Rottefælden 2026 er i år en lidt blandet fornøjelse. Der er stadig masser af professionalisme, spilleglæde og rutine på scenen, men forestillingen mangler den skarphed og satiriske kant, som tidligere har gjort Svendborgs traditionsrige revy til en af sommerens sikre oplevelser. I stedet bliver der flere steder skruet op for den fysiske komik, hvor fald på halen, forvekslinger og lagkagehumor fylder mere end de velfungerende tekster.
Det betyder ikke, at publikum ikke griner. Det gør de. Men man sidder flere gange med følelsen af, at revyen tager den nemme vej til latteren frem for den intelligente. Heldigvis bæres forestillingen af et stærkt hold skuespillere.
Henrik Koefoed viser endnu engang, hvorfor han er blandt landets mest stabile revynavne. Han har en naturlig autoritet på scenen og en præcision i sin levering, der løfter selv de mindre stærke tekster. Koefoed formår at skabe karakterer frem for karikaturer, og hans tilstedeværelse giver forestillingen den tyngde, den til tider mangler, ikke mindst i et af revyens bedste numre, hvor han får lov til at folde sig ud som HC Andersen med tekst af Rasmus Krogsgaard
Mikkel Schrøder bidrager med energi og stor fysisk komik. Han kaster sig frygtløst ud i revyens mere skøre univers og får ofte publikum med sig. Især i de mere absurde numre viser han et imponerende komisk talent. Bedst er han dog, når han får lov at vise sårbarhed og ømhed i hans egen tekst ‘Langsomt farvel’, der bliver et flot nummer til Grønland.
Christine Astrid er forestillingens elegante omdrejningspunkt. Hun bevæger sig sikkert mellem musikalske indslag og komiske karakterroller og tilfører både varme og nærvær. Flere af hendes numre hører blandt aftenens bedste og numre har hun mange af. Hun halser fra det ene nummer til det andet, men uden nogensinde at miste fatningen eller tabe sin proffesionalisme.
Joachim Knop leverer med stor rutine og en sikker sans for timing. Han er en stærk medspiller, som får ensemblet til at fungere, og hans karakterarbejde er ofte mere nuanceret end materialet egentlig kræver, det er dog især musikalsk at han trumfer, ikke mindst som en del af de tre tenorer i Vase og Fuglsangs ‘Mænd med skavanker’ i skøn forening med de to øvrige mandlige medvirkende.
Problemet ligger først og fremmest i tekstmaterialet. Hvor revyen tidligere har været kendt for skarp satire og præcise samtidskommentarer, føles årets forestilling mere forsigtig. Flere numre bygger på klassiske komiske greb, som ganske vist fungerer i salen, men som også virker en smule bedagede og som jokes, man kunne læse i et Anders And blad. Der mangler overraskelser og de øjeblikke, hvor publikum både griner og får lov at tænke.
Scenografien er som altid indbydende, og den musikalske side af forestillingen fungerer upåklageligt. Tempoet holdes højt, og der er aldrig langt mellem publikuims grin. Men når tæppet går ned, er det skuespillernes indsats, man husker, snarere end de enkelte numre.
Rottefælden 2026 er derfor en underholdende sommeraften, men også en revy, der i år virker lidt blodfattig sammenlignet med de bedste sæsoner. De fire medvirkende kæmper bravt og leverer varen, men materialet giver dem ikke altid de bedste betingelser.
‘Rottefælden’ spiller fra 4. juni 2026.
Instruktør: Carsten Friis
Koreograf: Christine Astrid
Kapelmester: Rasmus Friis-Tvørfoss
Medvirkende: Christine Astrid, Mikkel Schrøder, Joachim Knop og Henrik Koefoed
