
Kan man skabe en mere eller mindre helt ny revy i de samme vante rammer, men med nytænkning og samtidig respekt for den 175 år lange revytradition? – Svaret er ja! Ihvertfald når man hedder Kim, Jeff og Søren. Efter en lidt svingende periode for revyen i Sønderborg, har de tre herrer sat alt ind på, at Sønderborg SKAL have sin egen vellykkede og gennemførte sommerrevy.
Alene rammerne for revyen er blevet peppet op. Temaet er grønt og nogle gæster har oven i købet fået et memo om at komme klædt i grønt. Foyeren er blevet omdannet til en bar i ægte loungestemning og i teatersalen er der udover et imponerende stort og flot nyt scenetæppe blandt andet også hængt et utal af lyskæder op, der bevæger sig fra scenen og ud over publikumspladserne. Nærmest allerede før showstart kan man mærke, at der er noget nyt på vej.
Ikke alene har de nye revydirektører skabt nogle flotte rammer, de har også sikret sig et stærkt, underholdende og sublimt revyhold, der udover Jeff Schjerlund består af Amalie Dollerup, Andreas Jebro, Anne Herdorf, Jasmin Gabay og Jesper Lundgaard, der trods nye tider i Sønderborg igen – og heldigvis – er at finde i revyen.
Fælles for alle numre i revyen er, at ingen numre faktisk falder igennem. Nogle virker bedre og er stærkere end andre, men samtlige skuespillere har rent faktisk materiale, der kan sikre en god og gennemført revy. Andreas Jebro overrasker i den grad positivt på en revyscene, at ingen har sat ham på sådan en før, er faktisk en gåde. Hans lange ben og kæmpe smil er evige rekvisitter i flere sjove sketches og så kan han oven i købet også synge og ikke mindst skrive revytekster i og med han er forfatter til seks af aftenens 28 numre. Han er i den grad morsom som russisk kossak iført et kostume, der nå ja minder mest af alt om en forvokset Fætter BR. Han er sublim som den ene halvdel af et homoseksuelt par på ferie i Sønderborg i hans egen tekst ‘Spa’ og ikke mindst som svampesanker i ‘Sankesygehuset’ – godt assisteret af musikken, der for en stund har sluppet instrumenterne og i stedet iført sig de ømmeste kostumer.
At Amalie Dollerup er dygtig både hvad angår skuespil, performance og rent musikalsk er næppe nogen overraskelse. I en virkelig fin tekst og melodi af blandt andre Rikke Thomsen og Leif Maibom svæver hun på elegant vis rundt iført en kjole af Søren Le Schmidt og minder næsten om den perfekte søster Isabella fra Disneys ‘Encanto’, mens hun forklarer, hvordan det nu lige er med det der “Møjn”. Sammen med sin mand Andreas Jebro giver hun et fantastisk bud på, hvorfor Andreas og Amalie kan overtage efter Keld og Hilda, i et virkelig sjovt og velkoreograferet nummer af Rasmus Krogsgaard og Thomas Pakula.
Jasmin Gabay er et hamrende musikalsk kort. Ikke mindst i nummere ‘Derfra min scrolling går’, der fortæller lidt om det moderne menneskes afhængighed af vores skærme og samtidig vores grad af ignorance, men også som tysk diva i et noget anderledes outfit, er hun skøn.
Anna Herdorf har flere gode numre, men det er dog især som mormor, der forsøger at få tid til sig selv efter at være gået på pension, at hun for alvor lægger salen ned. Hendes timing er skøn, hvilket vi også får lov at opleve, når hun i nummeret ‘Den sønderjyske butikssketch’ af Maibom forsøger at holde styr på både Bodil Jørgensen, Jesper Koch og Jan Hellesø.
Jesper Lundgaard er igen at finde i Sønderborg, selvom åbningsnummeret fortæller, at de har forsøgt at slippe af med ham uden held. Og det er nok meget godt. Han er ikke mindst meget musikalsk – hvilket gør sig gældende for hele aftenens hold – men også virkelig sjov og har en fantastisk timing og grimasse. Dette gør sig ikke mindst gældende i den politiske sketch ‘Hos skrædderen’, hvor han i skønt samspil med Jebro, der også er forfatter til nummeret, forsøger at finde det perfekte suit. Derudover får han i et mere gennemført og velskrevet nummer, end det gjorde sig gældende i Odense, lov til sammen med resten af holdet at bevise sit værd som Elvis-performer og crooner.
Jeff Scjerlund er ikke kun revyskuespiller men også kæmpe entertainer samt konferencier for aftenens revy. Ikke mindst sidstnævnte binder revyen sammen på en ny og forfriskende måde, der gør det nemmere for de mindre revyvante at følge med i revyens forløb. Hans talent som entertainer får ikke mindst frit løb i nummeret ‘Jack Jukebox’, hvor han forsøger at synge alle danske sange som Kandis.
Hele holdet og den nye ledelse er i den grad kommet i mål med en flot revy, hvor der både er tilføjet nye elementer, men hvor man også har respekt for revyen. Ikke alene i åbningsnummeret ‘En ny revy’, hvor man på virkelig fin og gennemtænkt måde markerer revyens 175 års jubilæum med et tilbageblik på det, der var.
Revyen er et besøg værd og er en skøn blanding af alt godt, en revy bør indeholde.
På premiereaftenen var der indfløjet en lang række inviterede gæster fra København, en god ide i forhold til at sætte revyen på landkortet, men en uheldig cocktail, når flere af dem var mere berusede, end man ville forvente, at folk var til en festival. Flere virkede meget forstyrrende og faktisk ikke interesserede i revyen, hvilket var til stor gene for deres kollegaer og det øvrige publikum med blandt andet store tilråb, høj snak, fotografering (trods oplyst fotoforbud) og en generel malplaceret opførsel. Det er uheldigt, hvis fokus på at markere sig, går ud over det almindelige publikum, bestående af blandt andre sponsorer og samarbejdspartnere.
Sønderborg Sommerrevy Show spiller fra 23. maj 2025.
Instruktør: Kim Ace
Kapelmester: Thomas Pakula
Scenografi: Sune Verdier, Kim Ace og Jeff Schjerlund
Kostumer: Mia Strøbech og Søren Le Schmidt
Medvirkende: Amalie Dollerup. Andreas Jebro, Jeff Schjerlund, Anne Herdorf, Jesper Lundgaard og Jasmin Gabay.