‘JEG VIL OGSÅ KYSSES’ er anderledes original, sanselig og kejtet – med andre ord; absolut seværdig.

Hvem var H.C. Andersen? Hvilken person gemte sig bag den fantasifulde forfatter? Var han til mænd eller kvinder – eller både og?

Det er første gang, et stærkt underbelyst kapitel af H.C. Andersens liv bliver sat på scenen; hans livslange optagethed af vennen Edvard Collin. Med udgangspunkt i de to mænds breve beskriver ‘JEG VIL OGSÅ KYSSES’ mødet mellem et vildtflyvende geni og én af borgerskabets ypperste repræsentanter. Få har stået digterens hjerte nærmere end Edvard, men hvordan håndterede vennen H.C.’s kærlighedserklæringer og betroelser om ”egen blødhed” og ”halve kvindelighed”?

‘JEG VIL OGSÅ KYSSES’ tager spørgsmålene op på modig vis. Svarene falder ikke prompte – publikums tanker sættes derimod i gang, mens duoen, Michael Moritzen og Christian Mosbæk, formidler de to venners brevkorrespondance gennem 15 år. Begge roller er velbesat, og Moritzens ydre nærmer sig skræmmende meget Andersens. Det er dog formidlingen af følelserne bag ordene, der skærer igennem scenerne trods få virkemidler og begrænsede bevægelser.

Fortolkning er ofte en individuel sag, men ‘JEG VIL OGSÅ KYSSES’ fremstilling af venskabet mellem de to mænd er oprigtigt rørende og reflekteret. Både Moritzen og Mosbæks skuespil fremstår fortræffeligt og gennemarbejdet – indimellem forekommer ordvekslingen – eller monologerne nærmere – dog en anelse tung. Uagtet er opførelsen i sin helhed forfriskende og særegen – i tråd med H.C. Andersens tanker og ord til sin elskede Edvard.

‘JEG VIL OGSÅ KYSSES’ spiller på Teatret ved Sorte Hest fra 19. april til 6. maj 2017.

Medvirkende: Michael Moritzen og Christian Mosbæk
Iscenesættelse: Lene Vasegaard