Omgivelser og menu emmer af gamle dage, men revyholdet er nyt. Mads Nørby har skiftet besætningen ud med undtagelse af kapelmester Peter Bom, og det skal vise sig at være en rigtig god idé, han har fostret.
Anette Støvelbæk er debutant i revysammenhæng, men det spores overhovedet ikke; hun leverer brilliant skuespil uanset om det er i rollen som veganer med egen pølsevogn eller som dum cand.stupid blondine. Hun er eminent som Kronprinsesse Mary med syngende australsk accent, der overvejer at sælge ud af sin garderobe for at spæde til lommeapanagen og som den storsvindlende Britta Larsen, der køres en tur gennem Luksusfælden. Sammen med Gordon Kennedy leverer hun et nummer om samtykke, og selvom det er set før, bliver denne udgave hylende morsom.
Ud over fremragende tekster leverer Gordon Kennedy også suverænt skuespil, som når han giver den som anløben musiker med høje tanker om sig selv eller som Hassan fra Syrien, der stiller op til DM i håndtryk som en satirisk kommentar til Inger Støjbergs integrationstiltag. Sammen med Kasper Gattrup er han også god i rollen som multiallergisk barn, der tigger slik og i nummeret ”Tips til enlige mænd”, leverer d’herrer komik, der får publikum til at græde af grin.
Også Kasper Gattrup har leveret flere tekster til revyen og i sit eget nummer ”Piktogrammer”, er han sjov som den tissetrængende herre, der har svært ved at finde det rigtige toilet. Hans flotte stemme kommer til udfoldelse i nummeret ”Kemi”, og han giver den godt som jaloux mand i ”Tele-terapi”, hvor han er i terapi, fordi han mistænker Siri på mobilen for at være ham utro. Lisbeth Kjærulff er den fodformede terapeut, der med tilpas monoton stemme forsøger at hjælpe den frustrerede mand, men i Rasmus Krogsgaards nummer ”Countrytøs” får hendes operastemme til gengæld frit spil, og hun og Anette Støvelbæk får lov at give den som sexede kvinder i nummeret om dick pics.
Hele holdet fungerer rigtig godt sammen, og man fornemmer et godt sammentømret team, der leverer flotte sangnumre, men som også giver publikum noget at grine ad, når ”Kertemindekoret” skiller ”Den danske sang” ad i krænkelsens hellige navn. Også nummeret om de kinesiske pandaer udløser latter, men nummeret om Foreningen for Embedsmænd med Fobier er så rablende morsomt, at det nærmest lægger salen ned, inkl. balkon.
Martin Miehe-Renard er en erfaren og dygtig revymand, og det bærer dette års Kerteminderevy præg af. Intet er overladt til tilfældighederne, og lattermusklerne bliver flittigt rørt. Alle løjerne bakkes dygtigt op musikalsk af Peter Bom, der igen i år leverer skøn musik.
Spiller på Tornøes Hotel til 6. juli.
Tekst og musik: Morten Holm-Nielsen, Peter Bom, Lars Bisgaard, Gordon Kennedy, Kasper Gattrup, Martin Miehe-Renard, Oakland & Drake, Søren Vandkær, Holdet, Four Jacks, Kris Holm Joensen, Kristian Jensen og Rasmus Krogsgaard.
Instruktion: Martin Miehe-Renard
Scenograf: Anders Vesterholm
Kostumier: Vibeke Valeur
Koreograf: Simone Svane
Producent: Emilie Topp Meyer
Kapelmester: Peter Bom.
Medvirkende: Anette Støvelbæk, Lisbeth Kjærulff, Kasper Gattrup, Gordon Kennedy m.fl.