Solen står højt på himlen, som den vel næsten altid gør, når der er premiere på sommerens revy i Sønderborg. Og igen i år er det lykkedes holdet bag at skabe en ganske velfungerende, underholdende og ikke mindst musikalsk revy.
Det er da også i høj grad musikken, der spiller den væsentligste rolle; med et hold bestående af Teit Samsø, Sara Gadborg, Jesper Lundgaard, Kasper Gatrup og Jeanne Boel er det heller ikke underligt, at det netop er her, man har lagt revyens fokus.
Sara Gadborg er vel nok en af Danmarks største musical-divaer i øjeblikket, og hun får da også lov at folde sig ud i netop den rolle i en hyldestsang til Sønderborgs helt egen helt Jesper Koch, der har sat byen på landkortet og gjort den mere attraktiv end Aabenraa, generelt formår man at udnytte hendes potentiale som sangerinde til fulde, når hun også får lov til at give den som Aretha Franklin med nummeret ’R.E.S.P.E.K.T.’ om omskoling af DJØF’ere.
Teit Samsø er tilbage i Sønderborg med lige dele charme og musikalitet, og tager blandt andet Kong Frederik under kærlig behandling i et hyldestnummer til Elvis, hvor Samsø for alvor får lov at slå fast, at han er musicaluddannet og knaldhamrende dygtig inden for netop dette felt.
Kaper Gattrup er skøn som Preben Preppers, der i samarbejde med en noget uimponeret Sara Gadborg og en vel nærmest lidt for ivrig Teit Samsø har alt til alle situationer, landet og dets borgere kan blive udsat for. Men også som maskulin danselærer i ’Maskuneline Dancemoves’ er han i samarbejde med Lundgaard og Samsø ganske underholdende.
Jesper Lundgaard er ligesom resten af holdet yderst musikalsk og får igen i år lov at vise Sønderborg, hvad han kan præstere. Blandt andet giver han den gas og swing i nummeret ’Midaldrende mands blues’ og er både skæv og sjov i Jesper Maiboms monolog om legalisering af hash i Tyskland.
Jeanne Boel er skøn sammen med Sara Gadborg i nummeret om de to yndige kvinder, der savner de gode, gamle dage, hvor man kunne tale frit og chefen var lidt mere vild. I samspil med kostumerne er nummeret et dejligt frisk pust på Metoo og krænkelses-debatten. Desværre har Jeanne Boel sparet sig selv lidt for de gode tekster i år og har måske i stedet fokuseret på rollen som instruktør.
Sammen med Klaus Kristensen farverige og hyggelige scenografi og Thomas Pakulas velspillende og dygtige orkester, er rammerne for en god revy sat. Der er da også flere gode elementer og masser af musikalitet ud over det sædvanlige, men de gode og skarpe revytekster er desværre lidt en mangelvare i det sønderjyske.
Skuffet bliver man dog ikke og Sønderborg Sommerrevyshow er igen i år et besøg værd.
‘Sønderborg Sommer Revy Show 2024’
Instruktion & koreografi: Jeanne Boel
Scenograf: Klaus Kristensen
Kapelmester: Thomas Pakula.
Medvirkende: Sara Gadborg, Jesper Lundgaard, Teit Samsø, Kasper Gattrup og Jeanne Boel.
Spiller på Hotel Sønderborg Strand til 13. juli.