Mon ikke vi alle sammen har sådan en stående; en kasse til alt det, der ikke rigtig passer ind andre steder? Ja nogle gange føler vi os måske endda selv som nogen, der ikke rigtig passer ind i andre kasser, men mere hører til i Småt Brændbart.

I løbet af de sidste mange års samarbejde har Vicki Berlin og Rasmus Krogsgaard samlet til huse af musikalske og kreative numre, der nu trænger til at se dagens lys. Alt lige fra racisme, dobbeltmoral, ytringsfrihed, parforhold, religion ja sågar IKEA og Joy Mogensen bliver vendt og underlagt deres finurlige og (for det meste) kærlige kritik og humor.

Publikum tages på en rejse fra barndommens gade til den dag i dag og guides humoristisk igennem ved hjælp af 15 sjove og skæve sange, der berører et hav af forskellige emner – det ene mere skævt end det andet. Det er svært at fremhæve nogle frem for andre, men aftenens helt store clifhangers bliver dog især sangen ”IKEA” om den frustrerede mand, der ender på samfundets bund, fordi en IKEA manualen ikke helt slog til eller ”Ta’ en Treo”, der beretter om alle de skønne situationer, hvor en Treo i den grad kan vise sig at være en god ven.

”Skønne København” er et klassisk eksempel på både Krogsgaards og Berlins kringlede og sarkastiske hjerner. Her berettes om alle Københavns fornøjeligheder – på godt og ondt – mens blandt andet kuglerne flyver om ørerne på dem, samtidig er ”Et Land” en sød og rørende fortælling om et land, hvor der er plads til alle på trods af blandt andet køn, seksualitet, religion og politik.

Selv karakteriserer de showet som en blanding mellem Linje 3 og Eddie Skoller – og beder os trods det blive siddende. Om de kan puttes i de kasser, kan der nok stilles spørgsmålstegn ved, men det er vel egentlig også hele meningen med showet, at det ikke helt passer ind i hverken kasser eller genrer og dermed, bliver helt sit eget.

Krogsgaards og Berlins mangeårige samarbejde er tydeligt. De kender hinandens signaler og spiller hinanden stærke i de jokes, der ellers skal riste den anden part. Publikum ledes med ind i deres små stridigheder på en måde, så alle er underholdt hvad enten man er fra Greve, Espergærde eller et helt tredje sted.

”Småt Brændbart” er en hyldest til alt det, der ikke passer ind, men som man ikke vidste, man stod og manglede og heldigvis kan aftenens underholdning forlænges, da en stor del af sangene allerede ligger på Spotify.

”Småt Brændbart” spiller rundt omkring i landet frem til 27. oktober 2021.

Tekst og Musik: Vicki Berlin og Rasmus Krogsgaard