Er du typen, der let føler dig krænket eller forarget, bør du nok ikke ofre hverken tid eller penge på en billet til Ørkenens Sønners nyeste show ”En fez i en hornlygte”. Er du derimod til sort farhumor krydret med jokes langt under bæltestedet og rigeligt med intertekstualitet, bør du med det samme få fingrene i en billet. Broderlogen synes ikke synderligt fornyet – men hvorfor også forny og ændre noget, der stadig fungerer og får folk til at forlade Cirkusteltet på Bakken i godt humør, iklædt fez og store smil på læberne?
Og hvad er mere optimalt end at fejre broderskabet med en Frankenstein-sketch netop på Halloweenaften? I det yndigste skrud sparker Niels Olsen, der som altid gør det godt i såvel kjole som stiletter, aftenen i gang med historien om den lille tyske pige, der har forvildet sig hen på den uhyggelige kirkegård på selveste Allehelgens aften, hvor Dr. Frankenstein og hans håndlanger Igor er i gang med at grave de døde op. Allerede fra start introduceres vi til både nye såvel som velkendte karakterer, og den intertekstualitet, som broderskabet i stor stil gør brug af, tager fart.
I løbet af aftenen støder vi på alt fra ”Game of Scones” til bedemænd på Dødsmænd, der med glæde vil deltage i et enkebal til ”Tynd Tynd i Australien” og et kærkomment gensyn med Grethe, Dorte og Didrik på Gyllegården.
Især hyldesten til den belgiske tegner Hergés ikoniske Tin Tin, der her bliver til ”Tynd Tynd” er et af aftenens højdepunkter. Tynd Tynd såvel hunden Sherry er blevet depressive og er derfor i skikkelse af Asger Reher blevet både mindre og tykkere. Kaptajn Haddock er blevet til en noget bramfri Kaptajn Hitchcock spillet af Niels Olsen, Professor Tournesol er blevet til professor Tournedot, som på mest overbevisende vis spilles af Henrik Kofoed, der både ligner og lyder som den både døve og distræte professor, mens Søren Pilmark både ses som den noget negative og oversete butler samt sangerinden i rødt, Kastanietta. Netop denne sketch synes nærmest ikonisk for broderlogen og er noget af det, man især husker fra aftenen – ikke mindst fordi de heltemodige typer alle står med samme problem – at de aldrig har fået noget.
Som altid krydres showet med skønne filmklip – nogle fra gemmerne, mens andre er sammensat af brødrene selv. Fælles for dem alle er, at de er et skønt afbræk i showet og giver skuespillere og teknikere lidt ekstra tid til at få næste scene gjort klar.
Den musikalske linje lægges i den grad af især Søren Pilmark. Logebrødrenes musiske egenskaber synes forbedret for hver gang, de dukker op med et nyt show, men især i år synes niveauet at være højt. Især det noget omskrevne cover af Queens ”Bohemian Rhapsody” vækker begejstring og ikke mindst genkendelse. I samspil med et højt musisk niveau og en skøn og veltilrettelagt koreografi dannes en perfekt ramme om de lumre tilbøjeligheder, der ovenikøbet formår at komme med en løftet pegefinger til både krænkelseskulturen og me-too bevægelsen omend dette sker med et “undskyld” for, at de krænker.
Det er i den grad under bæltestedet. Men det er sjovt, underholdende, forargende på en skøn måde og ikke mindst meget klassisk for Ørkenens Sønner og et bevis på, at danskerne stadig ånder og lever for at blive krænkede og underholdt.
