Ledelsen bag det tidligere ’Rottefælden’ er skiftet, revyen er flyttet til Svendborg Teater og har desuden skiftet navn. Består revyen så alligevel og overlever den generationsskiftet?

Årets hold består af Mikkel Schrøder, Anne Herdorft, Jan Schou, Christine Astrid og Jens Krøyer som kapelmester. Garvede revytyper der sammen spiller hinanden stærke og udgøre fundamentet for en rigtig god, underholdende og tankevækkende revy.

Mikkel Schrøder er en del af den nye ejerkreds omkring Svendborg Sommerrevy og er en erfaren mand både i forhold til revy men i den grad også rent musikalsk. Han står bag flere af revyens numre og byder blandt andet på en tur gennem ’Året der gik’, ’Fynboprøven’ og et gensyn med Poul Dissing i ’Fire årtier’. Schrøder er parodiens mester og især hans forsøg på at snige hans elskede Poul Dissing ind – trods stor protest blandt kollegaerne – er et underholdende indslag. Rent musikalsk er han som altid virkelig skarp, hvilket han blandt andet også får lov at bevise i ’Fire årtier’. Hans helt store nummer bliver dog ’Små mennesker’, der på en flot og elegant måde berører den ufred, som små mennesker kan føre med sig. Nummeret er skarpt og i samspil med revyens orkester, leverer Mikkel Schrøder virkelig noget, der giver stof til eftertanke.

Anne Herdorf er i sit es på en revyscene og leverer også mange gode numre i årets revy. Hun er fænomenal i ’Fluen’, der har siddet på et hav af forskellige lorte (læs: Putin, Al Assad m.fl.) og set pyramider blive bygget, men alligevel møder sit endeligt hos Mette Frederiksen. Hun er skøn som klimakteriesild i ’Klimakterie’ og er både flot, elegant og dygtig på en revyscene.

Christine Astrid er den anden del af ejerkredsen og virker til, at hun er faldt godt til i Svendborg. Hun er skøn i rollen som Jannie, der måske vejer et par kilo eller to for meget, men som alligevel føler sig godt tilpas i egen krop og i den grad opnår støtte i kæresten Bo. Rent musikalsk får hun lov at give den gas og vise, hvad hun kan i nummeret ’Fire årtier’, hvor hendes version af Michael Jackson er helt fænomenal.

Aftenens jubilar er Jan Schou, der i år fejrer 50 års jubilæum, et jubilæum han fejrer med manér. Som HKH Dronning Margrethe er han helt fænomenal, når Dronningen skal give sit bud på vers til den nye musical, der skal skrives om hende. Det er dog Leif Maiboms ’Det bli’r koldere’, der bliver både Schous og revyens bedste nummer. På flotteste vis reflekterer han over, hvordan klimaet bliver varmere, mens kloden bliver koldere og referer til bl.a. krigen i Ukraine og verdensledernes magtkampe. Flot og elegant med reference til Osvald Helmuths ’Brev til Bulganin’, der pludselige synes mere aktuel end nogensinde. Schou er en uundværlig del af Rottefælden såvel som Svendborg Sommerrevy og kan med egne ord konstatere ”Hvor fanden skulle jeg ellers være?!?”

Alt dette bindes sammen af Lasse Spangenbergs vanvittig flotte kostumer – sjældent ses en så gennemført og elegant flue – et dygtigt orkester og en skøn dansk og sommerlig scenografi, når Rikke Juellund trækker tråde tilbage til strandpromenader og strandture og placerer musikerne i hver deres badehus.

Men består revyen så med navneskift osv.? Indeholder den, hvad man kan forvente af en god revy? Svaret er et rungende ”JA!”. Svendborg Sommerrevy er revy i topform, revy når det er bedst og skuespillere, musikere og alle omkring, når de er bedst, samarbejder og får alt til at spille. Svendborg Sommerrevy er i den grad et besøg værd.

Svendborg Sommerrevy spiller på Svendborg Teater fra 2. juni 2022

Medvirkende: Mikkel Schrøder, Christine Astrid, Jan Schou, Anne Herdorf og Jens Krøyer

Kapelmester: Jens Krøyer

Instruktør: Carsten Friis

Koreograf: Christine Astrid

Scenograf: Rikke Juellund

Kostumer: Lasse Spangenberg