
Direktør Lars Arvad har taget den kunstneriske ledelse hjem og står nu selv med ansvaret. Ikke et dårlig valg, men heller ikke den bedst sammensatte revy fra Odenses side.
Revyholdet består i år af Lars Arvad, Thomas Mørk, Vicki Berlin, Sara Gadborg og Henrik Kofoed – et stærkt og erfarent hold, der supplerer hinanden rigtig godt.
Sara Gadborg er måske nok ny ved Odense Sommerrevy, men hun er efterhånden en meget erfaren dame inden for blandt andet musicalverdenen, hvor hun blandt andet forårsagede at forestillingen Grease gik i stå, mens hun modtog en nærmest historisk klapsalve for ‘Beauty School Dropout’. I Odense er hun ikke mindst uimodståelig i det anderledes, men sjove åbningsnummer, hvor hun spiller viking, men hun giver også Elvis en velfortjent hyldest, selvom det virker lidt malplaceret af hylde Elvis’ 90 års fødselsdag. Samtidig sender hun sammen med Vicki Berlin en stikpille til samtlige mænd i det meget velkoreograferede nummer omkring, hvis der ingen kvinder var tilbage – man kunne dog godt ønske sig, at mænd ville savne kvinder for andet end bare opvasken og et nedslået toiletbræt.
Thomas Mørk er efterhånden så fastgroet i Odense, at en sommer uden ham på Engen, ville synes underlig. Måske netop derfor savnede man kampen om statuen, som ellers har været en evigt tilbagevendende cliffhanger – ja faktisk manglede vi fortsættelsen fra sidste år. Han er dog også sublim og virkelig skøn som den kiksede APP-udvikler Absolon, der kan have det hele klar til september eller som en del af fanklubben ‘De Striv’te’, der kæmper for en sejr til OB.
Sammen med Vicki Berlin som Kim Jong Un og Lars Arvad som Trump, samt Sara Gadborg som verdensfreden spiller han aftenens måske sjoveste nummer i rollen som Putin. Samtlige verdensledere med kæmpe blenumser og sut, mens de kæmper om magten i form af en stor badebold formet som Jorden.
Henrik Kofoed er tilbage som HC Andersen med den måske bedste tekst til netop denne karakter nogensinde. Et eventyr, som Andersen vel sagtens kunne have skrevet, og som i den grad er aktuelt med blandt andet en orange kejser. Kofoed får også lov at agere Mette Frederiksen i et egentlig godt Leif Maibom-nummer, som dog synes en anelse for langt.
Vicki Berlin har i år udeladt Camilla og giver sig i stedet i kast med Kong Frederik i en noget mislykket parodi, der synes både plat og ugennemarbejdet. I stedet er hun sjov i nummeret omkring pølsevognens ordbog, hvor hun får langet den ene mere ulækre frase end den anden over disken eller som den noget kuede og dog nuttede fodboldfan.
Lars Arvad har haft travlt som instruktør, det er der ingen tvivl om, alligevel formår han at levere flere gode numre. Ikke alene er han skøn som Sigrid Ringorm, men han leverer også den måske bedste Nicolaj Jakobsen sketch til dato og desuden et meget velskrevet Leif Maibom nummer, der med en eftertænksom og vanskelig melodi giver Arvad kamp til stregen. Men i mål, det kommer han.
Odense Sommerrevy 2025 er et muntert indslag for både lokale og folk udefra. Den indeholder en tilpas mængde internt til, at udefrakommende alligevel kan følge med og blive underholdt. Sammensætningen kan virke lidt underlig, men det meste virker til sidst, mens andet falder igennem. Blandt andet virker en anderledes tænkt hyldest til revyens branche skrevet af Rasmus Krogsgaard knap så flydende og festlig, som man kunne ønske. Revyen skuffer ikke, men er heller ikke helt på niveau med tidligere år, selvom den er godt på vej.
Odense Sommerrevy spiller fra 9. maj 2025 på Engen i Fruens Bøge.
Instruktør: Lars Arvad
Medvirkende: Lars Arvad, Henrik Kofoed, Vicki Berlin, Sara Gadborg og Thomas Mørk
Scenografi: Kristen Brink
Koreografi: Peter Friis
Kapelmester: Morten Wedendahl