De tre hovedrolleindehavere havde glædet sig til at præsentere Star Wars på Skuespilhusets store scene. Storslået scenografi, kostumer og effektfuld lyd og lys var parat, men så sagde George Lucas nej.
Publikum møder derfor tre skuffede, let forbitrede potentielle hovedrolleindehavere på Skuespilhusets lille scene, Mellemgulvet. Forvist til teatrets lille møgscene er de desillusionerede og skuffede, for de må ikke portrættere de ikoniske karakterer fra Stjernekrigen, så vi møder ikke Prinsesse Leia, Han Solo, Luke Skywalker, Darth Vader eller Obi-Wan Kenobi – slet ikke!
Hvis de havde fået rettighederne, ville invasionen på store scene til gengæld have været fantastisk – især fordi skuespillerne hver især havde haft mulighed for at sætte deres personlige præg på rollerne. Lise Lauenblad understreger sin karakters skønhed og intelligens, mens Troels Thorsen vil skabe en helt særlig Han Solo. Morten Brovn er den mest fysiske af de tre. I træningsseancen med Yoda (Lise Lauenblad), hvor Luke trænes til at blive jediridder, løber han rundt på scenen med Lauenblad på ryggen, og når han beordres til at stå på hænder eller én hånd, gør han det ubesværet.
Forestillingen følger to spor. På den ene side følger publikum historien om Han Solo, Luke Skywalker og Prinsesse Leia, og referencerne til filmene står i kø, ligesom der ikke forspildes nogen chance til også at gøre grin med Disneys forretningsimperie. Der er ikke et øje tørt, når små bamser kæmper i stedet for filmenes nuttede ewokker, der blev merchandise til en ung målgruppe, da de blev introduceret.
De gale mennesker fra Eventministeriet får på den anden side gjort grin med skuespilleres selvpromovering, for hver især har de tre skuespillere selvfølgelig den vigtigste rolle, der bærer handlingen igennem.
Det er en herlig lille forestilling, hvor især kendere af Stjernekrigsuniverset var oppe og ringe over historien fra en galakse langt herfra.
Må kraften være med jer!!
Forestillingen var en del af CPH STAGE’s program 2017 og kunne opleves på Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Eventministeriet.
Instruktør: Tue Biering
Medvirkende: Lise Lauenblad, Troels Thorsen, Morten Brovn.