Revyen i Helsingør har spillet et par dage. Fra instruktørernes side var der pillet et par numre ud og byttet lidt om på rækkefølgen. Det er en god ide at være på forkant med at rydde ud, hvis det findes nødvendigt. Til gengæld var det lykkedes at få et par bemærkninger ind om dokumentaren ´Den sorte svane´ – imponerende.
Der var gode og mindre gode numre mellem hinanden. Susanne Breuning var på mere end en måde revyens dronning. Hun har en sødmefyldt udstråling og en fantastisk timing, og så har hun humor. Hun bar virkelig aftenen. Det gjorde hun bestemt også, når hun tonede frem som Dronningen – læs Dronning Margrethe, der i aftenens anledning havde skaffet sig mere civile jobs. Hun var pizzabud, og på bedste dronningeagtig sproglig opmærksomhed fabulerede hun over det forhold, at den runde pizza boede i en firkantet æske. Hun var opråber til bingoaften, hvor hun gjorde sig morsom på sine hofdamers vegne – det var de to tykke damer med lange tasker. Hun var parkeringsvagt og udstedte uden at blinke en afgift på 17.000 kr. – Tag den. Endelig trådte hun op som Stand-Up-Regina, hvor hun klukkende langede ud til både Pingo og Mary. Hun/Dronningen havde en fest.
Flere numre kredsede om wokeness, krænkelsesparathed og i det hele taget korrekt opførsel i 2024. ´Tørst Anno 2024´ handlede om de omsiggribende mængder af alkoholfri øltyper, som i sangen var ved at få overtaget – sunget blandt andet til melodien til ´Ølhunden glammer´ og ´Hvad skal vi med kvinder´, der blev til ´Hvad skal vi med alkohol´.
´Den Danske Sang´ måtte ikke længere være en ung blond pige, men også en halvskaldet hvid mand, en moden kvinde i super god form og endelig en ciskønnet mand med virkeligt lækkert hår. Tilfældigvis passede de beskrivelser ret nøjagtigt på Sune Svanekier, Susanne Breuning og Mads M. Nielsen.
Hip blev der også givet til brug eller rettere misbrug af mobiltelefoner. Det er altid godt at minde om – især til et mere modent publikum. De er som regel de værste.
Politisk var der på det helt lokale plan et nummer med og om Helsingørs borgmester Benedikte Kiær, der gerne så flere statuer af kvinder og ditto vejnavne. Mon der ikke kunne klemmes en vej eller/og en statue ud af kommunebudgettet af selveste borgmesteren.
Mette Frederiksen blev spiddet i sangen ´Mette Frederiksens Nye Plan´ med en sjov tekst om, at man ikke skal negligere, hvad det gør at abdicere.
En meget eftertænksom monolog af Emil Jensen ´Samme Verden´ om, hvordan man definerer Verden på godt og især ondt, blev fremført af Susanne Breuning.
Lasse Schmidt akkompagnerede de fire skuespillere på guitar.
Det er i den grad sårbart at skabe revy. De medvirkende befinder sig tæt på publikum, som skal være med på indholdet. Ellers falder det helt til jorden. Det skal være lokalt, aktuelt, en anelse landspolitisk, og fremfor alt skal det være underholdende, sjovt og begavet. Helsingør Revyen og de medvirkende formåede at holde en god balance mellem sjov og alvor.
Løjerne blev afviklet i Helsingør Teaterhus, hvor man kan nyde en fin buffet inden revyen går i gang.
,
Helsingør Revyen 2024
Skuespillere: Sune Svanekier, Mette Ladekarl, Mads M. Nielsen og Susanne Breuning
Kapelmester: Lasse Schmidt
Instruktion: Mads M. Nielsen og Søren Bech-Madsen
Producent: Simon Nøiers
Varighed: 2 timer og 30 minutter inkl. pause
Spilleperiode: 29. maj til 29. juni 2024