Årets revy på Menstrup kro siges at være en ren og afsprittet version, der dog viser sig at være noget corona-inficeret. Den lægger sig tæt op ad den politiske dagsorden i 2020, der jo som bekendt har stået på Corona-nedlunkning og klima de seneste seks måneder.

Dette års revy-hold er et stærkt hold med Ann Hjort, Thomas Mørk, Jesper Søgaard, Jens Havgaard Jepsen og revy-debutant Mette Ladekarl, som alle er positive … øh, negative, eller …

I Menstrup tvistes både corona og klima, så alvoren for en stund afløses af befriende latter. Der er ikke et sæde tørt, når der afholdes bokseopgør i let fjerfluevægt i Menstrup arena mellem Jesper Søgaard, alias Bette-Lars fra Menstrup og Jens Havgaard Jepsen, alias Mini-Max med Helt nye regler tilpasset Covid-19-situationen. Her er tale om en helt igennem morsom sketch med en høj grad af humor og selvironi. Også det klassiske Keld & Dirch-nummer Tømmerflåden har fået et Covid-19-tvist og fremføres suverænt i ny, opgraderet udgave af Thomas Mørk og Ann Hjort i Stjernestund med gæstesolist.

Apropos klassisk, traditionel revy, er der en del numre i denne kategori: En ristet, tak med den skjulte dagsorden, overbebyrdede SOSU’er i Hjælp, Sølvbryllupsklar om det ikke helt enige sølvbrudepar, På plejehjemmet, hvor mor døjer med hørelsen og MetteMor om vores statsminister og hendes tackling af Coronakrisen. Nummeret Sikke en protest med Ann Hjort som Ester Protester er også et traditionelt revynummer, der henleder tankerne til tidligere tiders protestsangere så som Trille.

Mister Podona i Thomas Mørks skikkelse får sig også lige sneget ind og får fortalt publikum, at der er for stor afstand mellem stolene og, at han lynhurtigt kan få vendt det negative til noget positivt. Der spilles med ordene, og nummeret er sjovt. Covid-19 er også temaet i På det tørre med det nedlukningsparate par.

Nummeret TissoAria er nok det tætteste, Menstrup-revyen kommer på romantik, og her får publikum lov at nyde Mette Ladekarl og Jesper Søgaards meget flotte stemmer. Det gør sig også gældende i Disney-potpourriet  Askepotten, hvor hele revy-holdet synger for fuld udblæsning – der er dømt gåsehud.

Der er nok at grine ad, som i for eksempel nummeret De forbudte trin, hvor de tre herrer også optræder i pink tylskørt og paryk. Også nummeret The Windsor Galla Riding Horsemen er morsomt og udløser latter. Dette gør sig også gældende, når publikum inviteres til Velgørenhedsbanko med Boris og Vladimir med deres sprudlende assistent.

Klimadebatten får også nogle humoristiske kommentarer med på vejen, for eksempel kommer Grethe Thunberg forbi i skikkelse af Mette Ladekarl og siger sin uforbeholdne mening i En stille snak om klima. Også i numrene Henkastet affald og Polen smelter stilles, der på morsom vis skarpt på klimaet.

Et anderledes melankolsk nummer er Vi skal jo ha‘ det lidt godt – teksten er tankevækkende men overdøves en smule af det forrygende Disney-potpourri, der følger lige efter. Også det lidt stille Aktivist ved et tilfælde bliver lidt klemt, og det er synd og skam for Jens Havgaard Jepsens præstation.

Generelt er der tale om en revy af høj kvalitet med en stor, boblende energi, der slippes løs efter at have været lukket ned i månedsvis. Humor, selvironi og musikalitet kendetegner denne revy.

 

Menstrup-revyen spiller fredag/lørdag frem til den 7. November 2020

Medvirkende: Jesper Søgaard, Mette Ladekarl, Jens Havgaard Jepsen, Ann Hjort og Thomas Mørk

Instruktion: Nikolaj Tarp

Musik: Christian Dahlberg, Josef Aarskov og Peter Ravn

Scenografi: Tim Palmer og Bjarne Sandager

Fotografi: Fotograferne i Ballerup