Kan man omdanne en ellers kedelig sportshal med dårlig akustik, ildelugtende håndboldsko og svedigt træningstøj til en revysal? – I hvert fald når man hedder Mickey Pless og har sørget for, at sammensætte det helt rigtige hold. Med øje for detaljen, så selv hallens gulv pludselig har fået de fineste klinker og ved hjælp af Niels Sechers flotte og gennemførte scenografi, hvis detaljer rækker helt ud til publikums pladser, glemmer man denne flotte sommeraften, at man er inviteret til revy i en sportshal.
Det er et stærkt hold, der står bag årets revy – ikke mindst musikalsk, hvor man forføres af de fem skuespilleres vanvittig flotte stemmer, sammen såvel som hver for sig.
Rasmus Krogsgaard har påtaget sig rollen som både instruktør og skuespiller, og med de mange udfordringer, revyerne landet over har stået over for i et corona-præget år, kan man kun forestille sig, hvor hurtigt han har måtte løbe siden forberedelserne til årets revy begyndte. Han slipper dog rigtig godt fra begge dele og bidrager oven i – som altid – som revyforfatter. Nummeret om Bertel Haarder og Marianne Jelved exit fra Folketinget ”Afdansningsbal”, hvor han i selskab med Karsten Jansfort agerer to trætte og meget selvfikserede politikere, der efter eget afsavn stopper i politik, fordi de ikke kan blive klogere. Nummeret leder tankerne hen på Cirkusrevyen 1995, hvor Niels Olsen og Ditte Gråbøl i nummeret ”Farligt begær 1-2-3” er et mere eller mindre lidenskabeligt par, der netop er begyndt til dans. Hans glansnummer bliver dog nummeret ”Hashtag”, der præsenterer forskellige udtalelse i forbindelse med #Metoo-kampagnen. På en lidt kaotisk premiereaften beviser han i høj grad sit værd som entertainer og improvisator.
Silas Holst er et fund for Nykøbing Falster Revyen, hvor han både beviser, at han kan synge, danse og spille skuespil. Sammen med Rasmus Krogsgaard og Rikke Buch Bendtsen er han genial som den gæve jyske landmand, der agerer rappende kor for Inger Støjberg. I nummeret ”Den stille vise”, der viser sig at være alt andet end stille, folder han sig ud med en ordentlig omgang selvironi og en fantastisk stemme som skyts og giver den som fuldbyrdet revy-diva.
Pernille Schrøder en erfaren revylady og er en gevinst for en revy. Om end hun ikke løber med de store numre i årets revy, så er hendes tilstedeværelse uundværlig. I numrene ”Halfdansk 1” og ”Halfdansk 2” er hun en dygtig oplæser, der på vers beretter om folketingspolitikernes anstrengelser det forgangne år og hun er en sød, lille John Mogensen, der ikke helt kan kende forskel på ”Joy” og John”, når det nu en gang skal handle om kultur. Hendes nummer ”Bare vent” hvor hun parodierer Lars Løkke falder dog til jorden. Det er set før og er allerede ved premiereaftenen uaktuelt idet Løkke har proklameret at han stifter partiet ”Moderaterne”.
Karsten Jansfort får for alvor lov at bevise, at han ligger en med en ret så formidabel sangstemme, men gør det også godt som den noget muntre kirketjener, der har fået vikarassistance i forbindelse med en gudstjeneste, der pludselig falder noget anderledes ud end normalt. Også som den noget dominerende Marianne Jelved, der holder styr på Bertel Haarder (Rasmus Krogsgaard) er han skøn og kommer oven i købet til at ligne Bjerregaard.
Rikke Buch Bendtsen har i den grad etableret sig på den danske revyscene og hendes stemme er svær at hamle op med. Som Inger Støjberg viser hun en anden side end den revyerne normalt kendetegner Støjberg for, og selvom Støjberg modtager kritik fremstilles hun også som en stærk kvinde, med meningerne i behold. Samtidig er hun i hyldesten til Bent Fabricius Bjerre ”Klaver med mer’” virkelig elegant og besidder perfekt timing.
Med årets revy har Mickey Pless og resten af holdet for alvor bevist, at Nykøbing Falster Revyen er værd at køre for. Revyen besidder mange gode numre om end det er synd, at niveauet fra første afdeling ikke helt holder og nogle af numrene i 2. afdeling fejler. Alligevel går man derfra med masser af ”R-vitamin” i blodet og forlader Sydhavsøerne med godt humør efter en god aften.
Nykøbing Falster Revyen spiller fra 10. juni til 21. august i Nykøbing F. Hallen.
Medvirkende: Silas Holst, Pernille Schrøder, Karsten Jansfort, Rasmus Krogsgaard, Rikke Buch Bendtsen og Mickey Pless
Instruktør: Rasmus Krogsgaard
Koreograf: Peter Friis
Scenograf: Niels Secher
Kostumer: Henrik Børgesen