Sidste år fik Tivolirevyen mildest talt en noget uheldig modtagelse, da der igen blev sat gang i revy i den gamle Glassal i Tivoli. I år er heldigvis en noget anden sag. Et vanvittigt musikalsk og dygtigt hold er sat på scenen og revyens kunstneriske leder og instruktør Lisbet Dahl kan roligt være stolt af det arbejde, hun har skabt sammen med holdet.
Revyen i år består udover Lisbet Dahl af Thomas Eje, Mikkel Becker Hilgart, Rikke Buch Bendtsen og Rikke Bilde et godt og solidt hold, der løfter revyen.
Det klæder Thomas Eje at være tilbage på scenen, og han ser da også ud til at trives i de hjemmevante rammer. Hans roller favner bredt lige fra en noget aldersramt Ken til skadedyrsbekæmper, Martha fra Badehotellet og ikke mindst en ganske velspillet Trump.
Mikkel B. Hilgart er i den grad et fund for revyscenen. Han kan både synge, spille skuespil og parodiere – alt sammen med en stor portion selvtillid og charme. Han er skøn i samspil med Thomas Eje i hyldestnummeret til Linje 3, hvor Hilgarts unge alder giver ham nogle udfordringer. Men i den grad også som hhv. Hr. Weyse og Othilia fra Badehotellet og som ’Hele Danmarks Daddy’, hvor også Tivolirevyen tager Alex Vanopslagh og hans succes under kærlig behandling. Helt eminent er han dog i Gunvor Reynbergs ’To skæbner’, hvor han på fin og rørende vis tegner et billede Israel-Palæstinakonflikten. Der er masser af potentiale gemt i Hr. Hilgart.
Rikke Buch er en erfaren dame inden for revyen og gør det fremragende i årets revy. Hun er vanvittig musikalsk og et ganske godt bud på Inger Støjberg, såvel som i Leif Maiboms klassiske og dygtige parløb ’Alder er bare et tal’ med Lisbet Dahl – god supporteret af Hilgart – tager diverse udfordringer i forbindelse med det at blive ældre, op til overvejelse.
Rikke Bilde er skøn som knægten Agron fra Høje Tåstrup. Hendes kropssprog, mimik og gestikuleren er eminent til rollen og giver karakteren charme og kant. Som Dronning Mary er hun skøn, mens hendes take på flere af de elskede karakterer fra Badehotellet er både sjovt og underholdende.
Lisbet Dahl er tilbage i topform, hun smiler og hendes humør når selv de bagerste rækker i Glassalen. Hun er en skøn og elskelig Barbie, der ser tilbage på et liv med succes, men nu må erkende, at successen er passé. Hendes kemi med Hilgart er skøn i både ’Linie 5’ såvel som ’Alder er bare et tal’, hvor der meget klassisk spilles på aldersforskellen mellem de to. Teksten bag dette års parodi på Lars Løkke er ikke så skarp som andre år, men det er ikke Lisbet Dahls skyld, når hun på fornem vis rister ’Hele Danmarks svar på Peter Plys’. Det klæder Dahl at være tilbage.
Tivolirevyen har formået at bruge den hårde start som brændstof og med Martin Miehe-Renard som instruktørassistent, har Lisbet Dahl formået at skrue en rigtig fin og flot revy sammen. Der er lidt af det hele; musikalitet, satire, alvor, overraskelser og alt det midt i mellem flot pakket ind i Kirsten Brinchs flotte kostumer, der især kommer til sin ret i ‘Sådan en aften’.
Selvom åbningsnummeret måske falder lidt ved siden af, så får holdet hurtigt rettet skuden op igen og giver publikum en god aften med både underholdningsværdi og stof til eftertanke.
’Tivolirevyen’ spiller fra 6. juni i Glassalen i Tivoli.
Instruktør og kunstnerisk leder: Lisbet Dahl
Ass. Instruktør: Martin Miehe-Renard
Koreograf: Peter Friis og Mette Berggren
Scenograf: Kirsten Brinch
Kapelmester: James Price
Medvirkende: Lisbet Dahl, Mikkel B. Hilgart, Thomas Eje, Rikke Buch Bendtsen og Rikke Bilde