Hvad der ellers kunne være en fantastisk forestilling falder fuldstændig til jorden med forældet og stødende fatsuit-humor i Nørrebro Teaters opsætning af ”Amerika”.
Karl Rossmann er 17 år gammel og netop ankommet i New York. Han er blevet sendt til Amerika fordi hans forældre i Europa ville undgå en skandale efter den dobbelt så gamle stuepige er blevet gravid. Stuepigen forgreb sig på drengen, og forældre traf beslutning om Amerika henover hovedet på ham. Og sådan bliver Karls liv ved med at være; han kastes rundt mellem andres holdninger, lyster og beslutninger.
”Amerika” er baseret på Franz Kafkas roman af samme navn. En titel, som romanen fik, da den blev udgivet efter Kafkas død. Kafka selv var aldrig tilfreds med romanen. Og det er ganske meta-agtigt, at den blev udgivet på andres initiativ, lyster og beslutninger.
Det er – næsten desværre – ellers en på mange måder helstøbt og velfungerende forestilling, som visualiserer det berømte kafkaske univers, som er som at se direkte ind i en anden persons mareridt, hvor hjælpeløsheden ligger under for absurditet efter absurditet. Det er humorvinklen, Cederholm har valgt, og det behøver der ikke være noget i vejen. Men det er i enormt stort omfang forældet humor. Som ikke bare er dovent og blottet for kreativitet – men direkte stødende og mere end bare stødende; decideret skadeligt.
Hvad er pointen med at opsætte 100 år gamle kulturprodukter, hvis man ikke forholder sig til samtidens kulturelle strømninger? Teatret skal være i trit med tiden – og lige nu har vi en kulturel strømning, som beskæftiger sig med indretning af sociale konstruktioner og hierarkier. Har man de senere år fulgt bare en lille smule med i forskellige aviser og dagblade, sociale medier og akademiske tidsskrifter herhjemme og internationalt, har man ikke kunnet undgå at bemærke den tykpositive bølge, der skyller ind over kulturen og debatten. Bølgen går slet og ret ud på, at tykke mennesker også er – mennesker. Og en af de debatter, der kører i de danske medier lige nu handler om fatsuits.
Fatsuits er et forældet humoristisk greb, som går ud på, at det er sjovt at se en slank person klædt ud som tyk. Ligesom blackface er et forældet greb, der går ud på, at det er sjovt at en hvid person klædt ud som sort. Et af de allermest bærende elementer i ”Amerika” er fatsuits. I første akt ser vi klichéen tykke kapitalister uden moral og etik, men med masser af grådighed og usympatisk adfærd. Den ene placerer en tallerken på sin kunstige store mave og skovler maden ind. Man ser også hvordan han hele tiden hiver i sit tøj, som sidder alt for stramt og høster billige grin ved at minde om fatsuiten, skulle man have glemt den et splitsekund.
Efter en første akt med dybt problematiske fatsuits i fokus, bliver det kun værre i anden akt. Denne gang er det en kvindelig karakter, som er iklædt en meget stor fatsuit og rødt velourtøj, som går i et med den røde sofa, hun sidder i. Hun er mere møbel end menneske. En lang og tåkrummende sexscene følger, hvor den tykke dame væltes rundt i den røde sofa, et stort kunstigt fatstuit-bryst hives ud og bides hårdt i, mens der skal grines af at tyk en dame har et seksuelt begær, og at nogen kunne finde på at begære hende.
Det er ikke tidssvarende teater. Det er teater af i går. Vi kan takke Nikolaj Cederholm for at tænke så langt ind i boksen, at et af de allermest bærende elementer i den første danske dramatisering af ”Amerika” har så billige og forældede latterfremkaldende tricks, at man i mange af scenerne næsten ikke kan se forskel på dette – ellers på alle andre måder gennemarbejdede teaterstykke – og en sjusket sammensat amatørrevy uden andre ambitioner end at grine ad fatsuits. Og så kan vi takke Line Beck, som tydeligvis har haft en fest med at skabe kostumer, der på ingen måde vedkender sig den kulturelle strømning, vi har lige nu, som arbejder imod dehumanisering af tykke mennesker.
Cederholm fejrer med ”Amerika” 40 års jubilæum i teater- og kulturlivet. Det kunne jo være en oplagt anledning til at se nærmere på, hvad der har været af kulturelle strømninger de sidste fire årtier og hvad der rør sig lige nu.
Medvirkende: Nicolai Jørgensen, Martin Greis-Rosenthal, Molly Egelind, Trine Pallesen, Torben Zeller, Rikke Blide, Kristian Holm Joensen, Rasmus Hammerich m.fl.
Instruktion og dramatisering: Nikolaj Cederholm
Kostumer: Line Beck
