Mickey og Lone Pless har i år hevet et stærkt hold til Nykøbing Falster, hvor der som altid er lagt op til gode grin og en skøn sammensat revy. Revyholdet består i år af den faste klippe Rasmus Krogsgaard, der for fjerde år også er instruktøren bag revyen, Karen-Marie Lillelund, Henrik Lykkegaard, Kristine Yde og Gordon Kennedy, mens Mickey Pless traditionen tro spiller op til dans som kapelmester.

Krogsgaard har sørget for en god og fængende revy med et godt flow, mens han selv fremstår som lidt af en multikunstner, der både har musikalitet og timing på rette sted. Ikke mindst, når han på meget underholdende vis jonglerer relationerne mellem politikerne i ‘De tre musikanter’, som mange nok kender fra Rødes (Kurt Ravns) sang i Matador, men også som general, der forsøger at jonglere med de nye bevillinger i nummeret ‘Køb køb køb’ af Kristian Jensen.

Henrik Lykkegaard er rykket fra Cirkusrevyen til Revykøbing, og selvom han er on point i forhold til materialet, så kunne man godt have ønsket, at hans ressourcer var blevet brugt mere flittigt. Han er dog virkelig underholdende som en noget kikset popsanger, der virkelig går til grænsen af det krænkelsesparate samfund, den skønneste Kirsten Siggard og en næsten alt for vellignende The Joker i nummeret ‘Surt at være Skurk’ – et nummer, der generelt fungerer rigtig godt.

Gordon Kennedy kæmper lidt med teksterne og leverer en lidt for lang sketch om Krejlerkongerne i sin egen tekst. Det bliver aldrig rigtig skarpt nok. På den måde er det svært at skelne mellem de forskellige karakterer. Som Anders Agger er han dog virkelig god og gennemført og får da også lov at vende jævnligt tilbage i rollen.

Kristine Yde er rent musikalsk et fund for revyen og formår endda at levere reklame for sin kommende rolle som Elsa i ‘Frost’. En sjov ide, der dog synes lidt langtrukken omend Ydes stemme jo er en fryd for øret.

Karen Marie Lillelund er underholdende og skøn – især som en næsten lidt for vellignende Bamse og sammen med Gordon som den nye version af Keld og Hilda i Jan Simonsssons ‘Vores melodi’. Det er dog især hendes samspil med Rasmus Krogsgaard i ‘Det politiske posthus’, der bliver hendes bedste nummer denne aften.

Revyen er ikke så skarp som tidligere år, men den er i den grad underholdende og flot gennemført. Der er flere gode elementer blandt andet Leif Maiboms ‘Pianistens vise’, flot fremført af kapelmester Mickey Pless og selvfølgelig det faste indslag med folkedanserne fra Falster, men med Mickey Pless og Rasmus Krogsgaards kendte tilknytning til nu afdøde Ulla Jessen og det store hyldestskriv i programmet, havde det måske været mere oplagt at hylde netop hende end Jytte Abildstrøm, endda når netop nummeret ‘Naturens helt ægte diamanter’ lige så vel kunne være et nummer om enhver klimaaktivist.

På trods er Nykøbing Falster Revyen som altid et besøg værd, blandt andet på grund af et revypar, der i den grad lever og ånder for revyen og dermed sikrer den skønne stemning og de gode grin.

‘Sommerrevyen 2025 – Revykøbing’ spiller fra 18. juni til 30. august.

Instruktør: Rasmus Krogsgaard

Kapelmester: Mickey Pless

Scenograf: Lars Rødbroe

Kostumer: Henrik Børge

Medvirkende: Henrik Lykkegaard, Karen-Marie Lillelund, Rasmus Krogsgaard, Kristine Yde, Gordon Kennedy