Det er tolvte gang, Randers revyen spiller på Pakhuset, og der bydes velkommen med garderorkester og bobler. Menuen på Pakhuset fejler aldrig noget, men selve revyen er en tynd omgang suppe med enkelte boller på. Holdet på scenen arbejder ellers hårdt på at få det ret tynde tekstmateriale til at virke – cadeau til dem. Når store dele af revyholdet og ditto tekster er hentet fra Sønderborg sommerrevy, hvor der også var langt mellem snapsene, kan det undre, at man ikke har benyttet lejligheden til at opgradere programmet i Randers med lidt nyt hist og her. Der er da immervæk sket ting og sager hen over sommeren.

Det er som om 1. del aldrig rigtigt kommer i gang. Selvom enkelte numre som Lone Rødbroes ”Vi tænder lys” er en fin og vedkommende sang og John Batz’ ”Også mig” er sjov, så rammes publikum ikke rigtig. Det lykkes dog i nogen grad med ”En spejdersketch”, som køres hjem på det meget lokale indhold.

Anderledes går det med 2. del, der åbner med ”Britta polka” fint fremført at hele holdet. Der kommer flere boller på suppen med Lone Rødbroes yppige havfrue og John Batz’ super nervøse krænkoman-opfinder. Det gør sig også gældende med Mette Marckmann og Lone Rødbroes Nana Mouskouri-inspirerede kvinder, der beretter om den virile og troløse græske Eros. Ligesom Tom Jensen, som er en sand mester udi at spille frustreret og desperat mand, der møder Mette Marckmanns totalt uforstående ekspedient i supermarkedet, hvor der opstår komplikationer på grund af en halvtresser som betalingsmiddel. Også sketchen ”X-tra small” med Lone Rødbroe som den svulmende kvinde med meget lidt selverkendelse og John Batz, som den hårdt prøvede tøjekspedient er med til at højne niveauet.

Selvom revyen rundes af med et meget fint Kim Larsen-medley, er det generelle indtryk, at skuespillerne har potentiale til meget mere, men niveauet hæver sig ikke ret meget over bæltestedet, og det er synd og skam, for revy er mere og andet end lumre far-vittigheder.

Randers revyen spiller fra 5. september til 5. oktober 2019 på Pakhuset i Randers.

Medvirkende: Lone Rødbroe, Mette Marckmann, John Batz, Tom Jensen

Instruktion og koreografi: Jeanne Boel

Musik: Thomas Pakula, Lars Wagner

Scenografi: Klaus Kristensen

Foto: Bo Amstrup