum i ‘Europamestrene’, hvor han og Le Münster-Swendsen ikke lægger fingre imellem deres indtag af genstande, for som de siger “en årgangsvin drikker jo ikke sig selv” – Skål for helvede.
Michael står også får at levere aftenens sværeste tekst, der giver både stof til eftertanke og våde øjne. ‘Vi savner dig’, er en stærk og kærlig hyldest til Ganløse Kros ene krofar; Kenneth, der gik bort i efteråret 2023. Sammen med Jan stod Kenneth bag kro og revy og har dermed også forståligt en stor plads i lokalsamfundets hjerter.
Mille Berg, kom som skrevet med i revyen i sidste øjeblik, men hun går godt i spænd med hele holdet. Hendes stærkeste præstation er i hendes egen ‘Sprogøre’, hvor hun brillere med sprogblomster som ‘Chat-LGBT’ og ‘slå ikke større bager op, end du kan bolle’. Det er plat, men absolut sjovt.
I det hele taget er Ganløse Revyen 2024 med Michel Castenholt ved roret underholdende og forfriskende. Der er en række tekster, som der med fordel kunne være arbejdet en anelse mere med, men hele holdet kommer alligevel fint i mål.
Scenografien er simpel men fungerer.
Ganløse Revyen kan opleves på Ganløse Kro i perioden 16. juni – 30. august 2024.
Instruktør: Michel castenholt
Medvirkende: Le Münster-Swendsen, Mille Berg, Michael Hasselflug, Daniel Lassen
Kapelmester: Josef Aarskov
Musiker: Stuart Goodstein
Koreograf: Elise Ruusunen
Scenografi: Martin Knudsen, Michel Castenholt
Lys: Jonas Krogager
Lyd: Rasmus Ebbesen