‘Arne går under’ er et utroligt flot dukketeater for voksne. Hvem havde troet at en forestilling med dukker i hovedrollerne skulle kunne være både rørende, bevægende, og samtidig humørfyldt og tankevækkende? ‘Arne går under’ har det hele.
Den deprimerede Arne bor alene i en etværelses lejlighed i Domus Vista. Indretningen er spartansk, og hans liv tager udgangspunkt i en madras på gulvet. Nu tages publikum med på en rejse gennem Arnes sidste dage i denne verden.
Vi møder Arnes storrygende mor Lise, hans sønderjyske stedfar Slatan, hans afdøde alkoholiserede far, hans sterotype sagsbehandler fra jobcentret og hans håbløse store kærlighed i skikkelse af naboen Lizette. Vi får et uhyggeligt billede af hvordan Arne oplever livet.
Selvom der flere gange er tilføjet en stor portion ironi til dukkernes karakterer, så er det en alvorlig forestilling om svigt, angst og ensomhed. Det er derfor nødvendigt at understrege, at denne forestilling ikke er for børn!
De fire dukkefører er ofte på scenen samtidig, men de er så imponerende dygtige, at de aldrig tager opmærksomheden fra de udtryksfulde dukker. Timingen er uhyre vigtig, og det er en særlig oplevelse at sidde og føle med en dukke, velvidende, at den bliver pakket ned i en kasse bagefter.
‘Arne går under’ er en syret forestilling, der også har små flodheste, kinesiske mænd og sågar den lille prins på rollelisten.
‘Arne går under’ skal opleves på Bådteatret, hvor den opføres til og med den 5. marts 2016.
Instruktør: Rolf Heim
Dramatiker: Mikkel Trier Rygård
Medvirkende: Laura Allen Müller, Karen Monrad, Pernille Nedergaard Haugesen, Rolf Søborg Hansen