
For 11. gang indtager de gale mennesker fra Sjællands Teater den idylliske museumsgård i Holbæk. Alt er ved det gamle, når kapelmester og komponist Lars Fjeldmose sætter sig i sit høje bur i damesiden ved årets gakkede sommerforestilling. Fjeldmose er en skøn igangsætter, når han på indledende vis fortæller om museet, om teatret, om at man skal slukke sin mobiltelefon og endelig tæller slagene fra den lokale kirke – for forestillingen kan ikke begynde, før de 152 slag herfra har markeret, at klokken er 19. Det er lige sjovt hvert år.
Denne gang tages det gamle eventyr om Aladdin og lampens ånd under kærlig behandling. Det er mildest talt en nytolkning af historien, da der vanen tro er inkorporeret hip til den politiske situation generelt i Danmark og i særdeleshed indenfor klimakampen og selvfølgelig er der lokalpolitik!! Rammen er dog den samme om den fattige skræddersøn Aladdin, der bliver forelsket i den skønne Gulnare, besøger den fantastiske hule og finder den fortryllede lampe. Ånden i lampen er med – og det endda hele tre af slagsen. De er klædt helt i blåt med gigantisk turban og svingende gevandter – meget effektfuldt.
Historien foregår tilbage i tiden, men hele tiden med hop til nutiden. Der er indbygget pingpong mellem skuespillerne, når de refererer til, hvem der kan gøre hvad på scenen, så deres indbyrdes dobbeltbesætning af rollerne ikke karambolerer.
Maria la Cour, Mette Marckmann, Jacob Weble og Brian Christensen er det professionelle skuespillerteam, der tager sig af de mange roller. Brian Christensen har ud over adskillige andre figurer hovedrollen som en lidt lad og teenageagtig Aladdin. På skulderen har han en lille abe – hr. Nilsson, som han har fået af Ibi-Pippi – vittigt fundet på og en god måde at forholde sig til samtidens mere markante personligheder. Hans yndlingsudtryk er ”win-win” situation, som han mener hele tiden at være i. Aladdin ænser ikke sin mor Morgiane vittigt spillet af Mette Marckmann. Hun på sin side lufter højlydt sine fysiske skavanker, når hun drejer trædemøllen til tonerne af Volmer Sørensens ´Pensionistvisen´ og Dolly Partons 9 to 5 – selvfølgelig med tilpassede tekster.
Troldmanden Noredin (Jacob Weble), som påstår at være Aladdins ukendte onkel, har en vis lighed i gestus og mimik med en tidsaktuel, udenlandsk præsident.
Maria la Cour er skøn som en let arrig Gulnare, der er godt gammeldags sur over at skulle tvangsgiftes. Noget mere mild bliver hun dog, da hun møder den labre Aladdin, om end han også får at vide, at han ikke bare skal regne med, at hun vil giftes med ham. Dertil kommer naturligvis det lille problem, at han ikke er prins. Denne Gulnare ved, hvad hun vil og især hvad hun ikke vil og så er hun i den grad krænkelsesparat.
På den musikalske side inddrages flere Disney-sange. Selvfølgelig fra filmen om Aladdin, men også de syv små dværge og Pinocchio er repræsenteret. ´Admiralens Vise´ er med i gendigtet form, og Kim Larsens ´Køb Bananer´ passer godt ind i det mellemøstlige tema.
´Dit hjerte er i fare Andresen´ af Aage Stentoft og Poul Sørensen er hos Sjællands Teater blevet til ´Dit hjerte er i fare Gulnare´.
Kirsten Brinks scenografi er opfindsom, så scenen hurtigt kan skiftes fra soveværelse til Aladdins hule. Helt forunderlige er hendes kostumer. De er farverige og eventyrlige.
Jeanne Boel er ny i koreograf- og instruktørstolen. Hun har fået hele castet af professionelle og ikke fuldt uddannede skuespillere til at indgå i en helhed, der fungerer flot.
Forestillingen er både sjov og musikalsk.
Teksterne er dog måske ikke helt på niveau med ´Robin Hood´ i 2024 eller ´Dracula´ i 2023.
Men, men – man er godt underholdt, så der er al mulig grund til at pakke et tæppe og købe billet til Aladdin – og LED-lampens ånd.
,
ALADDIN – OG LED-LAMPENS ÅND
Manuskript: Rasmus Krogsgaard
Instruktion og koreografi: Jeanne Boel
Scenografi og kostumer: Kirsten Brink
Komponist og kapelmester: Lars Fjeldmose
Medvirkende: Maria la Cour, Mette Marckmann, Jacob Weble, Brian Christensen
Ensemble: Caroline Hougaard Qvist, Lærke Bendix Svendgaard Pedersen, Mathilde H. Reeh Rasmussen, Clara Friis Scheby, Lukas Glenn Toksværd Kaaber, Jalte Emil Hviid Gunlund, Frida Wernblad, Ida Micalla Nielsen
Spilleperiode: 6. til 31. august i Holbæk Museumsgård, Holbæk
Varighed: 120 min. inkl. pause
Produceret af Sjællands Teater 2025





