De kom vidt omkring de tre platte venner. Deres show gjorde grin med alt og alle, om det var sygdom, religion eller gamle dage contra i dag. De inddrog publikum og holdt sig ikke for gode til at hænge dem ud – blandt andet blev en person på en af de forreste rækker beskyldt for at have smittet Jakob Fauerby med abekopper. Det er da ikke spor sjovt, men jo lidt sjovt er det alligevel, og den pågældende person i publikum udvandrede da heller ikke.
Indledningsvist indfandt de tre sig iført sort tøj og ditto parykker parodierende en tysk eksperimenterende teatertrup fra Düsseldorf, der tog sig selv meget alvorligt og som skældte ud på publikum, når de grinede af dem. Det var ur-skægt, og Laus Høybye kunne virkelig noget med sit blik, når han nidstirrede publikum.
Der er plads til indignation og eftertanke, når der langes ud efter danskerne, der ikke kan få ordet undsk..d over deres læber, når det kommer til behandling af grønlænderne. Der blev reflekteret over stigende priser og rentehop, ligesom det moderne menneskes optagethed af klik og likes fik en tur. Det sidste kan de fleste sikkert nikke genkendende til. Selvfølgelig var der også hip til me-too før og nu, og meget har i virkeligheden ikke ændret sig over tid.
Til spørgsmålet om, hvorvidt de tre er gået for langt, må svaret være, at det er de ikke. Ingen kan for alvor blive bange eller rigtigt forargede, og det er måske det eneste, man kan klandre de tre for. Man blev ikke gennemrystet, krummede tæer eller blev pinligt berørt. Det eneste nummer, som tangerede at gå for langt, var nummeret om Jesu død og opstandelse. Her insisterede Mille Lehfeldt på at agere Judas som Yoda fra Stjernekrigen, og Laus Høybye ville virkelig gerne opføre scenen helt nøgen. Jakob Fauerby var den selvbestaltede instruktør og opponerede mod den slags pjat. Der blev dog vist lidt nøgent kød til alles tilfredsstillelse.
Både Lehfeldt, Høyby og Fauerby er alle tre yderst musikalske, og de lange pot pourrier med tilbageblik til både Abba og Queen er veludførte, og de farvestrålende 80-er glimmerdragter er fantastiske. Steffen Hulehøj har skabt en enkel, men effektiv koreografi til showet, og den klæder dem.
De tre havde specifikt sagt, at alle var velkomne til at tage billeder og video under showet, så det er ikke på sin plads at klandre folk i publikum for at gøre det. Imidlertid gør det noget ved koncentrationen, når man forstyrres af lyset fra en mobiltelefon på rækkerne foran. Så lad ikke den trend brede sig til andre forestillinger.
Gå gerne ind og se plat humor i Glassalen – det er både dygtigt og professionelt.
“Platt-form – er vi gået for langt?”
Tekst: Platt-form.
Musik: Laus Høybye, Nikolaj Pellegrini og div. trad. Tracks
Produceret af: Pato Siebenhaar, Joakim Pedersen, Nikolaj Pellegrini, Markus Artved og Markus Siebenhaar.
Instruktion: Platt-form.
Koreografi: Steffen Hulehøj.
Scenografi: Simon Holk Witzansky.
Kostumer: Nicholas Nybro.
Korarrangement: Dénise Stockmann.
Medvirkende: Mille Hoffmeyer Lehfeldt, Laus Høybye og Jakob Fauerby.
Co-produktion mellem Tivoli og Platt-form.
Spilleperiode: 8. til 25. september.
