Vi befinder os i 30’ernes strenge tider ombord på en oceanliner, hvor ikke alle er, hvad de giver sig ud for at være: en gangster forklædt som præst, en børshandler der overtager sin billet fra samfundets fjende nummer 1, en rig kvinde hvis datter skal giftes og en masse sømænd og korpiger.
I bedste broadway-stil følger vi livet ombord på oceanlineren, hvor Danmarks musicalstjerne Silas Holst i sin rolle som Billy Crocker kæmper en heroisk og utrættelig kamp for kvinden han elsker i morsomt samspil med Preben Kristensen i rollen som Moonface Martin.
Scenen for ‘Anything Goes’ er sat med fantastisk scenografi, lyssætning og skuespil i verdensklasse. I ‘Anything Goes’ er alt tilladt og muligt – en smuk og måske også usmagelig historie i en tid, hvor mange sendes på gaden i økonomisk afmagt, men hvor man samtidig får en god fornemmelse af ‘survivial of the fittest’; hvis man vil og har viljen, så skal det nok gå.
Farcen byder på alle de forviklinger og forvekslinger, man næsten kan forestille sig – og samtidig på fantastisk musik og sang.
‘Anything Goes’ spiller på Det Ny Teater frem til den 16. oktober 2016.
Instruktør: Thomas Bendixen
Medvirkende: Preben Kristensen, Silas Holst, Camille-Cathrine Rommedahl, Steen Springborg, Rikke Hvidbjerg, Marianne Høgsbro, Carsten Svendsen, Kristine Marie Brendstrup m.fl.