Og så til søs, Dronning Dorothea Teatret overgår sig selv, når de sætter sejl og tager publikum med på langfart, hvor besætningen i den grad leverer underholdning på højt niveau. Indledningsvist orienteres publikum om, at det er tilladt at græde, grine og synge med, og den opfordring tages tydeligvis alvorligt.

De fleste kender nok sange som “Martha den prægtige skude”, “Byens hotel” og “Knalde Kalle”, og når de og mange andre sange kædes sammen med en kærlighedshistorie med forviklinger fortalt med humor, fantastiske sangstemmer og ditto musikalsk opbakning, lægges der op til kræs for ører og øjne.

Den søde og uerfarne Susanne tager modvilligt med veninderne Birgitte og Hanne på bytur, hvor de møder Birgittes sømand, Hugo, dennes lillebror Hubert og den helt unge ubefarne matros, Alf. Og her starter så forviklingerne med misforståelser, usagte ting og såret stolthed.

Med sin smukke sangstemme og flotte spillestil er Laura Krogsgaard Schrøder det perfekte valg til rollen som den bly og uerfarne Susanne, der forelsker sig i den ualmindeligt generte og kejtede ubefarne matros Alf, der spilles til perfektion af Mathias Jensen. Sammen og hver for sig leverer de sang og skuespil af høj kvalitet, og nogle af højdepunkterne er “Den allersidste dans” og “Alt, hvad hun ville, var at danse”, som fremføres smukt og meget rørende.

Thomas Johannes Larsen spiller Hugo, der altid stiller op for sin lillebror Hubert, og som elsker sin Birgitte – når ikke det lige er Hanne, Agnethe eller Anne Merethe. Thomas Johannes Larsen har en fantastisk sangstemme, som kommer til udfoldelse i sange som “Alle sømænd er glade for piger”, “Du er så smuk med havet som baggrund” og “Når en sailor”, og han er skøn i rollen som den udadtil barske sømand, der er så blød, når det kommer til stykket. Over for ham ses en velspillende Laura Henriette Andersen Bager som hans sømandskone Birgitte, der nok elsker sin sømand men også forstår at trække grænser. Laura har en flot stemme, der gør sig godt i sange som “Lille frøken Himmelblå” og “Jeg sætter min hat”.

Udover at være manuskriptforfatter og instruktør lægger Marco Goth Thorsen krop til Hugos lillebror Hubert. Marcos Hubert er den rablende, gakkede og sjove fyr, der får publikum til at græde af grin, selv når han bliver slået ud. Sammen med Mathias Jensen leverer Marco Goth Thorsen aftenens største præstation i form af det gamle Kaas/Ryg-nummer “Hvad skal vi med kvinder?” Der skal god form og sangteknik til for at kunne springe rundt på scenen og samtidig give d’herrer Kaas og Ryg kamp til stregen. Iben Marie Lindquist Jensens Hanne er en hård pige udenpå men følsom indeni. Hun elsker egentlig Hubert men tør ikke springe ud i kærligheden. Ibens version af ”Jeg sætter min hat, som jeg vil” er et flot nummer, og Marcos Hubert får virkelig kam til det vandkæmmede hår.

Den tørlagte kaptajn om bord spilles af Christina Britten, og der går ret lang tid, før man er sikker på, der er tale om en kvinde forklædt som mand, for den forholdsvis dybe og lidt rå stemme kunne godt tilhøre en mand, når kaptajnen drømmende synger “Luk en bajer op”. Man er til gengæld ikke i tvivl om, at den lidt vampede styrmand Karlsen … undskyld! Karen spilles af en kvinde. Johanna Vissing Majgaard spiller og synger flot, og blandt andet “39 sømænd og en pige” leveres på højt niveau.

I rollen som Claus alias Knalde Kalle ses Lasse Lauridsen, som med sin lidt lapsede stil giver mindelser om Sammy Davis Jr. Han giver den godt som selvbevidst charlatan, der til det sidste forsøger at score den bly Susanne. Rammen om alle skærmydslerne til lands er værtshuset Rottereden, der drives af Susannes mor, Martha. Tove Bjørn Jensen spiller, ligesom Bodil Udsens Emma i Rottehullet, den moderlige værtshusholderske, der altid har en skulder at græde ud ved, og det gør hun godt.

Som manuskriptforfatter og instruktør har Marco Goth Thorsen begået en teateropsætning på højt niveau. Der er virkelig tale om et lystspil, og man får lige tjekket, om man kan sine danske klassikere, for referencerne kommer på kryds og tværs. Det nye og anderledes er det rablende og gale, som aldrig bliver for meget, men som næsten hele tiden bevæger sig på kanten og pirrer publikum.

Alt i alt er “Alle sømænd er glade for piger” pragtfuld underholdning med skuespil og sang i topklasse og en scenografi, der får publikum til at glemme de beskedne rammer. Hvis ikke man allerede har købt billet, er det med at skynde sig at erhverve en af de blot 300, der er tilbage.

Alle sømænd er glade for piger spiller fra 3. april til 11. maj på Dronning Dorothea Teatret.

Bearbejdelse og instruktion: Marco Goth Thorsen

Musikalsk ledelse: Theis Lyng Reinvang

Produktionsleder: Lars Esmann

Kostumer: Solveig Paulsen

Lys/lyd: Johnny Andersen, Daniel Petersen

Medvirkende: Mathias Jensen, Laura Krogsgaard Schrøder, Thomas Johannes Larsen, Laura Henriette Andersen Bager, Marco Goth Thorsen, Iben Marie Lindquist Jensen, Christina Britten, Johanna Vissing Majgaard, Lasse Lauridsen og Tove Bjørn Jensen