Christian Lollikes iscenesættelse af 68 – Et øjeblik var en anden verden mulig overskrider grænser og kommer til at skille vandene på lige fod med selve 68-bevægelsen.
I 2018 er det 50 år siden, at ungdommen begyndte at stille nye krav til livet. Nogle gjorde oprør og skabte rockmusik, og i et sekund, da Jim Morrison brød igennem til den anden side, syntes en anden verden mulig.
Forestillingen 68 graver i fortiden og går med kompromisløs nysgerrighed den radikale åbenhed i møde. Alle inviteres med ind i utopierne – på godt og ondt. 50-året markerer et behov for at sætte spørgsmålstegn ved myten om symbolet 68. Det skaber rum og inspiration til ny diskussion om, hvordan man kan gentænke verden på en ny måde. Og imens der bliver tænkt, talt og diskuteret, holdes det hele sammen af musikken.
Som sjælløse Stepford Wives står de otte ansigtsløse menneskedukker på en gråhvid scene og kommunikerer budskaber om solidaritet på tværs af nationale grænser og om frigørelsen i at slippe for at sætte grænser, bryde grænser – både indeni os selv og udenfor. Pludselig brydes den fredelige, skræmmende kliniske stemning af en bitter kvindestemme (Karen-Lise Mynster). Parykken foran ansigtet bliver revet væk, og mennesket stormer ud af robotten: ”Jeg hader mit slappe kød. Jeg hader min ensomme, aldrende kusse,” siger den midaldrende kvinde og fortsætter i et senere vredesudbrud: ”Vi er blevet personlige data, der fiser rundt mellem virksomheder.”
Det er velfunderede tanker omsat til kvikke ord, der gør 68 stærk. De gamle temaer bliver atter relevante, fordi den menneskelige udvikling går i ring om sig selv. Christian Lollikes vision med at fortælle gennem tonerne fra en historisk musikperiode lykkes ved den naturlige nostalgi, der opstår under de mange velarrangerede numre. Vokalerne er uperfekte skønne – præcis som mennesket selv.
Som teaterforestilling bryder “68″ så mange rammer, at iscenesættelsen kommer til at splitte publikum. Der er ingen mellemvej i dette kærlighedsforhold – man vil enten elske eller hade 68. Men dét kan i sig selv være det største succeskriterie. Vi taler jo stadig om 68’erne i dag – 50 år efter.
“68” kan opleves på Store Scene i Skuespilhuset frem til 23. maj 2018.
Koncept: Sort/Hvid og Det Kongelige Teater
Iscenesættelse: Christian Lollike og Tammi Øst
Musikmix: Turkman Souljah
Scenografi og kostumer: Bente Lykke Møller
Medvirkende: Marie Dalsgaard, Kristoffer Fabricius, Rasmus Fruergaard, Sicilia Gadborg Høegh, Karen-Lise Mynster, Peter Plaugborg, Johanne Louise Schmidt & Tammi Øst
